I weekenden sad jeg ved dommerbord ved de danske mesterskaber i rullestolsbasket, undskyld, kørestolsbasket. Det var en stor oplevelse at se disse handicappede, undskyld, mobilt udfordrede mennesker dyste om medaljerne og æren, og min kejthåndede, undskyld, venstrehåndede lillebror og jeg hyggede os gevaldigt.
Hvis jeg havde skrevet den ovenstående tekst på et amerikansk universitet i midtfirserne, var jeg blevet overordentlig upopulær. Det var nemlig her, at fænomenet "politisk korrekthed" opstod for knap 20 år siden. Det går grundlæggende ud på, at vi skal udtrykke os med ord og vendinger, der ikke kan virke stødende på nogen.
Selve udtrykket "politisk korrekthed" menes at komme fra Karen DeCrow, præsident for the National Organization for Women. Hun udtalte i 1975, at hendes organisation gik "i en intellektuel og politisk korrekt retning" (En strid om ord, s.14). Men det var dog som sagt på de amerikanske universiteter, at politisk korrekthed opstod i den form, vi kender i dag. Her havde man længe studeret værker af "dead white males", og den generelle stigning i interessen for det fremmede og etniske i midten af firserne fik de studerende til at forlange, at pensum skulle ændres. Det skulle også indeholde værker af minoriteter som sorte, homoseksuelle og kvinder. New Yorks skoleudvalg skrev i sin årsrapport i 1989: "Den amerikanske kultur og dens institutioner og hele den europæisk-amerikanske verden har i århundreder været karakteriseret af intellektuel og undervisningsmæssig undertrykkelse." (En strid om ord s. 14-15)
Det skulle der nu rådes bod på, og de studerende tog sagen i egen hånd og bandlyste al nedsættende sprogbrug om minoriteter, det såkaldte "hate speech". Desuden begyndte de at anmelde hinanden for "latter med upassende sigte", hvis nogen f. eks. grinede af en vittighed om bøsser eller sorte. "Tankepolitiet" blev denne tendens kaldt, og lærere og medstuderende, der ikke gebærdede sig korrekt, kom i "sensitivitetstræning", hvor de skulle lære at blive mere følsomme. Politisk korrekthed spredte sig med afgangsklasserne til resten af samfundet, hvor den stadig er synlig. (En strid om ord s. 14-16)
Som tidligere nævnt går politisk korrekthed ud på, at man skal tage hensyn til alle. Det sker ved, at stødende ord skiftes ud til fordel for mere neutrale ord. Denne prioritering af ord er dog ikke i sig selv noget nyt. Et godt eksempel på en tidlig udskiftning af ord, er kristendommens indtog i Danmark. Dengang ændrede man mange af de gamle stednavne, der var relaterede til den hedenske tro. Danskerne har også senere været udsat for en sproglig hovedrengøring. Man forsøgte i 1700-tallet at mindske den franske indflydelse på det danske sprog, og i 1800-tallet var det tysk, der var blevet for fremtrædende. (En strid om ord s. 36)
I dag har man dog nye grunde til at foretrække nogen ord frem for andre. Det er primært idealet om, at alle mennesker er lige, der får os til at ændre vores sprogbrug. Hvis alle er lige, skal alle naturligvis også behandles ens i sproget. Desværre er mennesker ikke ens. Der er selvfølgelig grupper, der skiller sig ud fra mængden i kraft af deres race, køn, seksualitet, religion, politiske overbevisning osv. Disse minoriteter kan let blive anset som værende unormale, og denne forskel forsøger man at udligne ved at fjerne ord, der kan indikere, at minoriteter er anderledes. På den måde skulle man kunne sikre alle minoriteter en følelse af værdighed. Den opfattelse forudsætter selvfølgeligt, at det er skidt at være anderledes, og at visheden herom giver lavt selvværd.
I øvrigt er det meget svært at kritisere en minoritet, da man har en tendens til at holde med den svage part i en konflikt. Det er det samme, som når en storebror og en lillebror er oppe at slås. Når deres mor først griber ind, er det store chancer for, at hun vil holde med lillebroren. Det gør hun, fordi han er den svageste af parterne. Storebroren får det svært med at overbevise moderen om, at det er ham, og ikke lillebroren, der har ret.
Fordi det er så svært at argumentere mod mindretal, er der mange, der gør alt, hvad de kan for ikke at komme til at støde nogen. F. eks. ville det være en katastrofe for en virksomhed at blive stemplet som fordomsfuld eller racistisk. Det kan både resultere i retssager og tabte markedsandele. Et godt eksempel på en virksomhed, der følger den politisk korrekte bølge, og absolut ikke har fordomme over for nogen, er den svenske møbelbutik Ikea. Her har man indført firmauniformer til enhver religion, så ingen kan anklage dem for at krænke folks ret til at udøve deres religion. Desuden har de afskaffet julefrokosten, der, med lidt god vilje, godt kunne ses som en opprioritering af vores kultur, og dermed en nedprioritering af andre kulturer.
Indtil nu har jeg kun snakket om negative ord, der bliver ændret til neutrale for at gøre folks holdning mere positiv. Men der også eksempler på det modsatte. Nogen gange ændrer man faktisk et neutralt navn til et negativt navn, dog stadig med politisk korrekthed i tankerne. F. eks. er det blevet lovpligtigt at betegne "æg fra høns i bur" som buræg. Dette er sket, fordi buræg er et politisk ukorrekte produkt. Her prøver man igen at ændre folks holdning til et produkt. Holdningen skal bare blive mere negativ.
For at forstå det politisk korrekte sprog, må vi først kigge lidt på sprogets roller og funktioner generelt. Vi bruger sproget til 3 ting:
Udveksling af oplysninger. Det er praktisk at have et sprog, man kan bruge, når man skal dele informationer med andre.
Socialisering. Vi bruger også sproget til at pleje vores forhold til andre mennesker med.
Udvikling. Gennem sproget udvider vi vores horisont og bliver mere oplyste mennesker. (En strid om ord s. 64-66)
En af grundtankerne med politisk korrekthed er, at man ved at ændre ord også kan ændre folks syn på det, ordene dækker. Og fordi sproget, som beskrevet i punkt 3, er en vigtig faktor i vores udvikling, skal de nye, korrekte ord være med til at udvikle os til "større" og mere tolerante mennesker.
Politisk korrekthed viser sig næsten kun som ændringer i navne- og tillægsord. I enkelte tilfælde bliver også forholdsord ændret, som f. eks. i spørgsmålet omkring "i" eller "på" Grønland. Det kan faktisk hedde begge dele, da "på" bruges om øer, og "i" bruges om halvøer eller selvstændige landområder. Men fordi grønlænderne jo har et hjemmestyre og egen administration, er det mest korrekt at vise respekt for deres selvstændighed og kalde det "i Grønland". Et andet eksempel på ændringer i andet end navne- og tillægsordene er det kønsneutrale stedord "høn", som nogen prøvede at indføre i 70’erne. Men de 2 eksempler er mere undtagelser, der bekræfter reglen. Lad os kigge nærmere på, hvordan og hvorfor specielt navneordene ændres.
Kernebetydning og medbetydning
Når man ændrer navneord i den politiske korrektheds navn, gør man det for at udskifte ord, der har fået en uønsket klang. For at forstå denne udskiftning, er det godt at kende de grammatiske begreber denotation og konnotation. Denotation kan oversættes med kernebetydning. F. eks. er krikkes denotation hest, fordi krikke bare er et andet ord for hest. Konnotation kan oversættes med medbetydning. Ingen kan være i tvivl om, at hvis man kalder en hest for en krikke, er det ikke nogen positiv beskrivelse. Ordet krikke har altså en negativ konnotation.
Et andet forhold, det også er godt at have in mente, er forskellen på det officielle sprog og det almene sprog. I det officielle sprog, som primært bruges af offentlige institutioner, virksomheder, politikere, medier osv. følger man lighedsidealet. Derfor udvælger man nøje ord, der ikke har nogen negativ konnotation, så ingen minoriteter føler sig mindreværdige. Det er derimod ikke tilfældet i det almene sprog, som folk bruger i det daglige. Her kommer meninger og følelser frit til udtryk i ordvalget.
Problemet opstår, hvis et ord fra det officielle sprog går over i almensproget. Her kan det neutrale ord få en så negativ medbetydning, at det tvinger brugerne af det officielle sprog til at skifte ordet ud. Denne udskiftning af belastede ord kalder man for "neutralisering". Der er mange eksempler på neutralisering i tidernes løb. Et af de mest brugte eksempler er gloserne for sindslidende. Der er blevet kaldt vanvittige, afsindige sindssyge, åndssvage og evnesvage. Disse benævnelser har alle været neutrale på et tidspunkt, men deres brug i almensproget har betydet, at de nærmest har fået status af skældsord. I dag er det helt utænkeligt, at nogen ville sige: "Her ligger et hjem for åndssvage." Ordet åndssvag har simpelthen fået en alt for negativ konnotation. Derfor er der foregået en neutralisering af "åndssvag" til et ord, der ikke har samme dårlige klang.
Der findes også andre tilfælde, hvor der kan være grund til at skifte ord ud. Hvis et ord f. eks. ikke længere beskriver virkeligheden godt nok, kan der være grund til at erstatte det med et nyt ord. Denne udskiftning af forældede ord til fordel for nye, og mere passende ord kaldes "valorisering". Et eksempel på valorisering er ordet vogn. Engang dækkede det over et hestetrukket køretøj. Det er dog ikke tilfældet i dag, hvor vi har fået sportsvogne, sidevogne og togvogne. Ordet ændres altså ikke, fordi det har fået en negativ konnotation, som tilfældet var ved neutralisering. Tiden er simpelthen bare løbet fra det oprindelige ord. (En strid om ord s. 68-76)
Analyse af et politisk korrekt eventyr
Det politisk korrekte sprog er i sin korte levetid blevet gjort til genstand for meget satire. Bogen "Politisk korrekte eventyr" er en lang række kendte eventyr, det har været igennem den politisk korrekte kødhakker. Bogens forfatter, den amerikanske komiker James Finn Garner, har ændret al diskriminerende sprogbrug i de gamle klassikere. Selvfølgelig er der i omskrivningerne blevet gjort grin med det politisk korrekte sprog, men de giver alligevel et godt indtryk af, hvordan man ændrer ord og formuleringer.
Jeg har valgt at analysere den gamle klassiker "Askepot". Eventyret starter med: "Der var engang en ung kvinde, der hed Askepot, hvis biologiske fødselsmor var død, da Askepot kun var et barn." (s. 60). Her har Garner valgt at bruge betegnelsen "biologisk fødselsmor". Det har han gjort af hensyn til alle de mødre og døtre, der lever i et mor-datterforhold, dog uden at have samme gener. Det kunne godt virke stødende på dem, hvis den biologiske mor bare hed "mor" i eventyret. Det ville betyde, at de heller ikke rigtig var mor og datter, hvilket ville forvise dem til den mindre positive betegnelse stedmor og steddatter.
Lidt længere nede på side 60 står der, at Askepots stedmor og stedsøstre behandlede hende grusomt, og fik hende til at arbejde som deres "private, ulønnede arbejder". Her har forfatteren behændigt undgået ordet "slave", hvilket kunne virke diskriminerende over for specielt den sorte befolkning i USA.
Da stedmoderen og stedsøstrene skal til bal på slottet, planlægger de, hvordan de kan ændre og fængsle deres naturlige kropsform med dyre klæder (s. 60). Dette er et eksempel på, hvordan man ændrer neutrale vendinger til negative vendinger. Der kunne lige så vel have stået, at de købte en smuk kjole hver. I stedet er det blevet gjort til noget negativt at tage en kjole på. Hvis de skruede sig ned i en kjole for mændenes skyld, ville de jo heller ikke følge den politisk korrekte idé om total ligestilling mellem kønnene. Steddøtrene bliver også beskrevet som så alternativt udseende, at kun deres mor kunne holde af dem (s. 60). James Garner har undgået ordet "grim" og i stedet brugt det mere neutrale "alternativt udseende".
Endelig er stedmoderen og steddøtrene taget af sted til ballet, og nu viser der sig en "god feperson eller individuel guddommelig stedfortræder" (s. 61) for Askepot. Ordet feperson er et forsøg på at gøre feen til et neutralt væsen, der hverken bliver forbundet med mandlige eller kvindelige egenskaber. Tilføjelsen "individuelle guddommelige stedfortræder" skal imødegå de mennesker, der ikke kender til feer fra deres egen kultur. Disse mennesker kunne godt se betegnelsen fe som en nedprioritering af deres kultur, men det har Garner undgået.
Fepersonen spørger Askepot, om hun virkelig vil med til ballet og fanges af den mandlige forestilling om skønhed (s. 61). Denne kommentar er igen helt i den politisk korrekte ånd. Ligestillingen betyder, at kvinder ikke længere skal lade mænd bestemme, hvad der er smukt. Derudover påpeger fepersonen, at kjolen ødelægger Askepots blodomløb, og at skoene ødelægger hendes knoglestruktur (s. 61). De udtalelser passer fint sammen med de korrekte idéer om ligestilling. Det er en mandlig idé, at kvinder skal gå med tætte kjoler og høje hæle, og kvinderne skal ikke lade sig undertrykke af det.
Askepot ankommer til slottet i en forgyldt vogn trukket af lidende hesteslaver (s.62). Her er der igen ikke tale om neutralisering, men faktisk det modsatte. Dyrevelfærd er også meget politisk korrekt, og derfor bliver vi lige gjort opmærksomme på, at hestene rent faktisk lider og holdes i fangeskab. Hendes kjoler er lavet af silke stjålet fra uvidende silkeorme, og perlerne i hendes hår er taget fra "hårdtarbejdende, forsvarsløse østers"(s.62). Her bliver der igen slået på dyrevelfærden og miljøet, og vi bliver gjort opmærksomme på, hvordan mennesker udnytter naturen omkring os. Disse beskrivelser er lavet på samme måde som ordet "buræg". Man kunne sagtens beskrive silke og perler på neutrale måder, men man prøver at ændre folks syn på de politisk ukorrekte produkter ved at beskrive dem negativt.
Da Askepot træder ind i slottets balsal, bliver alle de tilstedeværende mænd så besatte af tanken om at eje denne smukke ting, at de ryger i totterne på hinanden (s. 64). Her bevæger forfatteren sig både uden for handlingen i det rigtige eventyr og uden for det politisk korrekte sprog. At historien tager den drejning kan nok bedst forklares ved, at politisk korrekthed tillader, at man gør grin med undertrykkerne, der i dette tilfælde er mændene. Derfor er det også i orden at beskrive dem som sexgale og menneskedyr (s.64). Den sidste betegnelse, menneskedyr, er også lavet, så ingen føler sig stødt. At mennesker er hævet over dyrene, og dermed ikke bare et helt almindeligt pattedyr kunne godt anfægte nogle dyreelskeres opfattelse af, at deres kanariefugl har sin helt egen og unikke personlighed.
Da alle mændene er indblandede i masseslagsmålet, og kvinderne ikke kan få dem skilt ad, vender de deres vrede mod Askepot. Hun er jo skyld i slåskampen, og hendes medsøstre omringer hende. Med det samme slår klokken 12, og Askepot står igen i sit almindelige og behagelige tøj. Askepot siger: "Nu kan I dræbe mig, hvis I vil søstre. I det mindste dør jeg veltilpas." (s. 65). Da de andre kvinder ser dette, smider de alle deres snærende beklædningsstykker og danser veltilpasse rundt. I mellemtiden har alle mændene dræbt hinanden. Da kvinderne ser, at de nu er alene, beslutter de at starte et tøjkollektiv, hvor de kun producerer behageligt tøj til kvinder. Og så lever de jo selvfølgelig lykkeligt til deres dages ende.
Slutningen følger ikke kun det politisk korrekte sprog, men mere den tankegang, som udøverne lægger for dagen. De dumme undertrykkere, mændene, der tror, at de kan løse alt med vold, dør. Og de stakkels undertrykte kvinder smider mændenes lænker og flytter sammen i fred og harmoni.
Hele idéen med at skifte ord ud, så ingen føler ubehag ved at omtale et tabu, mener jeg er en stor fejltagelse. Man bryder ikke et tabu ved at skifte ord ud, man undgår det bare. Det er langt det bedste, hvis de taburamte selv træder frem og taler om det, som f. eks. de homoseksuelle gjorde det. Før var det et tabu at være bøsse eller lesbisk, men da de homoseksuelle gik sammen i "Bøssernes Befrielsesfront", blev tabuet brudt. Og en sidegevinst var, at selve ordet "bøsse" ændrede status fra skældsord til stueren betegnelse.
Desuden mener jeg heller ikke, at der er noget i vejen med at være anderledes. Hele idéen om at tage hensyn til mindretal og sikre dem deres værdighed gennem et neutralt ordvalg, er helt afsporet. For hvem siger, at man får et lavt selvværd af at vide, at man er anderledes?
Internettet
http://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/publish.php?linknavn=poli
http://home1.stofanet.dk/johnmadsen/Grammatik/k-gram.html#Konnotation
Bøger
Frost, Pernille J.: "En strid om ord, det politisk korrekte sprog", Fremad, 1997
Garner, James Finn: "Politisk korrekte eventyr", Aschehoug, 1995
Radio
"Gamle holdninger i nye klæ’r", 5. april 2003, P1
"Den politiske korrektheds slagmarker", 5. april 2003, P1
"Slaget om de fremmede", 5. april 2003, P1