Cape Coast Berliner Computer School (foto Lisbeth Helm 2002)

De findes overalt i byen. Langs de store ringveje. På sidegader og i uasfalterede smøger, side om side med gadehandlere der i interimistiske boder faldbyder deres varer. Der findes i hundredvis af dem og nye åbner, om ikke dagligt så ugentligt. Stedet er Accra, hovedstaden i Ghana i Vestafrika og det der refereres til, er de mange internetcafeer der i løbet af et par år er skudt op overalt i byen. De er det synlige udtryk for at det engelsktalende Ghana og Accra er blevet et regionalt IT center med sin egen spirende teknologikultur. Måske giver det løfte om fremtidig udvikling og vækst i en region der ellers i bedste fald har været karakteriseret ved stagnation.

Et yndet tema op gennem 90erne var IT teknologiernes frisættende og udviklende potentiale globalt. De gav udviklingslande en ny chance, en mulighed for at springe tidligere teknologiske udviklingstrin over og indgå i den nye netværksøkonomi, forlød det. I mellemtiden er IT boblen som bekendt bristet, og ikke overraskende har det naturligvis vist sig at der ikke findes nogen enkelt trylleformular som kan løse fattigdomsproblemet i udviklingslandene, heller ikke IT. De nye informationsteknologier eksisterer ikke i et vakuum. De er bl.a. afhængige af gamle teknologier som elektricitet og telefoni og et velfungerende uddannelsessystem.

Der er med andre ord god grund til at forholde sig mere realistisk til informations-teknologiernes forandringspotentiale i udviklingslandene. At der imidlertid sker noget på IT fronten i Accra i Ghana f.eks. kan der ikke herske tvivl om. Internetcafeerne har ændret bylandskabet og vidner om en voldsom interesse for og fortrolighed med de nye teknologier. En generation af computerinteresserede unge udnytter mulighederne i den globale computingkultur, og nye typer af IT relaterede virksomheder dukker op i kølvandet på denne udvikling.

BusyInternet Accra

På Central Ring Road, kendt som Silicon Alley i Accra, ligger flagskibet blandt disse nye virksomheder, BusyInternet.

Firmaet blev grundlagt i New York i 2000 som et joint venture mellem afrikanske og amerikanske investorer. Hewlett Packard forsyner virksomheden med hardware løsninger og online service. Fidelity Investment Fund og Databank Financial Services er de lokale ghanesiske investorer. Idemanden bag projektet er Mark Davis, en amerikansk internet entrepenør. Ideen bag foretagendet er at fremme social og økonomisk udvikling i Afrika gennem informationsteknologi. Kontoret i Accra er det første i Afrika, og det kan fejre 1 års jubilæum her i November.

BusyInternet i Accra fungerer som rugekasse eller kuvøse for nye IT relaterede virksomheder i området. Det gør de dels ved til rimelige priser at stille den fysiske infrastruktur (elektricitet, hurtig internetforbindelse m.m.) til rådighed for de nye firmaer, noget der er af afgørende betydning da det statsejede Ghana Telecom er berygtet for sin inkompetence og ineffektivitet, dels ved at skabe et socialt miljø for ligesindede iværksættere og eksperter hvor man gensidigt kan inspirere hinanden.

Blandt de firmaer der har lejet sig ind hos BusyIntenet for tiden, er et hollandsk web- design firma og firmaet Ecoband Networks, som udvikler infrastruktur til internet-udbydere. Her vil også Ghanas første call center have til huse når det om kort tid åbner.

Indtil for nylig havde firmaet Data Management International adresse hos BusyInternet. Firmaet er nu flyttet til sine egne lokaler. Bag navnet Data Management International gemmer sig et internationalt firma der beskæftiger sig med dataindtastningsopgaver. En artikel i New York Times den 22. juli 2002 kunne således berette hvordan miljøbøder udstedt i New York City blev scannet og derefter som digitale fotografier overført til computere i Data Management Internationals kontor i Accra. Her var ghanesiske kvinder beskæftiget med i treholdsdrift at indtaste dataene i en database. Kvinderne tjener ifgl. artiklen 500.000 cedis om måneden, hvilket svarer til ca 500 kr. Det er tre gange så meget som minimumslønnen i Ghana og dobbelt så meget som gennemsnitsindkomsten pr. indbygger. Når dertil kommer at kontoret er behageligt airconditioned (af hensyn til computerne) og arbejdsløsheden i Ghana er stor, siger det sig selv at disse jobs er eftertragtede. Det forhindrer dog ikke kritiske røster i at omtale indtastningsfirmaer som Data Management Internationale som "electronic sweatshops". Det er da også indiskutabelt at når firmaet, som er baseret i Delaware i USA, outsourcer sine indtastningsopgaver til Ghana, er det bl.a. fordi lønningsniveauet her er lavt. En anden kritik der rettes mod firmaer som Data Management International, er at det teknologiske indhold af arbejdet er ringe og uden væsentlig teknologioverførselseffekt. Der er tale om rutinearbejde der stort set kan udføres af sekretærer.

Estelle Akofio-Sowah, BusyInternets unge Program Manager er opmærksom på kritikken og erkender problemet, men gør samtidig opmærksom på at der i ghanesisk sammenhæng er tale om relativt gode jobs og at det er en begyndelse. Dataindtastning er et område med stort beskæftigelsespotentiale. De fleste store virksomheder outsourcer deres dataindtastning. Millioner af mennesker verden over er beskæftiget inden for området og i Accra håber man at at blive en del af denne arbejdsintensive industri. Foruden et lavt lønningsniveau har man i Ghana den fordel at befolkningen er engelsktalende og at landet er politisk stabilt med en demokratisk valgt regering. Udviklingen hæmmes dog af helt elementære infrastukturelle problemer. Strømsvigt er hyppigt forekommende og forstyrrer arbejdsgangen og slider på computerne. Airconditionsystemerne er ikke videre driftsikre. Med temperaturer på over 30 grader året rundt og høj luftfugtighed udgør det et stort problem der belaster computerne yderligere og nedsætter deres funktionsevne og levetid. Selv i en moderne og veludstyret virksomhed som BusyInternet kender man til problemerne. Man har naturligvis nødgeneratorer til at afhjælpe problemerne ved strømsvigt og et system der automatisk til- og frakobler generatorerne efter behov. Men ikke alle virksomheder har råd til at investere i sådanne systemer og under alle omstændigheder er det både et fordyrende og forstyrrende element. Den dag jeg besøgte BusyInternet, virkede airconditionsystemet af ukendte grunde ikke i det kontor hvor vi opholdt os, noget der blot blev mødt med et skuldertræk og resignation.

Hvis Ghana for alvor skal gøre sig gældende inden for den nye IT baserede økonomi er der med andre ord behov for både at udvikle den infrastruktur der hører til den gamle økonomi og den der er forudsætning for den nye netværksøkonomi. Og selvom virksomheder som Data Management International skaber eftertragtede jobs i et land med mangel på beskæftigelse, er det snarere firmaer af typen Ecoband Networks, som er omtalt ovenfor, der er brug for hvis der skal ske egentlig teknologisk udvikling og vækst. Hvad man har behov for, er opbygningen af en en programmeringsindustri. Udvikling af software kræver ikke voldsom kapitaltilførsel og produkterne kan sælges over hele verden. Et enkelt succesfuldt softwareprodukt kan have stor økonomisk betydning for landet. Her løber man imidlertid i Accra og Ghana ind i det for udviklingslande så velkendte problem med mangel på uddannet og erfaren arbejdskraft. Ifgl. artiklen "Ghana’s Digital Dilemma" i Technology Review July/August 2002 er der i Accra kun ca. 50 uddannede programmører. De kæmper en daglig kamp for at vedligeholde deres kompetencer og holde trit med de nyeste teknologiske fremskridt. De varetager ofte jobfunktioner hvor deres kvalifikationer ikke udnyttes fuldt ud og hvor de derfor ikke har optimal mulighed for at udvikle deres kunnen.

Ved dels at fungere som kuvøse for nye It virksomheder i regionen, dels at etablere faglige og sociale netværk for It-eksperter i området udfylder BusyInternet en vigtig funktion og repræsenterer en opmuntring for hele teknologikulturen i Accra. Samtidig er det oplagt at initiativet ikke kan stå alene. Meget skal forandres hvis Accra for alvor skal kunne gøre sig gældende inden for den nye økonomi.

BusyInternets kontorfaciliteter ligger på førstesalen i den store bygning. Stueetagen fungerer som internetcafe og den er med sine 100 flade skærme, også efter international målestok, ret imponerende. Da jeg besøgte stedet en torsdag eftermiddag i oktober, var næsten alle skærme optaget. Det er ifgl. Estelle Akofio-Sowah helt normalt. Brugerne er fortrinsvis unge mennesker og en stor del af den aktivitet der foregår, er e-mail korrespondence. Hun fortæller at mange af de unge der kommer her, har hotmail adresser og i mange tilfælde e-mail pals i udlandet. Nogle af disse sponsorerer deres ghanesiske brevvenner, hvilket godt kan være påkrævet. En time online koster en hel dagsløn. Der er en enorm interesse blandt unge ghanesere for den omliggende verden, og informations-teknologien giver dem relativ let adgang til den verden. Selv gadedrengene der lever af at sælge souvenirs til turister, er udstyret med hotmail addresser. Spørgsmålet er hvordan denne kontakt påvirker ghaneserne. De kan skaffe sig større viden og indsigt om verden, men denne viden afslører samtidig afstanden mellem deres verden og vores og de tunge odds de må kæmpe imod. Mark Davis, grundlæggeren af BusyInternet, giver i artiklen fra Technology Review, nævnt ovenfor, følgende bud på hvad hans kunder i netcafeen laver når de er på nettet: "Fire ud af fem forsøger at finde måder at komme ud af Ghana på". Helt så galt er det måske ikke, men det er en påmindelse om at den nye informa-tionsteknologis indvirken på befolkningen i udviklingslandene er kompliceret og ikke altid entydigt til disse landes fordel.

Man er i BusyInternet opmærksom på informationsteknologiens mulighed for at forandre og påvirke samfundet ikke kun økonomisk, men også uddannelsesmæssigt og socialt. Foruden at udleje kontorfacilitet og drive cybercafe påtager BusyInternet sig samfundsmæssige opgaver af social og uddannelsesmæssig karakter. Således tilstræber man at teknologien anvendes til samfundstjenlige formål. En gang om måneden tilbyder man for et symbolsk beløb begynderkurser i brug af Internettet. Sammen med NGOerne PPAG (Planned Parenthood Agency Ghana) og A5 Coalition (en organisation der bekæmper AIDS i Afrika) driver BusyInternet en elektronisk baseret HIV informationskampagne. BusyInternet stiller konferencesystemer, software og knowhow til rådighed for NGOernes informationsvirksomhed. Målgruppen er unge fra byområderne og projektet er udviklet i erkendelse af at bredt anlagte kampagner ikke er virkningsfulde. Det er nødvendigt i højere grad at målrette sine budskaber, og her tilbyder Internettet sig som en oplagt mulighed for visse grupper af unge i byområderne.

BusyInternet er endvidere arrangør af Cyber Series, en gratis foredragsrække. Den første torsdag i hver måned inviteres en IT kapacitet til at give et kort oplæg om IT relaterede emner som f.eks. cyber kriminalitet, de nye medier eller fjernundervisning. Oplæggene efterfølges af spørgsmål og diskussion, og der etableres networking og disksussionfora.

Om lørdagen står BusyInternet som arrangør af Internet for Kids, hvor børn introduceres til børnevenlige og pædagogiske Internet sites.

Som eksemplet BusyInternet illustrerer, er der mange positive tendenser i IT udviklingen i Accra i Ghana. Måske repræsenterer den et lyspunkt og håb for en region der på trods af relativ politisk stabilitet og bistandsorganisationers bevågenhed, stadig er præget af stagnation. Men billedet er ikke entydigt. Der er mange ting der skal forbedres og udvikles for at man kan udnytte de nye informationsteknologiers muligheder, ligesom de samme teknologier kan åbne op for nye afhængighedsforhold og faldgruber. At situationen er kompliceret blev jeg mindet om da jeg i forbindelse med et skolebesøg på Accra Girls’ Secondary School blev vist rundt og i den anledning fik forevist deres computercenter. Det var tydeligt at centret var skolens stolthed, og det var med sine 22 computere og internetopkobling da også ret imponerende. Ingen af de lærere jeg talte med, var imidlertid fortrolige med udstyret, og det lykkedes mig aldrig på trods af gentagne forespørgsler at få oplyst skolens e-mailadresse. Lærerne kendte den ikke.