Velkommen på Haderslev Katedralskole
Som elev på Haderslev Katedralskole vil du møde en uddannelse hvis indhold er både kundskaber og kreativitet. Kundskaberne dækker hele vejen rundt om mennesket med både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Kreativiteten er en uundværlig del af den menneskelige tilværelse og spiller derfor også en væsentlig rolle for skolen.
Når det gælder arbejdsmetoder møder du både selvstændigheden og samarbejdet. Selvstændigheden betyder bl.a. personligt ansvar og individuelle udviklingsmuligheder. Samarbejdet indebærer gensidig forpligtelse, men også og især gensidig berigelse. Du vil blive i stand til at løse større opgaver selv, og du vil opdage hvor store udfordringer man kan klare sammen.
Skolens kultur indeholder på en gang forskellighed og fællesskab. Forskelligheden, fordi her er plads til alle. Haderslev Katedralskole rummer vidt forskellige individer der finder rum til at være sig selv, men samtidig udgør skolen et fællesskab med gensidig opbakning og mange sociale aktiviteter byggende på grundlæggende lighed.
Nøgleord for Haderslev Katedralskoles indhold, metoder og kultur:
• Kundskaber og kreativitet
• Selvstændighed og samarbejde
• Forskellighed og fællesskab
At du har valgt Haderslev Katedralskole betyder at du er gået ind i en individuel uddannelse der giver dig nogle personlige kompetencer, også i dokumenteret form, som du kan bygge videre på i resten af dit liv. Det betyder også at du er gået ind i et forpligtende fællesskab hvor den enkeltes indsats og bidrag har betydning for den samlede uddannelse for alle.
At være elev på Haderslev Katedralskole betyder således
at du udviser almindelig god opførsel hvor du respekterer og tager hensyn til andre mennesker samt at du behandler skolens bygninger, udstyr og undervisningsmateriale ordentligt
at du deltager aktivt i undervisningen, både gennem forberedelse, fremmøde og aktivitet i undervisningen.
at du tager fuldt ud del i den skriftlige dimension af uddannelsen, både i antallet og omfanget, men også i at skriftlige arbejder er dine egne.
Ansvar og forsikring
Som elev på Haderslev Katedralskole bærer du selv ansvaret for dine ting, din færden og dine handlinger, også i forbindelse med ekskursioner, studieture og andre arrangementer. Som på alle statsligt selvejende skoler er du ikke omfattet af nogen form for skoleforsikring, men bærer selv ansvar og risiko.
I de følgende afsnit om studie- og ordensregler er disse overordnede regler mere detaljeret beskrevet for det tilfælde at du ikke lever op til kravene.
Studieregler:
1. Fravær og manglende opgaver:
Du har mødepligt, dvs. enten er du mødt op til undervisningen eller også har du underrettet skolen om baggrunden for dit fravær via vort elektroniske konferencesystem, senest den dag du vender tilbage.
Ved fravær i længere perioder (mere end en uge) fra et eller flere fag kan skolen kræve en lægeerklæring som du selv skal betale. Dette gælder således også fritagelse fra f.eks. idræt. Hvis du søger om fuldstændig fritagelse fra f.eks. idræt pga. helbredsproblemer eller (skjulte) handicaps vil skolen altid forlange en lægeerklæring som du selv skal betale. Fuldstændig fritagelse fra et fag vil altid medføre krav om et erstatningsfag på samme niveau.
Manglende afleveringer anses også som fravær. Skulle du være forhindret i at aflevere rettidigt skal du senest dagen før have truffet aftale med din lærer om evt. andet afleveringstidspunkt. Ved sygdom afleveres normalt på førstkommende skoledag. Hvis det ikke kan overholdes skal der indgås aftale med læreren. Skolen kan desuden have tiltag der betyder at du skal skrive opgaven på skolen enten i eller uden for undervisningen.
Fravær og manglende opgaver, især når der ikke er gjort rede herfor, kan medføre sanktioner.
Der gives først en pædagogisk tilrettevisning i form af en skriftlig status over dit fravær og i den forbindelse er det din pligt at sikre dig at vi har alle relevante oplysninger om dit fravær. Den pædagogiske tilrettevisning er en service fra skolen som kun gives en gang i din skoletid - dernæst forventer vi at du er helt klar over fraværsbestemmelserne og deres konsekvenser.
Hvis vi efterfølgende vurderer at du fortsat har for meget fravær tildeles du en egentlig sanktion i form af en skriftlig advarsel hvorefter du skal møde 100% til undervisningen i alle fag for at bevare retten til at blive indstillet til eksamen på normale vilkår. Bliver der tale om yderligere sanktioner er der forskel på vore to ungdomsuddannelser:
STX: Ved fortsat mangelfuld aktivitet kan du overføres til særlige vilkår der betyder eksamen i alle fag der afsluttes på den pågældende årgang og bortfald af årskaraktererne, men med fortsat ret til at følge undervisningen. I særlige tilfælde (f.eks. hvis fraværet har været særligt slemt i et bestemt fag) kan skolen nægte dig adgang til eksamen det pågældende skoleår og henvise dig til eksamen i faget i det efterfølgende skoleår. Endelig kan fortsat overtrædelse medføre bortvisning, altså tvungen udmelding af skolen.
HF: Ved fortsat mangelfuld aktivitet kan du nægtes adgang til at aflægge eksamen i et eller flere fag det pågældende år. Endelig kan fortsat overtrædelse medføre bortvisning, altså tvungen udmelding af skolen.
Både HF og STX: Ud over de nævnte sanktioner kan skolen efter advarsel erklære dig studieinaktiv, hvilket betyder tab af retten til SU. Retten kan genvindes gennem aktiv deltagelse i mindst to måneder.
Skolen sørger for registrering af dit fravær, herunder registrering af for sent fremmøde der også kan tælle som fravær. Du vil regelmæssigt have mulighed for at følge med i registreringen og gøre indsigelse mod evt. fejl.
En elev hvis forsømmelser (såvel i enkelte fag som samlet) ikke overstiger 5 % kan ikke bortvises.
Advarsler og overførsler til særlige vilkår har normalt kun gyldighed i det skoleår de gives, men de kan virke som skærpende omstændighed i det næste skoleår.
2. Snyd med skriftlige arbejder:
Dine skriftlige afleveringer er dine egne (du har ophavsret til dem), men det betyder også at skolen ikke kan acceptere snyd med skriftlige opgaver i form af simpel afskrift (herunder elektronisk kopiering), ikke markerede citater, eller referat af unavngivne kilder. Denne regel gælder såvel hele opgaver som dele af opgaver. Overtrædelse af denne regel medfører sanktioner. Første gang en belæring og krav om aflevering af en egen opgave, anden gang en advarsel og karakteren -3 for opgaven. Tredje gang vil medføre bortvisning fra skolen og tab af ret til at aflægge eksamen ved Haderslev Katedralskole. I særligt graverende tilfælde skrides direkte til advarsel. Bemærk at denne regel gælder for din samlede skolegang på Haderslev Katedralskole, ikke for det enkelte fag eller det enkelte år.
Snyd i eksamenssammenhæng er reguleret af stx-bekendtgørelsen.
3. Oprykning:
Såfremt dit gennemsnit ved skoleårets slutning er mindre end 2,0 kan skolen nægte dig oprykning til næste klassetrin. Dette vil ske hvis skolen skønner at du ikke har mulighed for at gennemføre det næste klassetrin tilfredsstillende, dvs. at skolen skønner at du heller ikke næste år kan opnå et gennemsnit på 2,0 eller over. Din aktive deltagelse i undervisningen indgår også i dette skøn.
Klagemuligheder
Alle sanktioner meddeles skriftligt. Senest to uger efter kan der gøres indsigelse direkte til rektor. Hvis afgørelsen fastholdes kan rektors afgørelse indklages til Undervisningsministeriet under reglerne for klager over forvaltningsafgørelser.
Ordensregler
I hverdagen på skolen gælder respekten og hensynet over for skolens elever og lærere, skolens øvrige personale samt over for skolens evt. gæster og samarbejdspartnere. Kravet om almindelig god opførsel betyder blandt andet at man skal følge anvisninger fra skolens personale herunder politikker for skolekultur mm. Kravet om almindelig god opførsel gælder i enhver sammenhæng hvor du på nogen måde kan siges at repræsentere skolen - således også ved ekskursioner, studieture, arrangementer med andre skoler og ved skolens arrangementer ud over undervisningen (fester, caféer mm.).
Ud over dette gælder nogle mere specifikke regler:
• I. Som elev på Haderslev Katedralskole er du forpligtet til at holde dig orienteret via skolens elektroniske konferencesystem og skolens opslagstavler.
• II. Rygning er kun tilladt på skolens særligt anviste (udendørs) rygeområde. Der må ikke indtages alkohol på skolens område, undtaget særlige arrangementer hvor skolen tillader det, og det er heller ikke tilladt at møde op i påvirket tilstand.
• III. Alle skal medvirke til at holde skolen ren og ordentlig.
• IV. Enhver form for reklamering og annoncering på skolen er underlagt skolens annonceringspolitik der anviser særlige områder til tryksager og principper for levende annoncering. Annonceringspolitikken skelner mellem kommerciel annoncering på den ene side og annoncering for foreninger og lignende der falder ind under grundlovssikrede rettigheder på den anden side, men regulerer al annoncering på og i forbindelse med skolen.
I øvrigt gælder almindelig dansk lovgivning selvfølgelig også på skolens grund.
Sanktioner:
Der er ikke en enkel automatik i rækkefølgen af sanktioner ved overtrædelse af skolens ordensregler. Derfor beskriver vi her de enkelte sanktionsmuligheder og deres anvendelse.
Rengøringsafgift på minimum 200 kr. kan idømmes hvis du har forårsaget svineri på skolens område (gælder naturligvis ikke ved sygdom eller hændelige uheld).
Skriftlig advarsel gives for mindre overtrædelser.
Bortvisning fra bestemte arrangementer gives når dine overtrædelser knytter til særlige sammenhænge (f.eks. fester).
Bortvisning fra undervisningen i op til 10 dage kan gives ved gentagne eller alvorlige overtrædelser. Dagene registreres som fravær.
Bortvisning fra skolen for altid kan gives i særligt graverende tilfælde.
Klagemuligheder
Alle sanktioner meddeles skriftligt. Senest to uger efter kan der gøres indsigelse direkte til rektor. Hvis afgørelsen fastholdes kan rektors afgørelse indklages til Undervisningsministeriet under reglerne for klager over forvaltningsafgørelser.








