Følgende er et eksempel på en klassisk litterær danskopgave, venligst udlånt af min søn David Fisher. Den kan belyse mange af de spørgsmål, I stiller jer i forbindelse med opgaveskrivning, som f.eks. hvordan man indarbejder citater i selve fremstillingen, hvor meget og hvordan man citerer. Problemet med at inddrage sekundærlitteratur på en hensigsmæssig måde kan opgaven også give et indtryk af, samt hvordan man i det hele taget bygger en opgave op, hvad det indebærer at analysere i modsætning til at referere, hvordan man får den sproglige analyse integreret osv. Endelig kan i se et eksempel på en litteraturliste, dens opsætning og omfang.
Det skal bemærkes, at indholdfortegnelsen mangler i denne netudgave. I skal selvfølgelig huske en indholdsfortegnelse i jeres opgaver. Den placeres inden forordet.
Denne opgave hører til i den bedre ende af karakterskalaen, men jeg skal advare mod at kopiere den til eget brug. Mine kolleger er orienteret om, at opgaven er tilgængelig på min hjemmeside.
Henrik Pontoppidan
Fra Hytterne
Skrevet af David FisherForord
Jeg har valgt at skrive om en af Henrik Pontoppidans novellesamlinger Fra Hytterne, som giver et godt generelt indblik i Henrik Pontoppidans tidlige forfatterskab. Jeg vil undervejs analysere et par noveller fra samlingen og beskrive Pontoppidans kritiske / realistiske skrivemåde. Det, der bl.a. er så interessant ved hans forfatterskab er måden hvorpå han tager alle samfundsinstitutioner op til debat, alt fra kirken og kærligheden til tidens levevilkår vendes, drejes og dømmes.
God læselyst
Indledning
Henrik Pontoppidan blev født i 1857 og voksede op i et strengt religiøst hjem. Faderen, som var præst, underkastede tidligt den store børneflok sine strikse kristne normer. Det var bl.a. i protest herimod, at Pontoppidan senere, efter at have taget sin realeksamen, rejste til København for at tage en uddannelse som ingeniør. Men i 1881, efter at have været draget af litteraturen i flere år, slutter han sig til kredsen af radikale intellektuelle i København, hvor han starter sin forfatterkarriere som journalist og senere forfatter. Det blev begyndelsen til et af Danmarks mest interessante forfatterskaber, som gjorde op med alt, intet var for helligt. Pontoppidan kalder i sine erindringer sit litterære liv for en krigstjeneste. Han citerer i forlængelse heraf Heine:
"Blomster eller anden pynt gør jeg ikke krav på; men et sværd skal I lægge på min kiste, blandt stormtropperne med flyvende faner og klingende spil har jeg ikke haft min plads; men at have deltaget som soldat i menneskeåndens frihedskamp er mig ære nok" ( Rue 1977 s.62 )
Han tog fra begyndelsen afstand fra kirken og det miljø, han voksede op i og tilsluttede sig tidens naturalistiske/realistiske strømninger, hvilket tydeligt afspejler sig hele vejen igennem hans forfatterskab. Det var i hans tid som højskolelærer han først fik kendskab til landsproletariatets levevilkår, fattigdommen og elendigheden, og det var her, hans karriere som de ringerestilledes litterære forkæmper startede. De socialkritiske beskrivelser, som kendetegner hans forfatterskab, træder stærkt frem i novellesamlingen Fra Hytterne . ( Fischer Hansen m.fl. 1995 s. 162-217 )
Generelt om Fra Hytterne
Henrik Pontoppidans Fra Hytterne foregår som meget af hans anden litteratur på landet. Med landbosamfundets mørke dystre sider som sceneri fortæller han historier om virkelige mennesker, virkelige tragedier og alt hvad dertil hører. Han tager sit udgangspunkt i almindelige husmænds hverdagsproblemer, i livet hos folk, hvor fremtiden forekommer udsigtsløs, hvor det eneste, de har at forholde sig til, er den dystre virkelighed, de kun så godt kender og ser: fattigdom, elendighed og evig undertrykkelse. På trods af Pontoppidans brug af det samme sceneri fortæller hver historie dog sin egen pointe. Om det så er undertrykkelsen eller fremskridtet, der tages op til debat, skildres de forskellige aspekter af husmandens liv med en kras realisme. Lyt blot til hans beskrivelse af fattigdommens fysiske spor hos den opvoksende generation af almuebørn.
" Rundt om på Dørtærsklerne sad den Guds velsignelse af blege, svampede børn, der ruges ud i Fattigfolks mugne Halmsenge. Mens Slægten oppe i Bøndergårdene voksede sig bestandig større og rankere, opklækkedes der i disse Hytter Kuld på Kuld af Vantrivninger med lange Arme og store, tomme Hoveder mellem uformelige Skuldre.... " ( Pontoppidan 1976 s. 108 )
Et gennemgående tema i næsten alle novellerne i Fra Hytterne er undertrykkelse og udbytning i forskellige afskygninger. Novellerne beskriver, hvorledes den velhavende, selvbevidste bondestand udbytter husmændene og landarbejderne. De er de nye tiders herremænd på landet. Udbytningen antager lidt andre former end under stavnsbåndet, men den er ligeså nedbrydende for almuen. I flere af novellerne beskriver eller antyder Pontoppidan, hvordan kirken og præsterne hjælper til med at legitimere og understøtter undertrykkelsen af de fattige, eller omvendt i hvert fald ikke griber ind, når den forekommer. Tydeligt kommer denne kritik til udtryk i novellen " Ane-Mette ."
I et miljø karakteriseret ved udbytning og undertrykkelse har kærligheden ringe vilkår. Pontoppidan skildrer i et par af novellerne i Fra Hytterne , hvorledes kærligheden er underlagt de sociale betingelser. I " Hans og Trine " og i " En Idyl " viser Pontoppidan, hvordan de bedrestillede bondesønner seksuelt udnytter tjenestepigerne, døtrene af de fattige landarbejdere. Ægteskab forbeholdes pigerne fra deres egen stand.
Den håbløshed og elendighed, som udbytningen resulterer i, virker totalt nedbrydende på den fattige underklasse. Pontoppidan lægger ikke fingrene imellem i sine skildringer af det fysiske, psykiske og moralske forfald, der præger underklassen. Han beskriver således brændevinens ( fattigmandens trøst ) destruktive indflydelse i husmandsfamilierne. Vi ser det bl.a. i novellerne " En stor Dag " og " Ane- Mette ". Således beskriver han Niels Nilen, Ane-Mettes far:
" Der må i hvert Fald tilføjes at Niels Nilen så godt som udelukkende levede af Brændevin, ja at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom forbrændte Legeme tilsidst næppe var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, så det var en sand Ynk at se, med hvilket Besvær han pinte blot den mindste Krumme Brød ned gennem sit sammensnerpede Svælg " ( s.93 )
" Naadsensbrød "
Blandt de mest udsatte og undertrykte i landalmuen er de gamle, ikke længere arbejdsduelige mænd og kvinder. Om en sådan ulykkelig kvinde handler novellen " Naadsensbrød ".
" Naadsensbrød " fortæller historien om Stine og hendes tragiske skæbne. Stine har siden sin mands død været tvunget til at arbejde i marken for at kunne forsørge sin familie. En dag ødelægger hun sin hånd under det hårde fysiske arbejde og i Stines situation er det, hvad der får bægeret til at flyde over. I takt med at Stine ikke længere kan forsørge sin familie og opretholde sin værdighed, finder hun trøst i brændevinen, og den tidligere så stræbsomme og skikkelige kone forsumper helt ( s.11 ). Myndighederne beslutter derfor, at hun må på fattiggården. Det er her novellen starter. Stine stritter imod med næb og kløer, og sognefogden må tilkaldes. Hvorfor Stine ikke vil på fattiggården må indtil videre stå hen i det uvisse, idet Pontoppidan i det følgende beskriver fattiggården, som den tager sig ud udadtil.
Udadtil fremstår denne institution som egnens stolthed og pryd. I Henrik Pontoppidans beskrivelse minder den nærmest om en herregård eller et kongeligt tugthus ( s. 7 ). Med sin beliggenhed på toppen af bakken ud imod fjorden, muret i røde sten, med spir på gavlen og majestætens navnetræk i guld over indgangen bliver den for udenforstående et billede på fremskridtet inden for alderdomsforsorgen. Pontoppidan nævner da også satirisk, at den har dannet forbillede for adskillige lignende barmhjertighedsasyler i de omkringliggende herreder ( s.10 ).
Stines modvilje mod anstalten bliver dog forståelig, så snart man træder indenfor. Den smule selvværd, som de fattige gamle endnu besidder ved ankomsten til fattiggården, tages hurtigt fra dem. Det første man gør ved lemmerne, som de kaldes, er at fratage dem deres identitet og særpræg. Henrik Pontoppidan beskriver det således:
" Selv de genstridigste Gemytter og urimeligste Særlinge... slibes i Løbet af en fjorten Dages Tid til de føjeligste Led i Mekanismen og fremstiller sig straks den første Udgangssøndag for Omverdenen med dette ugendrivelige Fællespræg af slunken og renvasket Tamhed..." ( s.9 )
Denne ensretning og nedbrydning af personligheden opnås ved at underkaste lemmerne orden, disciplin, punktlighed og hårdt arbejde fra solopgang til solnedgang. Anstalten sammenlignes i den forbindelse med en kaserne, hvor rekrutternes individualitet nedbrydes og en ny " identitet " som lydige redskaber opbygges ( s.9 ). Inspektøren, der er gammel underofficer, forestår denne nedbrydning og spreder overalt, hvor han dukker op blandt lemmerne, angst og rædsel ( s.8 ). Selv de mindste forsømmelser straffes med hård hånd. De gamle kastes i mørke rum, og de i forvejen knappe madrationer nedskæres yderligere ( s.10 ).
Det er den virkelighed og den tilværelse, der venter Stine, og hendes desperate oprør forekommer fuldt forståeligt. Hun kæmper for sit liv og sin værdighed, men overmagten er for stor.
" Stine var sunken i Knæ. Hun holdt afværgende de jordsorte, magre rystende Hænder frem foran sig, mens Underkæben bevægede sig op og ned som for at tale. Men der kom ingen lyd. Kun Øjnene - små, sorte, rædselsslagne under deres rødplettede Pande - hvor de bad! " ( s.12 )
Den eneste, der hører Stines bøn, og som udviser lidt mod og solidaritet i denne situation er den lange Zacharias smed samt enkelte andre tilskuere, der istemmer råbet " Lad hende være " ( s.12 ) Men der er ingen, der griber til handling. Tværtimod er Stines afhentning blevet et underholdende tilløbsstykke for landsbyen. Novellens afslutning understreger resignationen og ligegyldigheden over for undertrykkelsen af og overgrebene over for den fattige del af befolkningen. Det er måske det allermest uhyggelige ved Pontoppidans novelle. Undertrykkelsen, katastrofen accepteres med et skuldertræk: " Det var bare Stine Bødkers der kom på kassen " ( s.13 )
" En Vandringsmand "
I novellen " En Vandringsmand " uddyber Pontoppidan den kritik af fremskridtet og fremtidsoptimismen, som han antyder i " Naadsensbrød ". " En Vandringsmand " er bygget op som en vandring i et landskab. Vandringsmanden, der er lig med fortælleren, skildrer sin rejse igennem landskabet og de forestillinger, han gør sig om de forandringer og fremskridt, der i historiens løb har fundet sted her.
I novellens indledningsfase fortæller vandringsmanden, mens han går henover datidens hovmarker, om de store fremskridt der er gjordt siden da. Den naive fremskridtsoptimisme lyser ud af hans ord.
" Deroppe laa de lave Lerhytter klinede til Bakkehældet; og inde i de mørke, fugtige Rum sad et forarmet og forkuet Folk ved Rumelsgrøden og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj - spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver lyd, der trængte derop fra Dalen. Hvor syntes det denne Vandringsmand underlig fjærnt og ubegribeligt altsammen! Det var næsten ikke til at forstaa, at al denne Umenneskelighed virkelig havde fundet sted saa nær op imod hans eget - Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens - Aarhundrede " ( s.119 )
Hans syn herpå ændres dog hurtigt, efterhånden som han kommer til at stå ansigt til ansigt med de sociale klasseskel og den ubeskrivelige fattigdom og elendighed, der stadig eksisterer på landet. Udslagsgivende er mødet med Kathrine og den gamle kone Else i den øde og forfaldne hytte. Kathrine bliver beskrevet som en stor, høj kvinde med et udtæret ansigt ( s.121 ), tydeligvis et produkt af miljøet. Det barn , som hun bærer, ligner mest af alt en uformelig fedtklump med små betændte øjne ( s.121 ), et tydeligt resultat af fejlernæring og vanrøgt.
Kathrine fortæller usentimentalt og som det naturligste i verden om den gamle kone i hyttens situation. Det viser sig, at hun er i firserne og har været sengeliggende de sidste tolv. Den eneste pleje hun får, er når Kathrine kikker ind med mad og snakker lidt med hende.
Således beskrives den gamle kone i sengen:
" Han vilde just vende sig om for igen at gaa, da han henne i Sengen - en slags Fjællekasse med en gardinløs Himmel over - opdagede en Skikkelse, en graa, hentørret Mumie, der laa med Ansigtet ind imod Væggen og dækket af et slunket Dynevaar, der faldt tæt om et lille bitte Legeme. Et rødt Tørklæde var bundet stramt omkring Hovedet, og oppe under Hagen saaes et Par tynde, voksblege Hænder " ( s.120 )
Der er ikke noget at sige til, at det eneste, den gamle kone venter på, er at Vorherre skal komme og udfri hende ( s.123 )
Fortælleren rystes ved således at blive revet ud af sine illusioner om fremskridtet. Hvad der ryster ham og dermed også læseren ligeså meget som synet af af den gamle kone i sengen, er imidlertid Kathrines nøgterne omgang med den gamle:
" Der er ikke stort med Sul på den mere," sagde hun ... Og dersom de vil føle her på Haanden, saa skal de mærke, hvor kold den er. Det er ligesom man tager paa et Lig - ikke ? " ( s. 123 )
Kathrine er i sin dagligdag omgivet af nød og elendighed. Hun accepterer det som naturligt, et eksistensvilkår.
I slutningen af novellen, da vandringsmanden er på vej væk, kaster han ét blik tilbage over landskabet og landsbyen. Det er en anden by / et andet samfund, han nu ser. Det, han især hæfter sig ved, er modsætningerne: De smukke rige bøndergårde på den ene side, og på den anden husmændenes klinede lerhytter, og disses forarmede og forkuede beboere, der ikke har andet at se frem til end den dag, da bonden sætter dem på døren og overlader dem til sognets " Naadige varetægt " ( s.124 ). Novellen slutter med samme sætning, som nævnes i begyndelsen af novellen: "Frihedens - Fremskridtets - Humanitetens Aarhundrede! " Nu har den imidlertid fået en anderledes ironisk klang. Vandringsmanden erkender, at hans optimistiske forestillinger var baseret på illusioner.
Sprog og stil
Som ovenstående eksempel fra " Vandringsmanden " illustrerer, er ironien hos Pontoppidan et gennemgående stilistisk virkemiddel i hans kritik af samfundet. Overalt i novellesamlingen støder man på brugen af ironi. De ironiske beskrivelser anvendes overfor de personer og institutioner, som Pontoppidan ønsker at kritisere. Den rammer derfor først og fremmest de rige bønder, øvrighedspersoner, samt kirkens folk. De ironiske beskrivelser har ofte et anstrøg af skarp humor og satire. På læseren virker ironien stærkere, end hvis forfatteren mere direkte havde udtrykt sin kritik. Beskrivelserne chokerer og morer læseren og vækker til eftertanke. I " Naadsensbrød " introducerer Pontoppidan f.eks. forstanderen på følgende måde:
" Og idet hans store Gud-Fader-Skikkelse viser sig i Døren, dukker de gamle Hoveder endnu en Tomme dybere ned over Maatterne ". ( s.8 )
Sammenligningen med Vorherre virker i lyset af den rædsel, forstanderen spreder, aldeles grotesk, og læserens kritiske sans er vakt.
Et andet stilistisk virkemiddel, som Pontoppidan anvender i sit kritiske budskab, er de krasse realistiske beskrivelser. Det er især i skildringen af landproletariatets fattigdom og elendighed , vi støder på denne uforskønnede realisme. Formålet er naturligvis at vække læserens medlidenhed og sympati med de undertrykte og samtidig fremkalde afsky og vrede over for de personer og institutioner, der står bag undertrykkelsen. Lyt blot til beskrivelsen af de udpinte husmænd i " En Idyl ":
" ... en og anden af disse Hyttefolk, der i Mørkningen, vaad og foraset, slæbte sig hjem til sin nøgne Stue, følte det værke inde i det tomme Hoved af stridbare Tanker eller stemme for Brystet med noget ubestemt noget - en nagende Smerte - et Skrig der ville frem " ( s.108-109 )
Forud for beskrivelsen af " Hyttefolket " ovenfor har Pontoppidan beskrevet , hvorledes den velstående bonde hygger sig inde i sin " Lune Gaard mellem de tætfyldte Lader " ( s.108 ). Det er et udmærket eksempel på endnu et vigtigt stiltræk hos Pontoppidan, nemlig kontrasterne. Overalt i hans noveller bruges kontrasterne til at fremhæve klasseskellene og udbytningen. Det undertrykte proletariat kontrasteres med de rige bønder, de selvtilfredse præster og øvrighedspersonerne der alle bidrager til undertrykkelsen og udbytningen. Kontrasterne har den virkning på læseren, at hans / hendes medlidenhed med de undertrykte omsættes i en vrede, der rettes imod undertrykkerne.
Konklusion
Som analysen af Fra Hytterne viser, er Pontoppidans grundholdning præget af pessimisme. Denne pessimisme er karakteristisk for generationen af naturalistiske forfattere. Dette hænger bl.a. sammen med, at naturalisterne så mennesket som et produkt af dets miljø og biologiske arv. Mennesket var dermed ikke frit, men determineret af kræfter, som det ikke havde indvirkning på. For Pontoppidan er der tilsyneladende intet håb om forbedring. Den stigende økonomiske velstand kommer ikke det fattige landproletariat til gode, men de i forvejen velstående bønder, som bliver federe og federe, rigere og rigere. Fremskridtet, som det beskrives af Pontoppidan, er intet andet end en smuk, hul facade, der har til opgave at opretholde illusionen om fremgang.
Kirken, og dermed kristendommen, som burde forholde sig kritisk til udbytningen, fattigdommen og elendigheden accepterer og legitimerer disse forhold. Landproletariatet selv er for undertrykte og kuede til at vise solidaritet og gøre oprør imod undertrykkelsen. De resignerer og / eller søger trøst i brændevinen. Kun i en enkelt af novellerne skildrer Pontoppidan et almueægtepar, der ved egen kraft, flid, og dygtighed har tilkæmpet sig en anstændig tilværelse. Det drejer sig om Ane og Simon i " Knokkelmanden ". Her øjner vi endeligt et håb. Men hvad sker der ? Skæbnen, her repræsenteret ved knokkelmanden, dvs døden - slår ned og slukker håbet, idet Ane bliver uhelbredelig syg og dør. Således er der hos Pontoppidan ingen vej ud af mørket. Skildringen af proletariatets vandring imod lyset må vente på en ny generation af folkelige forfattere, heriblandt Martin Andersen Nexø, som har et anderledes optimistisk syn på tilværelsen og fremtiden.
Litteraturliste
Billeskov Jansen, F.J : Henrik Pontoppidan Ledetråd for læsere, Nordisk Bogforlag, Oslo 1978 s. 7 -41
Fischer Hansen, J.B m.fl. ( red ) : Litteraturhåndbogen, Gyldendal, 1995, s. 162 - 217
Haugaard Jeppesen, Bent : Henrik Pontoppidans Samfundskritik, Vintens Forlag, Kbh. 1977 s. 5 - 42
Madsen, Sv. Åge : " Henrik Pontoppidan " i Per Stig Møller ( red ) : Forfatterens forfatterhistorie, s. 125 - 131
Pontoppidan, Henrik : Fra Hytterne, Gyldendal 1976
Rue Harald : Om litteratur, Sirius, 1977 s. 62 - 69
<