Et argument rummer to dele hvor det ene begrunder det andet. Den ene del kaldes for påstanden, og den anden kaldes for belægget. Hvis ikke der både er påstand og belæg er der ikke tale om et argument

Påstanden er det indhold som afsenderen vil vinde tilslutning til. F.eks.

For at virke overbevisende og være et argument skal en påstand ledsages af en begrundelse. Dette kalder man for belægget.

Dette års finanslov vil dæmpe volden fordi der er afsat ekstra midler til kriminalpræventivt arbejde.

I sætningen ovenfor kommer belægget efter påstanden; man kan imidlertid godt lade belægget komme før påstanden:

En påstand kan godt have flere belæg. Her er et eksempel med to belæg der begrunder samme påstand:

Påstanden er (at midlerne på) finansloven vil dæmpe volden og belæggene er:

1. vi sætter penge af til at bygge flere fængsler
2. vi sætter ekstra midler af til kriminalpræventivt arbejde.

Ud over påstand og belæg hviler mange argumenter på et underliggende belæg eller antagelse.

I argumentet: "Dette års finanslov vil dæmpe volden fordi der er afsat ekstra midler til kriminalpræventivt arbejde" er der et underliggende belæg (en antagelse) som lyder:

Det underliggende belæg er nødvendigt for at argumentet overhovedet giver mening.

Bemærk imidlertid at det underliggende belæg i virkeligheden også selv udgør en påstand som egtl. kræver et belæg; dette argument kræver så igen et underliggende belæg der udgør en ny påstand som kræver et nyt belæg og underliggende belæg osv. ad infinitam. Argumenter har ofte denne endeløse struktur, men i praktisk kommunikation vil man normalt holde sig til de øverste led i strukturen, dvs. den oprindelige påstand, belægget og det underliggende belæg.

I praktisk kommunikation er det ikke blot argumentets logiske opbygning der afgør om argumentet vinder tilslutning. Det handler ikke kun om hvad man siger, og hvordan man siger det, men i meget høj grad om hvem der siger det.

I autoritetsargumenter bliver afsenderes autoritet belæg i argumentet.

Når ens læge udtaler:

Vil hans påstand sædvanligvis have mere vægt end hvis det var ens mor der fremkom med påstanden.

Belæggene i de to tilfælde er forskellige og vurderes forskelligt:

Jeg er læge og udtaler mig på videnskabeligt grundlag

Jeg er din mor og jeg ønsker at beskytte og rådgive dig

Bemærk at man i argumentation ikke behøver selv at have autoritet, man kan udnytte en autoritet ved blot at henvise til den. Det sker f.eks. i de fgl. tilfælde:

Det underliggende belæg i det første eksempel er at Litteraturhåndbogen har meget stor autoritet inden for konteksten "Hvor danske forfattere kommer fra". I det andet eksempel er autoriteten ikke helt så stor. "En velunderrettet kilde" er ret vagt og derfor ikke særlig overbevisende.

De mest traditionelle former for autoritet er knyttet til officielle titler og institutioner: læger, professorer, dommere osv. Mere moderne former for autoriteter er mediepersoner som f.eks. skuespillere, sangere og sportsfolk. Et interessant aspekt ved autoritetskonnotationerne er at de kan flyttes fra et område til et andet. Det ser man utallige eksempler på, som når sportsfolk deltager i offentlige kampagner som indsamlinger til Røde Kors, eller når skuespillere reklamerer for produkter der ingen relation har til deres erhverv.

Det er afgørende at modtageren lader denne "flytning" af autoritet finde sted, men det er ikke givet. Det afhænger i høj grad af om modtageren har tillid til den pågældende autoritet.

En anden type autoritet er ikke knyttet til enkeltpersoner, men til mængder af mennesker. Belægget er her at mange mener og gør det samme, og når mange gør det, er det nok rigtigt. Det er f.eks.en almindelig strategi i politisk kommunikation at henvise til meningsmålinger. Det underliggende belæg er at flertallet har ret.

Når man møder autoritetsargumenter hvis påstande man er uenig i, vil man ofte forsøge at underminere autoriteten for at skade hans troværdighed og dermed skade belægget. Det sker f.eks. når man i politisk kommunikation inddrager en ledende politikers spritdom eller manglende økonomisk sans. Det har ikke noget med deres politiske kvalifikationer at gøre, men det svækker deres autoritet. Modtageren drager den slutning at manglende dømmekraft inden for et område også gælder inden for andre områder. Man går med andre ord efter manden i stedet for bolden.

Når man skal analysere et arguments autoritet

Har afsenderen autoritet?

Hvad kommer autoriteten fra?

Er den relevant inden for dette område?

Hvad kan afsenderes motiv være?

Meget argumentation er en strid om hvilke ord man kan beskrive noget med. Man udnytter at et ord både har denotationer og konnotationer (bibetydninger). Hvis man er modstander af at der skal bruges penge på kriminalpræventivt arbejde, kan man f.eks. i en debat kalde det for "blødsødne socialpædagogiske projekter".

Kriminalpræventivt arbejde og blødsødne socialpædagogiske projekter har meget forskellige konnotationer. Det første er et neutralt ord, det sidste er negativt ladet. Hvis man i en debat om kriminalitetsbekæmpelse kan få indført udtrykket blødsødne socialpædagogiske foranstaltninger som synonym for kriminalpræventivt arbejde, har man vundet en del af argumentationen uden egentlig anvendelse af argumenter i traditionel forstand. Det samme gælder hvis man har held til at indføre ordet smagsdommer som synonym for sagkyndig ekspert. Mange af disse ordvalgsargumenter ligger på grænsen til manipulation med modtageren.

Generalisering.

I praktisk kommunikation bruger man ofte generaliseringer. En generalisering er en slags autoritetsargument hvor det underliggende belæg er at når noget gælder i et tilfælde, gælder det altid. Den typiske generalisering sker når egenskaber der gælder for et individ, generaliseres til at gælde hele gruppen. De mest udbredte former for generaliseringer vedrører befolkningsgrupper. Når én indvandrer er kriminel, er alle indvandrere det, når én politiker er magtsyg, er alle politiker det osv.

Man kan også støde på en slags omvendte generaliseringer. I stedet for at lade et enkelt individs egenskaber gælde for en større gruppe, lader man typisk en fordom om gruppen gælde for det enkelte medlem. Det kan f.eks. lyde: "Nåh, du er franskmand, jamen så må du jo være dårlig til fremmedsprog og interessere dig for vin og litteratur".

Sammenligninger

Sammenligninger skaber et perspektiv og gør det muligt at se fænomenet i forhold til noget andet. Hvis man siger at "Danskerne drikker for meget", kan man støtte sin påstand ved at sammenligne med forbruget for 50 år siden eller med forbruget i Sverige. På den måde kan en velvalgt sammenligning fungere som belæg og styrke påstanden. Men pas på for sammenligninger kan godt være manipulerende og minde om generaliseringer. Ideen er at det der har nogle enkelte fælles træk, også er fælles på andre områder.

Undersøg de centrale ords konnotationer, er de rimelige i

sammenhængen?

Er der nogen generaliseringer, og er de relevante?

Er der nogen sammenligninger, og er de relevante?