"Before the Congo I was just a mere animal" (Conrad 1969, s. 458). Således udtrykker Joseph Conrad sig om betydningen af sin rejse til belgisk Congo i 1890 til vennen Edward Garnett. Citatet illustrerer, hvorledes Joseph Conrads rejse til belgisk Congo på afgørende vis ændrer hans liv. På denne rejse får Joseph Conrad et indblik i imperialismens sande væsen og opnår en tragisk erkendelse af menneskesjælens mørke og den vestlige civilisations forfald. Mørket, som han forventede at finde i Afrika og hos de indfødte, viste sig til hans forfærdelse at befinde sig i ham selv og i menneskeheden som helhed. Congo erfaringerne sætter en stopper for Conrads videre karriere som kaptajn, men betyder startskuddet for et af vor tids store forfatterskaber.

Når mødet med imperialismen i Congo gør så stærkt indtryk på Joseph Conrad, hænger det bl.a. sammen med hans barndomserfaringer og opvækst. Joseph Conrad bliver født i 1857 som søn af en polsk poet og politisk aktivist, der kæmper for polsk selvstændighed mod Ruslands besættelse af Polen. Som følge af denne modstand bliver familien deporteret til det nordlige Rusland i 1863, hvilket fører til moderens død tre år senere. I 1868 får faderen, Apollo Korziniowski, tilladelse til at vende tilbage til Polen, dog er han på dette tidpunkt så afkræftet og nedbrudt, at han dør et år senere. Som 13-årig er Joseph Conrad forældreløs og oplever således personligt i en tidlig alder imperialismens omkostninger for dens ofre. 18 år gammel forlader Joseph Conrad sit fødeland Polen og bliver sømand i den franske handelsflåde (Knowles 1996, s. 4-9). Hans frivillige eksil kan ses som et forsøg på at frigøre sig fra sin traumatiske baggrund. Senere skifter han til den engelske handelsflåde, hvor han i slutningen af 1880erne endnu engang konfronteres med imperialismens hæslige ansigt, denne gang i Borneo. Her oplever han for første gang kløften mellem imperialismens humanitære retorik og virkelighedens brutale udbytning og undertrykkelse.

"Instead of the efficient, benevolent bearers of civilization’s torch, he saw men cut off from and nostalgic for Europe, and drunk on power, their presumed racial superiority, and alcohol." ( White 1996, s. 184).

Denne oplevelse bliver et forvarsel om det syn, der møder Conrad i belgisk Congo i 1890, og som danner baggrunden for hans skildring i Heart of Darkness. Conrad er hyret af et belgisk handelsselskab til at undsætte en af selskabets agenter, der er blevet syg på en handelsstation langt oppe ad Congofloden. Leopold den Andens imperialistiske regime i Congo var berygtet for sin hensynsløse udplyndring af landet. Det er et eksempel på den nye imperialisme, der udvikler sig i perioden 1880-1914 som en reaktion på de industrialiserede landes behov for råstoffer og den indbyrdes kamp for nye markeder. Konkurrencen mellem stadig flere imperialistiske magter, som søger kontrol over stadig færre ukoloniserede landområder, er kolossal. Alene i Afrika stiger omfanget af de europæiske besiddelser fra 11% i 1875 til 90% i 1902 ( White 1996, s. 182). Kampen for kolonier medfører en hidtil uset hensynsløs undertrykkelse og udpining af de nyvundne landområder. Det er værd at bemærke , at det er i denne periode, Conrad møder imperialismen i Congo. Selvom Leopold den Anden lancerer sit imperialistiske projekt som et civilisatorisk korstog, er det imidlertid åbenbart, at der er tale om ren og skær udbytning (Watt 1980, s. 139).

I Heart of Darkness leverer Conrad et af sin samtids mest radikale og sønderlemmende angreb på det imperialistiske projekt og den vestlige civilizations påståede overlegenhed. Heart of Darkness er en afsløring af hulheden, tomheden og hykleriet i vores højtbesungne civilisation. Det er en kritik, der rammer os alle, forsåvidt som mørket og tomheden eksisterer i menneskets indre som en mulighed.

Det er denne civilisationskritik i Heart of Darkness , som er emnet for min opgave og som vil blive behandlet i det følgende.

Det civilisationskritiske tema anslås allerede i bogens begyndelse. I åbningsscenen befinder vi os på skibet Nellie, der er forankret ved Themsens flodmunding. Det er ved dagens afslutning, og solen er ved at gå ned. Ombord på skibet er fem personer, en sagfører, en revisor, fortælleren, kompagniets direktør og Marlow. Vi oplever sceneriet igennem den unavngivne fortæller og følger hans tanker. Det er også ham, der introducerer os til Marlows historie, som er kernen i Heart of Darkness. Der er således tale om en rammefortælling.

Der hersker en stille fredfyldt stemning omkring skibet, der er omgivet af Themsens rolige, glitrende vand og en klar, smuk aftenhimmel (Conrad 1969, s. 491). Kun inde over land, over London, anes skyer og tiltagende mørke. Romanens gennemgående metaforer lys og mørke præsenteres således allerede i åbningsscenen. Det er værd at bemærke, at både lyset og mørket og de værdier, der knytter sig hertil, i indledningen forbindes med England/London. Faktisk er ordet "gloom", der er rigt på foruroligende associationer, nævnt tre gange i forbindelse med åbningsscenen, og er et forvarsel om, hvilke dystre oplevelser og erkendelse der er i vente.

Den storslående natur og det, at de befinder sig ved Themsens flodmunding, hensætter de ombordværende, og ihvertfald fortælleren, i tanker og erindringer om den engelske sønations storhed.

"What greatness had not floated on the ebb of that river into the mystery of an unknown earth ... The dreams of men, the seed of Commonwealths, the germs of empires." ( Conrad 1969, s. 492).

Idyllen og de højstemte betragtninger afbrydes pludseligt af Marlow, der anlægger et historisk, kritisk perspektiv på Englands historie. Han minder sine medpassagerer om, at England langt tilbage i historien var et af de mørke steder på jorden (Conrad 1969, s. 493). Han refererer til romernes kolonisering af England og understreger hermed, at det højt civiliserede og magtfulde England selv har været en uudviklet og primitiv koloni, præcis som Englands nuværende kolonier i Afrika og Asien. Det eneste, Marlow mener adskiller englænderne fra romerne, er førstnævntes større effektivitet. Derudover hævder Marlow, at imperialismen, uanset hvor og hvornår i historien, er et afskyeligt og destruktivt fænomen.

"The conquest of the earth, which mostly means the taking it away from those who have a different complexion or slightly flatter noses than ourselves, is not a pretty thing when you look into it too much. " (Conrad 1969, s. 495).

Citatet illustrerer, hvorledes Conrad igennem Marlow straks sætter kritisk fokus på det imperialistiske projekt og afslører de racistiske undertoner, som bidrager til at legitimere erobringerne og udplyndringerne. Ved hjælp af modstillingen af den naive fortæller og den erfarne Kaptajn Marlow afslører Conrad tillige kløften mellem de højstemte forestillinger om civilisationen og den brutale virkelighed. Hvordan Marlow er nået frem til sin indsigt beskrives i resten af bogen, hvor Marlow beretter om sin skæbnesvangre rejse til belgisk Congo mange år tidligere.

Marlows rejse tager sin begyndelse i Belgiens hovedstad Bruxelles, hvor handelskompagniet, der har hyret ham, har sit hovedkvarter. Bruxelles efterlader et trist og livløst indtryk på Marlow. Byen får ham umiddeltbart til at tænke på en kalket grav (Conrad 1969, s. 500). Der hersker en atmosfære af død og forladthed. Gaderne ligger øde hen som en stor og gold ørken, og sollyset er ude af stand til at trænge ned til jordoverfladen på grund af de store grå kontorbygninger, der findes overalt (Conrad 1969, s. 500). Den største bygning i byen er kompagniets kontor, der kommer til at fremstå som dødens hus (Conrad 1969, s. 501-502). I sin beskrivelse af Bruxelles, centrum for den belgiske imperialisme, understreger Conrad ved hjælp af dødsmetaforer imperialismens destruktive væsen. Samtidig fungerer beskrivelsen som en forudskikkelse, et forvarsel om de forhold, der vil møde Marlow i Congo. Udover at anslå temaet død og ødelæggelse tjener beskrivelsen af Bruxelles som en kalket grav yderligere et formål. Der er en bibelsk allusion. Udtrykket kalket grav (whited sepulcher) er hentet fra Mattæusevangeliet kapitel 23, vers 27, hvor Jesus kritiserer farisæerne og de skriftkloge for deres hykleri og i den forbindelse sammenligner dem med kalkede grave.

Conrad får dermed sat fokus på hykleriet bag det imperialistiske projekt. Bag den smukke, retoriske tale om at bringe civilisationens lys til de uoplyste indfødte i Afrika, gemmer der sig i virkeligheden ødelæggelse og udbytning. Det sande motiv er profitmotivet og ikke idealisme.

Hykleriet bag imperialismen understreges endvidere i Marlows samtale med tanten. Hun fremstilles som helt forblindet af imperialismens retorik og propaganda og ser som følge heraf Marlow som et lysets sendebud (Conrad 1969, s. 504). I modsætning til tanten er Marlow allerede på dette tidspunkt skeptisk over for imperialismens retorik. Han føler sig således ikke som et lysets sendebud, men derimod som en bedrager. Dette får Marlow til for første gang i sin karriere som sømand at være foruroliget over den opgave, han står overfor og det projekt, han er blevet involveret i.

" In the street - I don´t know why - a queer feeling came to me that I was an impostor. Odd thing that I, who used to clear out for any part of the world at twenty-four hours’ notice ... had a moment - I won´t say of hesitation, but of startled pause, before this commonplace affair." (Conrad 1969, s. 504).

Marlow har en klar fornemmelse af, at det ikke er en almindelig sørejse, han begiver sig ud på, men en konfrontation med menneskehedens oprindelse.

" The best way I can explain it to you is by saying that, for a second or two, I felt as though, instead of going to the center of a continent, I were about to set off for the center of the earth." (Conrad 1969, s. 504).

Medvirkende til Marlows foruroligelse er foruden de allerede nævnte forhold mødet med de to sortklædte kvinder, der bevogter indgangen til handelskompagniets magtcentrum, the door of darkness (Conrad 1969, s. 501). Beskrivelsen af dem leder tanken hen på skæbnegudinderne, der bestemmer over menneskets livsforløb. Hos Conrad sidder de og strikker på noget der ligner et sort uld ligklæde (Conrad 1969, s. 501).

Derudover er der kompagniets gådefulde læge, der midt i sine frenologiske undersøgelser informerer Marlow om de mentale forandringer, kompagniets udsendinge til kolonien Congo gennemgår (Conrad 1969, s. 502-503).

Med beskrivelsen af Marlows besøg i den kalkede gravs by, Bruxelles, understreger Conrad bogens civilisationskritiske temaer. Han antyder samtidigt, at imperialismen er et europæisk projekt, ikke begrænset til en bestemt nation, men et fælles europæisk anliggende og ansvar.

Dygtigt fremmaner han en stemning af uhygge og dyster forventning, og han lader det skinne igennem, at vi sammen med Marlow nu begiver os ud på en rejse, der ikke blot tager os til Afrikas hjerte, men tilbage til menneskets udspring, og som vil forandre os.

Marlows videre rejse til Congo foregår ombord på et fransk skib, hvorved Conrad igen understreger imperialismens fælleseuropæiske udgangspunkt. Mens de sejler langs Afrikas kyst danner Marlow sig sit første indtryk af europæernes indtrængen i det afrikanske kontinent. Han beskriver europæernes tilstedeværelse som uvirkelig og tåbelig, en illusion, et bedrag ( delusion , Conrad 1969, s. 505). Marlow observerer, hvor små og ubetydelige de imperialistiske handelsstationer er, set i forhold til den mægtige afrikanske natur. Dertil kommer de nærmest farceagtige navne som handelspladserne er udstyret med. Der er tale om groteske navne såsom Gran’ Bassam og Little Popo (Conrad 1969, s. 505). Tydeligst kommer det groteske ved europæernes indtrængen til udtryk i episoden med det franske krigsskib, der blottet for enhver fornuft beskyder det mennesketomme afrikanske fastland.

"In the empty immensity of earth, sky, and water, there she was, incomprehensible, firing into a continent. Pop, would go one of the six-inch guns; a small flame would dart and vanish, a little white smoke would disappear, a tiny projectile would give a feeble screech- and nothing happened. Nothing could happen." (Conrad 1969, s. 506).

Bemærk hvorledes krigsskibets magtdemonstration reduceres til en meningsløs og afmægtig gestus. Tilsvarende påviser Marlow og Conrad, hvorledes vores vestlige betegnelser ikke formår at indfange den afrikanske virkelighed, men forekommer malplacerede og uvirkelige. En af de ombordværende begrunder således skyderiet ved meningsløst at henvise til en lejr af indfødte som fjender (Conrad 1969, s. 506).

Det eneste, der forekommer naturligt og virkeligt er havets dønninger, samt de indfødte Marlow med mellemrum kan observere fra skibet, og imodsætning til europæerne hører de til i Afrika. De behøver ikke at retfærdiggøre deres tilstedeværelse (Conrad 1969, s. 506). De indfødte udstråler en vitalitet og naturlighed, som imperialismens agenter ikke besidder.

Hele rejsen antager karakter af noget drømmeagtigt, et mareridt, og Marlow beskriver sig selv som en træt pilgrim blandt antydningen af mareridt. Da Marlow langt om længe ankommer til kompagniets station i Congo, bliver de antydninger af mareridt (hints for nightmare, Conrad 1969, s. 507 ) han oplevede ombord på skibet pludselig et fuldbyrdet mareridt. Han befinder sig med ét i en verden, hvor kaos, forvirring og forfald råder. Overalt ligger redskaber og ødelagte materialer henkastet som et konkret bevis på den formålsløshed, der hersker på stedet (Conrad 1969, s. 508). Fra tid til anden lyder der dumpe eksplosioner og store røg- og støvskyer rejser sig og indhyller landskabet. For at understrege indtrykket af kaos og opløsning benytter Conrad sig her af en teknik, som Watt kalder delayed decoding ( Watt 1980, s. 270). Læseren kastes sammen med Marlow ind midt i forvirringen og først længere fremme i teksten følger forklaringen. I dette tilfælde viser det sig, at man er igang med at bygge en jernbane.

Mareridtet forværres imidlertid, da Marlow på vej til kompagniets kontor konfronteres med imperialismens kyniske udbytning af de indfødte. Seks udmagrede indfødte med tunge jernkraver omkring deres halse passerer i et slavelignende optog på vej til arbejde (Conrad 1969, s. 508-509). Ligeså lidt som betegnelsen fjender passede på de indfødte, som det franske krigsskib beskød, ligeså malplaceret forekommer det Marlow at anvende ordet kriminelle om disse udpinte stakler. For ham er de blot ofre for det grusomme imperialistiske projekt, ligeså vel som de døende arbejdere, han kort tid efter stifter bekendtskab med i den lund, han kalder the Grove of Death (Conrad 1969, s. 511) Det er indfødte, der kontraktligt er blevet ansat af handelskompagniet til at udføre det hårde fysiske arbejde, og som, da helbredet svigter, kynisk efterlades til at dø alene og uden omsorg. Marlow beskriver sit møde med the Grove of Death som var han trådt ind i den dunkle kreds i et inferno (Conrad 1969, s. 510). Overalt anes død, fortvivlelse og lidelse. De før så stolte indfødte er blevet reduceret til skygger og fantomer. Rædselsslagen flygter Marlow fra denne massakre.

På handelsstationen møder Marlow den første af en lang række af imperialismens repræsentanter. Det drejer sig om stedets regnskabchef. I sit ydre udgør han en skærende kontrast til det forfald og kaos, der hersker på stedet. Hans påklædning og hele hans fremtoning er ulastelig. Marlow sammenligner ham med en frisørs parykhovede (a hairdresser’s dummy , Conrad 1969 s. 512), men indrømmer at han er imponeret over den selvdisciplin, denne mand lægger for dagen, og som også kommer til udtryk i hans arbejde. Hans bogholderi er fejlfrit og perfekt (Conrad 1969, s. 513-514). Marlow indser dog snart, at den perfekte facade dækker over en indre tomhed og skræmmende kulde. Det er følelseskulden, der gør det muligt for bogholderen at opretholde sin ydre elegance midt i elendigheden. Hans følelsesmæssige afstumpethed kommer tydeligt frem, da han irriteres af klagen fra den døende agent, som midlertidigt er indkvarteret på hans kontor, og som forstyrrer ham i hans arbejde (Conrad 1969, s. 513). The Grove of Death kun 50 fod fra hans vindue ænser han end ikke (Conrad 1969, s. 514).

Marlows oplevelser på kompagniets station giver ham anledning til at reflektere over menneskets djævelske natur. Marlow aner her konturerne af en for ham ny djævel. Ikke den djævel, der er drevet af utæmmeligt begær og lidenskaber, men en slap, rovgrisk og indbildsk afart. Han forudser, at han snart vil få lejlighed til at stifte nærmere bekendskab med denne djævel.

"But as I stood on this hillside, I foresaw that in the blinding sunshine of that land I would become acquainted with a flabby, pretending, weak-eyed devil of a rapacious and pitiless folly." ( Conrad 1969, s. 510).

Den Centrale Station

Marlow forlader kompagniets station og fortsætter sin rejse mod den centrale station, hvor hans egentlige arbejde venter ham. Det er nemlig ved den centrale station floddamperen, Marlow har fået kommandoen over, ligger fortøjret. Straks ved ankomsten ser Marlow, at her regerer den føromtalte slappe og grådige djævel.

"A neglected gap was all the gate it had, and the first glance at the place was enough to let you see the flabby devil was running that show." (Conrad 1969, s. 516).

Dette indtryk forstærkes, da han træder ind i selve stationen og stifter bekendskab med dens beboere. Stationen er præget af forfald og er nærmest i opløsning. Ingen af beboerne synes at have ønske om at udføre et seriøst stykke arbejde og ændre situationen. De ser blot passivt til, mens forfaldet breder sig omkring dem. Der hersker en atmosfære af sløvhed og ligegyldighed over hele stedet. Beboerne tilbringer tiden i passiv venten på ankomsten af en ladning elfenben eller på muligheden for overdragelse af en handelsstation og dermed adgang til hurtige og nemme indtægter. Ventetiden fordriver de med intriger og bagtalelse, der imidlertid intet fører til.

"There was an air of plotting about that station, but nothing came of it, of course. It was as unreal as everything else - as the philantropic pretense of the whole concern, as their talk, as their government, as their show of work." (Conrad 1969, s. 522)

Som citatet illustrerer, hviler der et skær af vanvid, tåbelighed og uvirkelighed over hele sceneriet. Marlow kommer uventet og meget mod sin vilje til at tilbringe de næste tre måneder på den centrale station. Skibet, som han har fået kommandoen over, er grundstødt og sunket til bunds og skal først hæves og repareres, inden Marlow kan forsætte sin videre rejse ind i Congo. Opholdet giver Marlow lejlighed til at observere et stort udvalg af imperialismens agenter og håndlangere i funktion. Det er et skarpt satirisk portræt, han tegner af disse mennesker og dermed den civilisation, de repræsenterer. Centralt i den satiriske beskrivelse af agenterne er omtalen af dem som absurde pilgrimme (Conrad 1969, s. 520). Deres gud er elfenben, og grådighed er den "religiøse" følelse, der optænder dem.

"They wandered here and there with their absurd long staves in their hands, like a lot of faithless pilgrims bewitched inside a rotten fence. The word `ivory´ rang in the air, was whispered, was sighed. You would think they were praying to it. A taint of imbecile rapacity blew through it all, like a whiff from some corpse. By Jove! I’ve never seen anything so unreal in my life. " (Conrad 1969 , s. 520)

Blandt agenterne er der enkelte, der beskrives mere indgående. Det gælder således for den unge første-klasses agent, omtalt som murstensfabrikanten ( the brickmaker Conrad 1969, s. 523). Han har været på den centrale station i over et år med det formål at lave mursten. Han har imidlertid endnu ikke formået at producere en eneste af slagsen (Conrad 1969, s. 522). Han er således et udmærket billede på den ineffektivitet og formålsløshed, der præger stationen og dens beboere. Derudover er han et godt eksempel på, hvorledes intrigerne florerer på stationen og inficerer alle forhold. Han udviser stor interesse for Marlow, idet han fejlagtigt antager Marlow for at være indflydelsesrig i kompagniets hovedkvarter i Bruxelles (Conrad 1969, s. 522-523). Marlow væmmes ved manden og beskriver ham som en papmaché djævel (Conrad 1969, s. 525). Han fremstilles som hul og tom indvendig, som en papfigur, en rigtig "flabby, weak-eyed devil".

En tilsvarende tomhed kendetegner stationens bestyrer. På trods af sin lederstatus har han ingen ideer, visioner og planer for stationen og det imperialistiske projekt, han er en del af. Han har ingen viden og ringe intelligens (Conrad 1969, s. 518). Hans eneste kvalifikation er hans gode helbred. Han er i modsætning til de før omtalte pilgrimme og imperialismens øvrige agenter uimodtagelig for de tropesygdomme, der hærger (Conrad 1969, s. 518). Måske er han så tom og hul i sit indre, at der intet findes, som sygdommene kan angribe. Senere må Marlow imidlertid erkende, at han muligvis har undervurderet bestyreren. Det viser sig nemlig, at han er uhyre intrigant og i kraft af sin position på stedet faktisk formår at fastholde sin magtposition. Det er således ham, der med vilje har sejlet floddamperen på grund i et forsøg på at forhindre undsætningen af kompagniets succesrige agent, Kurtz, hvem han ser som en alvorlig trussel mod sin magtposition. Gennem tre måneder forhindrer han forsyning af nagler til reparation af damperen i håbet om, at den syge Kurtz i mellemtiden vil dø. I bestyreren ser Marlow en skrupelløs person. Kombinationen af moralsk afstumpethed og reel magt har katastrofale følger i omgivelser, hvor der ikke føres nogen form for kontrol. Som bestyrerens eksempel illustrerer, er muligheden for magtmisbrug under sådanne forhold enorm.

Den kritiske, satiriske skildring af imperialismens agenter når sit højdepunkt i beskrivelsen af The Eldorado Exploration Co, der dukker op henimod slutningen af Marlows ophold på den centrale station (Conrad 1969, s. 531-532). Dette selskab er alene drevet af profitmotivet. Ren og skær rovgriskhed styrer deres handlinger. Lederen af ekspeditionen er "tilfældigvis" onkel til bestyreren. Marlow tager klar afstand fra dette selskab, som han beskriver som en samling feje sørøvere, der hæmningsløst plyndrer og voldtager et kontinent.

"This devoted band called itself the Eldorado Exploring Expedition ... Their talk, however, was the talk of sordid buccaneers: it was reckless without hardihood, greedy without audacity, and cruel without courage; there was not an atom of foresight or of serious intention in the whole batch of them, and they did not seem aware these things are wanted for the work of the world. To tear treasure out of the bowels of the land was their desire, with no more moral purpose at the back of it than there is in burglars breaking into a safe." (Conrad 1969, s. 531-532).

Da Marlow senere erfarer, at ekspeditionen er blevet udslettet i det afrikanske vildnis, kan han ikke skjule en følelse af fryd over, at kontinentet således hævner sig på sine voldsmænd (Conrad 1969, s. 536).

Da Marlow endelig forlader den centrale station for at sejle op ad Congofloden for at undsætte agenten Kurtz, ændrer rejsen karakter og bliver symbolsk. Der er ikke blot tale om en rejse ind i Afrikas mørke, men ind i menneskesjælens inderste mørke afkroge. Hermed skifter Conrads civilisationskritik karakter. Fra at være en kritik af imperialismens ydre fremtrædelsesformer, dens undertrykkende institutioner og afstumpede, griske agenter bliver den en kritik, der sætter fokus på menneskets mangel på indre styrke og integritet. Marlows rolle i Heart of Darkness forandres tilsvarende. Han ophører med at være den ironiske og satiriske observatør, der udleverer de imperialistiske agenter og det imperialistiske miljø og bliver i stedet en aktør i dramaet, idet hans egen integritet drages i tvivl, da han konfronteres med det afrikanske vildnis og Kurtz.

"Going up that river was like traveling back to the earliest beginning of the world." (Conrad 1969, s. 536). Således føler Marlow, da de sejler op ad Congofloden for at undsætte Kurtz. Den mægtige og gådefulde afrikanske natur minder Marlow om den fælles oprindelse af menneske og natur i tidernes morgen. Den taler til noget glemt og fortrængt i hans indre, og han oplever en form for samhørighed med denne vilde utæmmede natur. På samme måde fornemmer Marlow et slægtsskab med de indfødte, der befolker vildnisset. De indfødtes adfærd forekommer ved første øjekast hæslig og grotesk i sin primitive vildskab. De springer hylende og skrigende omkring, deres ansigter fortrukket i hæslige grimasser. På trods heraf fascineres Marlow af dem. Han erkender, at de indfødtes primitivitet og vitalitet bejler til sider af hans eget væsen, som civilisationens fernis har fortrængt.

"They howled and leaped, and spun, and made horrid faces ... but if you were man enough you would admit to yourself that there was in you just the faintest trace of a response to the terrible frankness of that noise, a dim suspicion of there being a meaning in it which you-you so remote from the night of first ages-could comprehend." (Conrad 1969, s. 540).

Oplevelsen giver Marlow anledning til at reflektere over menneskets mulighed for at modstå det primitives tiltrækningskraft. Her er civilisationens ydre staffage til ingen nytte. Man kan kun forlade sig på indre styrke, selvbeherskelse og pligtfølelse. Marlow antyder, at det eneste, der forhindrer ham i at give efter for omgivelserne og lade urdrifterne råde, er hans arbejde og pligter ombord på floddamperen (Conrad 1969, s. 540). Arbejdet er yderst vanskeligt og kræver hans fulde koncentration og al den erfaring, han har erhvervet sig under sine mange år på søen ( Conrad 1969, s. 540-541). Allerede i bogens begyndelse fremhæves arbejdets karakterformende og virkelighedsforankrende egenskaber ( Conrad 1969, s. 529). Det er arbejdet, der bringer Marlow gennem hans første indre krise på rejsen. Den næste og mere alvorlige krise indtræffer, da Marlow langt om længe konfronteres med Kurtz.

Kurtz er ligesom det imperialistiske projekt udsprunget af den europæiske kultur. Hans moder er halv englænder og hans fader halv franskmand. Hertil kommer, at Kurtz har taget en del af sin uddannelse i England. Han er et produkt, som hele Europa har været med til at forme og skabe (Conrad 1969, s. 561). Kurtz kommer til at fremstå som et symbol på det ypperste, det europæiske samfund er i stand til at fremvise, han er således både maler, musiker og skribent. Han tilhører eliten i den europæiske kultur og civilisation. Både på kompagniets station og den centrale station omtales han med en blanding af ærbødighed og frygt i stemmen. Conrad oplader bevidst og dygtigt en stemning af spænding og forventning hos såvel Marlow som læseren. Mødet med Kurtz udgør romanens absolutte klimaks. I modsætning til de allerede beskrevne imperialistiske agenter tilhører Kurtz en anderledes idealistisk kategori, af murstensfabrikanten omtalt som the gang of virtue , hvortil han i øvrigt også regner Marlow (Conrad 1969, s. 524). Som navnet antyder, er der tale om kolonisatorer, der ønsker at bringe civilisationens lys og fremskridt til det uoplyste kontinent. Kurtz har således fået tildelt en dobbelt opgave i Congo. Dels skal han lede en handelsstation dybt inde i Congos vildnis, dels har han af the International Society for the Supression of Savage Customs fået overdraget at udarbejde en rapport som vejledning for deres videre indsats mod undertrykkelsen og udbytningen af de indfødte (Conrad 1969, s. 561). Kurtz’ 17 sider lange rapport, fortæller Marlow, er et retorisk mesterværk (Conrad 1969, s. 561). Dette indtryk af højtflyvende idealisme og veltalenhed krakelerer imidlertid på sidste side, hvor Kurtz senere med blyant og rystende hånd har tilføjet "Exterminate all the brutes " (Conrad 1969, s. 562). Rapporten bliver hermed det synlige bevis på Kurtz’ depravation og spaltning. Idealisten og retorikeren Kurtz har tydeligvis overgivet sig til urinstinkterne og de mørke og destruktive kræfter i sit indre og vildnisset omkring sig.

"The thing was to know what he belonged to, how many powers of darkness claimed him for their own ... He had taken a high seat amongst the devils of the land..." (Conrad 1969, s. 559).

Da Kurtz imidlertid er en repræsentant for det yperste i den vestlige civilisationer, er hans moralske forfald og spaltning samtidig et billede på hele den vestlige civilisation og kulturs hulhed og skizofreni. Kløften mellem den velklingende retorik, de smukke idealer og den hæslige virkelighed er enorm og modsætningerne uforenelige. Kurtz’ eksempel illustrerer ligeledes, hvor skrøbeligt et fundament vores civilisation hviler på, den udgør kun et tyndt lag fernis.

Det fremgår ikke helt klart af beskrivelsen i Heart og Darkness , hvori Kurtz’ moralske forfald består. Marlow antyder, at Kurtz foranstalter og deltager i "inconceivable ceremonies" (Conrad 1969, s. 559), han præsiderer over natlige danse, der afsluttes med "unspeakable rites" (Conrad 1969, s. 561). Hvad, der helt præcist foregår, overlades til læserens fantasi. Der er dog visse ting, vi med sikkerhed kan konkludere angående Kurtz’ udvikling og moralske forfald. Han har i kraft af sin personlige udstråling og magt vundet kontrol over nogle indfødte stammer i området omkring sin station. Sammen med dem har han foretaget plyndringstogter inde i landet og har ved deres hjælp tilranet sig ligeså meget elfenben som de resterende agenter tilsammen (Conrad 1969, s. 513-514). Stammerne er i realiteten hans lydige slaver, der følger hans mindste vink og tilbeder ham som en guddom. Kurtz opretholder sit herredømme i regionen ved skånselsløst at slå ned på ethvert tegn på oprør og foranstalte massehenrettelser. En sådan strafaktion har tilsyneladende fundet sted kort tid inden Marlows ankomst til den indre station. Beviset er de fire afskårne hoveder, der kroner stolperne omkring Kurtz’ bolig (Conrad 1969, s. 572).

Spørgsmålet, der trænger sig på, er hvorledes en mand med Kurtz’ baggrund, talenter og idealisme kan gå i moralsk opløsning. Marlow forklarer Kurtz’ handlinger ved at henvise til hans mangel på selvbeherskelse og hans ringe selverkendelse. Kurtz’ abstrakte idealisme og hang til retorik forhindrer ham i at opnå et reelt forhold til sig selv og sine omgivelser, og han er et let bytte for de mørke kræfter både i og uden for ham selv. Det er meget sigende, at Kurtz flere steder i Heart of Darkness fremstilles som en stemme, uden krop og substans (f.eks. Conrad 1969, s. 577 og s. 558). Da Marlow vender tilbage til Europa, opsøges han af en journalistkollega til Kurtz, der ligeledes fremhæver Kurtz’ retoriske begavelse. Tomheden bag retorikken og umådeholdet skinner samtidig igennem, idet journalisten bemærker, at Kurtz ville have været en fortræffelig leder af et hvilket som helst ekstremistisk parti (Conrad 1969, s. 596).

Uden indre styrke og selvbeherskelse er Kurtz ude af stand til alene, fjernt fra civilisationens trygge rammer, at modstå den voldsomme tiltrækningskraft, som mørket og vildnisset øver på enhver, der begiver sig ind i det. Marlow selv, erindrer vi, følte tiltrækningen, da han sejlede opad floden og ind i Afrikas hjerte. I modsætning til Marlow er Kurtz helt alene i vildnisset, overladt til sig selv, sin abstrakte idealisme og bedrageriske retorik. Der er intet til at fastholde ham, hverken i eller uden for ham selv, og han bukker under.

"But the wilderness had found him out early, and had taken on him a terrible vengeance for the fantastic invasion. I think it had whispered to him things about himself which he did not know, things of which he had no conception till he took counsel with this great solitude - and the whisper had proved irresistibly fascinating. It echoed loudly within him because he was hollow at the core " (Conrad 1969, s. 573).

Allerede inden mødet med Kurtz har Marlow anerkendt en forbindelse mellem dem. Det er meget muligt, at denne forbindelse delvist er påført ham udefra, idet både Marlow og Kurtz af andre bliver betragtet som tilhørende the gang of virtue. Dertil kommer, at pilgrimmene og bestyreren på den centrale station i deres hykleriske afstandtagen til og fordømmelse af Kurtz indirekte tvinger Marlow til at indgå en slags alliance med Kurtz, Kurtz bliver hans choice of nightmares ( Conrad 1969, s. 580). Marlow gør det imidlertid også klart, at der eksisterer et gådefuldt slægtskab mellem dem, en side af ham føler en uimodståelig tiltrækning til Kurtz. Marlow undrer sig over denne følelse af samhørighed, men accepterer og anerkender den.

"It is strange how I accepted this unforseen partnership, this choice of nightmares forced upon me in the tenebrous land indvaded by these mean and greedy phantoms. " (Conrad 1969, s. 589)

Styrken i dette partnerskab kommer tydeligt til udtryk i scenen, hvor Marlow stik imod al fornuft, følger efter Kurtz ind i det afrikanske vildnis for at vriste ham fri af mørkets forbandelse og bringe ham tilbage til damperen, til civilisationen. At Marlow risikerer sit eget liv for et menneske, han knap kender, viser, at der er mere på spil for ham end blot det at redde Kurtz. Kurtz er Marlows dobbeltgænger. Han repræsenterer de sider af Marlows natur, som civilisationen har fortrængt, men som nu fjernt fra civilisationen bryder frem. Derfor ser vi også, hvorledes Marlow, da han forfølger Kurtz ind i junglen, overvældes af de primitive kræfter og ikke længere kan skelne sit eget hjerteslag fra de indfødtes trommerytmer, der giver genlyd i vildnisset (Conrad 1969, s. 584). Den kamp, Marlow skal udkæmpe om Kurtz’ sjæl, bliver derfor også en kamp, der handler om at overvinde hans egne indre dæmoner.

Marlow er klar over, at det er en vanskelig opgave at hæve forbandelsen, som hviler over Kurtz. Kurtz har helt vendt civilisationen ryggen. Marlow ender med at appellere til Kurtz’ ambitioner og storhedsvanvid. Han antyder, at der venter ham en strålende karriere i Europa (Conrad 1969, s. 585). Det er ironisk, at kun ved at appellere til de indre dæmoner i Kurtz er det muligt at vriste ham ud af deres greb.

Med til billedet af kampen om Kurtz’ sjæl hører imidlertid, at Marlow fornemmer, der foregår en smertefuld heroisk indre kamp i Kurtz. Det er en anden årsag til, at Marlow føler loyalitet og samhørighed med Kurtz. Det er et vigtigt forsonende træk.

"He struggled with himself, too. I saw it, I heard it. I saw the inconceivable mystery of a soul that knew no restraint, no faith, and no fear, yet struggling blindly with itself." (Conrad 1969, s. 587).

Denne indre kamp fortsætter, indtil Kurtz dør, og den når sit klimaks i dødsøjeblikket, hvor han udtaler de berømte ord: "The horror! The horror!" (Conrad 1969, s. 591). Marlow fortolker dette udbrud som en moralsk sejr. Han er overbevist om, at Kurtz i et kort øjeblik gennemlever og gennemskuer sit liv og fordømmer det (Conrad 1969, s. 592-593). I Marlows øjne gør det ham til et bemærkelsesværdigt menneske, og det er af afgørende betydning for hans fortsatte loyalitet over for Kurtz. Af egen erfaring ved Marlow, at konfrontationen med døden kun sjældent ledsages af indsigt og erkendelse (Conrad 1969, s. 593). Hvad Kurtz egentlig oplever i dødsøjeblikket, kan vi ikke vide, vi har kun hans ord og Marlows fortolkning af dem. Det er tydeligt, at Marlow for sin egen sjælefreds skyld har behov for at tro på, at Kurtz besejrer mørket.

Marlow vender hjem til Europa som en desillusioneret mand. Han overvinder den fysiske sygdom påført ham i Congo. Congo-oplevelserne og mødet med Kurtz har imidlertid sat dybe spor på hans sjæl, som han ikke på samme måde er i stand til at udviske. Mødet med Kurtz har givet ham en dybere indsigt i menneskets natur og tilværelsens falskhed og tomhed. Denne viden og indsigt ønsker han imidlertid ikke at give videre til sine medmennesker, tværtimod isolerer han sig fra dem. Han ser ned på dem og foragter dem for deres manglende indsigt i tilværelsen og menneskesjælen.

"I found myself back in the sepulchral city resenting the sight of people ... They trespassed upon my thoughts. They were intruders whose knowledge of life was to me an irritating pretense, because I felt so sure they could not possibly know the things I knew." (Conrad 1969, s. 593-594).

Marlow er syg på sjælen og befinder sig på sammenbruddets rand. Det ses tydeligt i hans handlinger. Han vandrer således rundt i Bruxelles gader, overvældet af sin fortvivlelse. Det er tydeligt, at hans situation er helt uholdbar. Her bliver mødet med Kurtz’ forlovede af afgørende betydning. Marlow har lovet Kurtz at aflevere nogle billeder og andre personlige papirer til hende. Da Marlow møder Kurtz’ forlovede et år efter Kurtz’ død, bærer hun stadig sorg (Conrad 1969, s. 598-599). Hun er fuldstændig fortvivlet over tabet af sin elskede, som hun tilbeder. Hun er forblindet af Kurtz og af de idealer og visioner, han oprindelig legemliggjorde. Derved kommer hun selv til at fremstå som indbegrebet af den abstrakte idealisme, som Marlows oplevelser i Congo fortæller ham, er hul og falsk. Kurtz’ afbildning af sin forlovede, som murstensfabrikanten på den centrale station viste Marlow, viser sig således at være særdeles rammende. Maleriet forestillede en ung kvinde, med den forlovedes træk, der med bind for øjnene bærer en fakkel ind i mørket (Conrad 1969, s. 523). Da Marlow konfronteres med hende, har han mulighed for at fjerne bindet fra hendes øjne og lade hende se hykleriet og tomheden bag civilisationen. Det gør han imidlertid ikke, tværtimod vælger han løgnen og lader hende leve i og med illusionen. Hvorfor Marlow, der efter eget udsagn afskyr løgnen og sammenligner den med døden, vælger at lyve over for Kurtz’ forlovede, er et spøgsmål, der har optaget mange kritikere (Conrad 1969, s. 526). Svaret skal ses i lyset af den tilstand, Marlow befinder sig i på tidspunktet for konfrontationen. Han ser troen og kærligheden lyse ud af den unge kvinde og kan ikke bære at styrte hende ned i den afgrund af fortvivlelse, han selv befinder sig i, og som truer med at udslette ham.

Under samtalen udviser Marlow stor selvdisciplin og medfølelse. Han bryder dermed ud af isolationen og overvinder den menneskeforagt, der har præget ham lige siden hans hjemkomst. Han formår her at leve sig ind i et andet menneskes sorg og smerte og udvise menneskelig omsorg. Det er paradoksalt, at det er i kraft af en løgn, at Marlow overvinder den eksistentielle krise, som netop var fremkaldt af mødet med civilisationens bedrag. Det er blot et af mange paradokser i romanen, der netop er kendtegnet ved sin sammensathed ( Watts 1996, s. 46-47).

At Marlow her undlader at afsløre bedraget betyder ikke, at han for evigt underkaster sig det. Som tidligere nævnt, er Heart of Darkness en rammefortælling. Marlows historie udgør kernen i denne fortælling og er ét langt opgør med civilisationens tomhed og hykleri. Marlows fortælling river således bindet fra den unavngivne fortællers øjne, og han bliver ligesom læseren i stand til at gennemskue civilisationens bedrag. Fortælleren afslutter Heart og Darkness med en beskrivelse af omgivelserne, der understreger hans nyvundne indsigt i det mørke, der gemmer sig bag civilisationens overflade.

"The offing was barred by a black bank of clouds, and the tranquil waterway leading to the uttermost ends of the earth flowed somber under an overcast sky - seemed to lead into the heart of an immense darkness." (Conrad 1969, s. 603).

Heart of Darkness udkom som føljeton i Blackwood’s Edinburgh Magazine i 1899 midt i imperialismens glansperiode og er med sit radikale og sønderlemmende angreb på det imperialistiske projekt og på den vestlige civilisation langt forud for sin tid. 1899 er også året, hvor Rudyard Kipling udgiver sit berømte digt "The White Man’s Burden". Digtet er en hyldest til imperialismen og de hvide kolonisatiorer, der påtager sig den moralske opgave at bringe udvikling og fremskridt til de tilbagestående kolonier. Kipling opsummerer i sit digt den fremherskende opfattelse i tiden. I sammenligning hermed er Conrads civilisationskritik i Heart of Darkness grænseoverskridende. Med sit klarsyn og sin evne til at gennemskue hykleriet og den tomme retorik bag imperialismen foregriber han en forståelse og indsigt, der først bliver fremherskende i det 20. århundrede. Heart of Darkness er da også et værk, der er blevet meget rost og citeret af det 20. århundredes litteraturkritikere, især nykritikerne i 50erne og 60erne (Watts 1996, s. 45). I 1970erne bliver Heart of Darkness og Joseph Conrad imidlertid udsat for hård kritik af feminister, marxister og forfattere fra den tredje verden. Blandt kritikerne er den nigerianske forfatter Chinua Achebe, som i et foredrag og en artikel i 1974 retter et voldsomt angreb på Conrad og Heart of Darkness. Conrad beskyldes for at ligge under for sin samtids nedladende holdninger til de indfødte folkeslag, og Achebe kalder ham en gennemført racist (Achebe 1974, s. 1384). Han henviser bl.a. til Conrads stereotype omtale af de indfødte som vilde og hæslige skabninger (Achebe 1974, s. 1381-1382). Tilsvarende er han fortørnet over, at Afrika og afrikanerne kun bruges som symboler. De indfødte bliver således præsenteret som skygger og fantomer uden stemmer (Achebe 1974, s. 1382). Chinua Achebe afviser derfor, at Heart of Darkness skulle være et stort kunstværk. Achebe kan have ret i mange af sine anklager. Conrad er ganske givet præget af sin samtid, men hvem er ikke det ? Achebe er jo også selv influeret af sin tids tendenser og sin baggrund. Det er også korrekt, at Conrad bruger Afrika og den afrikanske befolkning som symboler. Jeg forstår udmærket Achebes ønske om, at litteraturen skal fremstille afrikanerne som levende individer. Det må være en af de opgaver, der venter Achebe. Som forfatter fra den tredje verden har han forudsætningerne for at kunne udføre denne opgave. Conrads ærinde i Heart of Darkness er imidlertid ikke at levere en indgående skildring af Afrika og afrikanerne, men derimod at afsløre den vestlige civilisations bedrag og imperialismens moralske fallit. Dette tema har Conrad, som nævnt i indledningen, særlige forudsætninger for at belyse. Achebes kritik af Conrad er blevet imødegået af mange litteraturkritikere og forfattere, herunder også nogle af Achebes afrikanske kolleger. Peter Nazareth, forfatter fra Uganda, omtaler således Joseph Conrad som en åndelig befrier.

"Conrad actually takes us to the colonies to show us what happened there when the patriarch or his agents arrived and how his wealth at home came from brutal colonial action. Conrad was therefore a mental liberator. " ( White 1996, s. 198).

Jeg synes, at Achebe med sin kritik af Heart of Darkness forenkler et nuanceret og komplekst værk. Det er tydeligt for enhver, at Joseph Conrad går længere end de fleste i sin samtid i sin kritik og udlevering af det imperialiske projekt og den vestlige civilisations påståede overlegenhed. Heart of Darkness er ikke et politisk manifest, men derimod et skønlitterært værk af høj kvalitet. Kritik af Heart of Darkness må tage højde herfor, hvis ikke den skal havne i forenkling og trivialisering. I essayet "Heart of Darkness" går Cedric Watts i rette med denne politiserende tendens i litteraturkritikken, som forenkler og forvansker tidligere tiders værker i et forsøg på at bekræfte vor egen tids politiske forståelse (Watts 1996, s. 57). Heart of Darkness er et stort og tankevækkende litterært værk, der igennem 100 år har formået at påvirke og inspirere læsere, herunder også andre kunstnere. Da den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola i sin Vietnamfilm Apocalypse Now fra 1979 ønsker at opnå en forståelse af Amerikas engagement i Vietnam og krigens forløb søger han tilbage til Conrads Heart of Darkness, til skildringen af Kurtz’ moralske forfald og vanvid. Vor egen Peter Høeg har ligeledes ladet sig inspirere af Heart og Darkness i sin fortælling "Rejse ind i et mørkt hjerte" fra novellesamlingen Fortællinger om natten. Novellen handler om kultursammenstødet mellem Afrika og Europa og er fuld af ekkoer fra Heart of Darkness. En af hovedpersonerne er således journalist og forfatter Joseph K.

Jeg er overbevist om, at Heart of Darkness med sin dybe og nuancerede indsigt i vores civilisation og i menneskesjælen og med sit fortættede billedsprog vil være i stand til også i fremtiden at indfange læsere, inspirere og vække til eftertanke.

Achebe, Chinua: "An Image of Africa: Conrad’s Heart of Darkness", (1974), i The Story and Its Writer. An Introduction to Short Fiction, Red. af Ann Charters, Bedford Books of St. Martin’s Press, Boston 1991.

Conrad, Joseph: Heart of Darkness i The Portable Conrad , Red. af Morton Dauwen Zabel, The Viking Press, 1969.

Høeg, Peter: "Rejse ind i et mørkt hjerte" i Fortællinger om natten, Rosinante 1991.

Knowles, Owen: "Conrad’s life" i The Cambridge Companion to Joseph Conrad, Red af J. H. Stape, Cambridge University Press, 1996.

Sherry, Norman: Conrad’s Western World, Cambridge University Press, 1971.

Strandgaard, Henrik: "Joseph Conrad" i Fremmede Digtere i det 20. århundrede, Red af Sv. Møller Kristensen, G. E. C. Gad, København 1967.

Watt, Ian: Conrad In The Nineteenth Century, Chatto & Windus, London 1980.

Watts, Cedric: "Heart of Darkness" i The Cambridge Companion to Joseph Conrad, Red. af J. H. Stape, Cambridge University Press, 1996.

White, Andrea: "Conrad and imperialism" i The Cambridge Companion to Joseph Conrad, Red. af J. H. Stape, Cambridge University Press, 1996.