Dette studieretningsprojekt indeholder fagene dansk og engelsk og omhandler kønsrollemønstre og kvindefrigørelse omkring det moderne gennembrud. Til belysning af dette emne benyttes romanerne "Constance Ring" af den norske forfatterinde Amalie Skram og "The Awakening" af den amerikanske forfatterinde Kate Chopin. Værkerne placerer sig litteraturhistorisk omkring periodens naturalistiske problemlitteratur. Forfatterinderne behandler på en kritisk facon nogle væsentlige problemstillinger som eksempelvis det borgerlige ægteskabs indflydelse på og konsekvenser for kvinderne og deres seksualitet. Derudover karakteriseres og kritiseres det patriarkalske samfund, der hovedsageligt fremstår som værende en undertrykkende og besværliggørende faktor, når kvinden forsøger at opnå personlig frigørelse. Denne kritiske tendens og disse væsentlige tematikker, betyder, at de stadig har relevans og er interessante i dag.

Der gives en analyse og fortolkning af henholdsvis "Constance Ring" og "The Awakening" med særligt henblik på skildringen af de kvindelige hovedpersoner, deres personlige udvikling, det borgerlige ægteskab og ikke mindst den kvindelige seksualitet, som er en meget central tematik. Dette skaber grobund for en sammenligning af de to værkers ligheder og forskelle. Undervejs inddrages relevant sekundærlitteratur omhandlende værkerne og forfatterinderne, og afslutningsvis gives en perspektivering til perioden og tidens kvindesyn, hvilket tydeligt afspejles i værkerne.

Romanen "Constance Ring" er skrevet af den norske forfatterinde Amalie Skram i 1885. Amalie Skrams forfatterskab opfattes som værende et af de mest betydningsfulde og centrale inden for den naturalistiske problemlitteratur med hendes fokus på kvinders og børns vilkår og de problemer, der knytter sig til ægteskab og opdragelse. Romanen bygger til dels på selvbiografisk stof, idet forfatterindens eget liv er stærkt præget af ulykkelige ægteskaber. Hun tager efter 13 års pinefuldt fornuftægteskab til København, hvor hun inddrages i det litterære miljø omkring Georg Brandes. Et ulykkeligt ægteskab med Erik Skram inspirerer hende til at skrive, men efterhånden oplever hun en indre konflikt mellem de familiære forpligtelser og trangen til kunstnerisk udfoldelse. Som følge heraf indlægges hun på psykiatrisk afdeling, hvilket hun skriver to romaner om. Amalie Skrams liv er et ret ekstremt eksempel på en kvindes situation i slutningen af 1800-tallet. Størstedelen af kvinderne i ægteskabsromanerne dør som følge af et ulykkeligt kærlighedsliv, hvilket er et udtryk for den krisesituation, som mange kvinder levede under. Men Amalie Skram idealiserer ikke kvindeskikkelserne. Kvindernes vilkår i det patriarkalske samfund konkretiseres ved, at kvindernes situation sættes ind i en politisk, social, økonomisk og psykologisk kontekst. Derudover giver romanen en radikal skildring af den kvindelige seksualitet og den mandlige seksuelle dobbeltmoral.

Kompositionsmæssigt er handlingsforløbet kronologisk og kan inddeles i tre hoveddele, som illustrerer Constances udvikling og søgen efter mening samt sandhed gennem forholdet til de tre mandlige hovedpersoner. Indledningsvis beskrives Constances ægteskab med Ring og et indblik i hendes situation, indre konflikter og personlighed gives. Hun opdager, at Ring har et forhold til tjenestepigen, og hun ønsker omgående skilsmisse. Men det er først, da Ring dør som følge af en tragisk naturkatastrofe, at Constance har en mulighed for at frigøre sig og opnå personlig frihed.

Herefter indledes romanens anden hoveddel, hvor den kvindelige hovedperson har opgivet denne mulighed, da hun ikke opfatter det som værende muligt at leve økonomisk uden en mand. Her indgår Constance i et ægteskab med Lorck, som har mange karaktertræk, der adskiller sig fra Rings, og ægteskabet fremstår generelt som værende præget af kærlighed. Constance får dog kendskab til Lorcks tidligere elskerinde, hvilket er medvirkende til, at hun får en spontan abort.

I romanens afsluttende og tredje hoveddel etablerer den kvindelige hovedperson et seksuelt forhold til musikeren Mejer, hvilket ligeledes ender ulykkeligt, idet hun fanger ham i en intim situation med en tidligere elskerinde. Elendigheden og håbløsheden kulminerer, da Constance tager sit eget liv. Overordnet set har forholdene varierede betingelser, hvilket understreges af den kompositionsmæssige tredeling. Afslutningen fungerer som et klimaks, idet den betoner det faktum, at de varierede betingelser i forholdene alligevel har den samme effekt. Forholdene og de tre mænd er i deres udgangspunkt forskellige, men konsekvenserne af forholdene er hovedsageligt ens.

Der veksles i romanen mellem brugen af en scenisk og panoramisk fortælleteknik. Den panoramiske fortælleteknik benyttes hovedsageligt til at beskrive længere tidsperioder: "Nu havde de flakket rundt om i snart halvandet år. Først et par måneder i Paris, derfra til et badested i Sydfrankrige, så til Italien." Denne fortælleteknik medfører, at læseren danner sig et overblik over begivenhedernes gang, og samtidig fastholdes spændingen og lysten til at ville vide mere.

Den sceniske fortælleteknik bruges i højere grad, idet romanen er præget af megen dialog og indre monolog. Dialogen fremhæver de enkelte personers holdninger, og det er på den måde, at forfatterens kritik kommer til udtryk. Dette ses tydeligt i følgende citat, hvor Lorck har en samtale med Constance angående ægteskabet: "…kjærligheden, især mellem ægtefolk, for der er jo dem, som er forelsket, når de gifter sig, den altså slides op, viskes ud af tid og brug som alt andet her i verden." Citatet illustrerer romanens gennemgående kritik af ægteskabet, der fremstilles som værende nedbrydende og ødelæggende for kærligheden, og en stillingtagen hos læseren opstår som følge heraf. Samtidig skabes et billede af Lorcks personlighed og holdninger, idet han fremstår som værende en radikal, moderne og mere frisindet mand. Det samme er tilfældet med de indre monologer, men disse sætter i højere grad fokus på de psykologiske aspekter hos romanens centrale personer. Dette ses eksempelvis i det kapitel hvor Constance, som følge af Rings affære med tjenestepigen, isolerer sig og reflekterer over sin reaktion, hvorved hun spørger sig selv, om hun er ved at blive gal. Fortælleren er generelt skjult bag personerne via skiftende synsvinkler, hvilket betyder, at intet kan skjules, og derfor afsløres personernes holdninger ubarmhjertigt.

Et gennemgående sprogligt virkemiddel i romanen er den realistiske skrivemåde, som er kendetegnende for mange naturalistiske forfatterskaber. Der er ingen omskrivninger af virkeligheden, hvilket medfører, at læseren får et meget nuanceret billede af personerne og det omgivende miljø. I denne roman bruges realismen også til at fremhæve en vis socialkritik, hvilket illustreres i den del af romanen, hvor Constance engagerer sig i velgørenhedsarbejde for at hjælpe samfundets fattige: "Rummet var opfyldt af en forpestet lugt, og fugtigheden havde sat brede striber på de kalkede vægge." Disse realistiske beskrivelser og værdiladede adjektiver fremhæver de fattiges vilkår, og man får som læser sympati for de forarmede mennesker.

Ægteparret Rings hjem er et typisk velhavende borgerligt hjem, og der ses her en stærk kontrast til de fattiges vilkår. Hjemmet har glasdøre, som går ud til en rummelig altan med udsigt over byen, haven er vedligeholdt og smuk og der er flere værdifulde malerier på væggene.

"Det er ikke en materiel armod, men en utilstrækkelig kærlighedsevne og den seksuelle dobbeltmoral hun vil afsløre." Den materielle armod bliver dog som tidligere nævnt fremhævet, men udsagnet fortæller på en effektiv facon, at kontrasten mellem det borgerlige miljøs pæne facade og personernes indre konflikter og problemer er med til at sætte fokus på de centrale problemstillinger og tematikker i romanen. Læseren finder ud af, hvad der gemmer sig bag den tilsyneladende perfekte facade, og en afstandtagen til det borgerlige miljø og dets mange normer i forhold til kønsroller, ægteskab og den kvindelige seksualitet opstår.

Constance Ring er som tidligere nævnt romanens kvindelige hovedperson. Hun gennemgår en personlig udvikling gennem forholdet til de tre forskellige mænd. Der har gennem tiderne været stor diskussion om, hvorvidt den kvindelige hovedperson bare er et passivt produkt af og et uskyldigt offer for det patriarkalske borgerlige samfund. Der er en stor tvetydighed forbundet med Constance-skikkelsen, hvilket virker interessevækkende på læseren, da det til tider kan være besværligt at gennemskue hendes reelle holdninger, ønsker og motiver. Denne tvetydighed hænger selvfølgelig sammen med, at kvindeskikkelserne i Amalie Skrams værker sjældent idealiseres, og deres situation forstås ud fra forskellige sammenhænge. Men formålet med Constance er at skabe grobund for en debat om kvindens stilling i ægteskabet. Følgende afsnit omhandler en karakteristik af Constance Ring og forholdene til de tre mænd med fokus på den udvikling, som hun gennemgår i romanen.

Som nævnt i afsnittet om komposition er de tre mænd i Constances liv og de tre forhold forskellige i udgangspunktet. Men mændene gennemgår en udvikling, som resulterer i, at konsekvenserne af forholdene bliver ens. Dette er gjort for at fremhæve den mandlige seksuelle dobbeltmoral og en gennemgående kritik af det patriarkalske samfund.

Constance bliver som helt ung kvinde giftet bort til den 16 år ældre forretningsmand Ring, der fremstilles som værende en ret usympatisk, nervøs og hensynsløs mand. Han beskrives samtidig som en normstyret mand, der opfatter kvinden som værende underdanig og en ejendel, hvilket medfører, at han forsøger at styre Constance: "Det irritered Ring, at hans kone ikke så ud som en lykkelig hustru og så gik han til tanten og beklaged sig." Han er altså kontrollerende og ønsker, at ægteskabet skal fremstå lykkeligt udadtil. Dette viser tydeligt, at Ring repræsenterer en meget konservativ og traditionel opfattelse af kvinden. Derudover foretager Ring sig nogle handlinger, der indikerer en vis nervøsitet og en følelsesmæssig håbløshed. I flere episoder er han fordrukken og udviser jalousi, hvis hans kone fører en intens samtale eller danser med en anden mand, hvilket antyder, at han er bange for at miste hende og dybest set har nogle kærlige følelser for hende. Men at han er dobbeltmoralsk illustreres i de passager, hvor det tydeligt beskrives, at han ikke er bleg for sidespring: "…han slog sig rigtig ungkarleløs, besøgte de fashionable fruentimmer…" Den mandlige seksuelle dobbeltmoral er altså et centralt tema i romanen.

Lorck og Mejer fremstår generelt som værende kontrastfigurer til Ring, eftersom deres politiske holdninger og syn på kærligheden samt det borgerlige ægteskab repræsenterer en radikal, moderne og mere venstreorienteret samfunds- og menneskeopfattelse. De opfatter begge ægteskabet som en social institution, der undertrykker kvinden og kærlighedsevnen, hvilket Lorcks udtalelse, som er benyttet i afsnittet om fortælleforhold, sprog og stil illustrerer. Lorck skildres som en dygtig læge og han virker generelt mere sympatisk og frisindet end Ring. Han udtrykker ofte sin inderlige og dybtfølte kærlighed til Constance: "Jeg elsker dig, Constance, det er alvor, ganske anderledes end jeg selv vidste. Jeg giver dig mig selv, mit liv, min sjæl…" Denne inderlige kærlighed fremstår ikke som værende fuldstændig oprigtig, eftersom læseren hurtigt får kendskab til hans elskerinde. Læseren mister respekt og sympati for ham, eftersom han er lige så dobbeltmoralsk som Ring.

Den sidste mand, som Constance indleder et forhold til, er musikeren Mejer, som er uden økonomiske midler men en kunstnerisk samt passioneret mand. Dermed får forholdet en mere seksuel karakter end de foregående, som Constance indgår i af økonomiske årsager. Allerede i begyndelsen af romanen antydes det, at der er en gensidig tiltrækning og lidenskab mellem Mejer og Constance. Dette ses til et selskab, hvor Mejer konstant betragter Constance, der åbenlyst rødmer. Han er tilbedende og respektfuld over for Constance, hvilket medfører, at han bliver den mand, som læseren får mest sympati for. Sympatien forsvinder, da Constance opdager, at Mejer har et lidenskabeligt forhold til en sypige. Mejers frustration som følge af afsløringen illustreres ved, at han afslutningsvis brænder det billede, der bliver den afslørende faktor: "Han kasted det flammende billede fra sig og trådte ilden ud med foden." En mere hård og voldsom side hos Mejer kommer til udtryk i afslutningen, hvilket belyser det faktum, at der sker en udvikling med mændene. Umiddelbart virker de vidt forskellige med hensyn til deres personlighed og holdninger, men de opfatter alle kærlighed og driftslivet som værende to adskilte elementer, og de opfatter især det mandlige driftsliv som værende naturligt. Dermed kritiseres og understreges den mandlige seksuelle dobbeltmoral, som virker undertrykkende på kvinden og kærligheden i det borgerlige ægteskab.

I romanens begyndelse er der ingen tvivl om, at Constance er ekstremt ulykkelig i ægteskabet, og at hun føler en stor afsky ved sin mand, som hun hovedsageligt har giftet sig med af økonomiske grunde. Hun gør alt for at undgå seksuel kontakt med sin mand og glædes ved de muligheder, der opstår for at kunne være alene. Men når Ring er borte, gribes hun af en gennemgående tristhed: "Aldrig havde hun været så nedstemt og mismodig som nu. Ensomheden plaged hende…" Her ses den førnævnte tvetydighed ved Constance-skikkelsen. Hun fremstår som værende ret ambivalent i sit syn på ægtemanden, eftersom hun på den ene side tager skarp afstand fra ham men på den anden side frygter ensomheden. Dette indikerer en afhængighed af ægtemanden og en vis uselvstændighed. Det antydes allerede i starten, at Constance er stærkt bundet til moderen, og hun udviser en stor længsel efter barndomshjemmets trygge rammer og kærlighedsprægede stunder som eksempelvis de dejlige sommerdage på landet. Derudover fremstår hun som værende en kvinde med nogle idealforestillinger om kærligheden og ægteskabet, men disse forestillinger kommer ofte i konflikt med virkeligheden. Dette ses tydeligt, når Ring forsøger at gøre seksuelle tilnærmelser til hende: "Hun lukkede øjnene for at fortsætte drømmen om den lykkelige hustru, men en gnavende lede greb hende." Hun forsøger via forestillingerne at glemme virkeligheden og fornægte sin frigiditet, men forsvarsmekanismen fungerer ikke hensigtsmæssigt, og denne konflikt mellem drøm og virkelighed er ligeledes et centralt tema inden for naturalismen. Constances drømmende side destrueres fuldstændig, da hun bliver bevidst om sin mands utroskab med tjenestepigen. Hun føler en generel lede over for det mandlige køn og ægteskabet og ønsker omgående skilsmisse. Præsten og de ældre samt erfarne kvinder hindrer skilsmissen: "Verden er indrettet på, at kvinderne skal være gift; ulykkelige blir de, det vil sige til en tid, men en ugift fruentimmer – ja, hendes lod er dog endnu langt sørgeligere." De appellerer altså til den kvindelige hovedpersons angst for frigørelse og for at skulle forsvare sin handling i et normstyret samfund, hvor kvindens vilkår er besværlige uden en ægtemand at være knyttet til. En anden gennemgående og ret tvetydig egenskab hos Constance illustreres også gennem forholdet til Ring. Constance er generelt omsværmet af mændene på grund af sin charme og skønhed, og hun er samtidig berygtet for at være en anelse koket og farlig. Men i virkeligheden føler hun sig krænket og bliver skræmt, når mændene bliver meget nærgående. Dette fremgår af den episode, hvor Lorck oprigtigt erklærer sin kærlighed til Constance, og hun beskriver hans ord som værende stygge og fornærmende. Tvetydigheden kan forklares ved, at hun på den ene side har et inderligt ønske om at frigøre sig, men på den anden side er hun underlagt normerne i det borgerlige patriarkalske samfund, hvilket besværliggør frigørelsen. Derudover hænger angsten for fysisk kontakt sammen med frigiditeten, som belyses nærmere senere i opgaven. Efter Rings tragiske og pludselige død isolerer Constance sig fra omverdenen og bliver uvirksom. Hun magter ikke at realisere sin personlige frihed, få sig et arbejde og forsørge sig selv økonomisk, hvilket medfører, at hun lever et liv præget af sløvhed og selvbebrejdelser. Hun er blevet bevidst om den mandlige seksuelle dobbeltmoral, eftersom hun pointerer over for sig selv, at deres kærlighed er en væmmelse, når de lever med en kvinde og elsker en anden. Dette resulterer i, at hun føler en endnu større afsky ved det mandlige køn, og da hun får at vide, at Rings penge er gået tabt, sætter hun to muligheder for fremtiden over for hinanden. Constance føler, at hun må vælge mellem at dø eller at gifte sig på ny, hvilket er to yderligheder. Denne unuancerede holdning antyder, at Constance ikke har forståelse for, at økonomisk ligestilling mellem kønnene er en nødvendighed for, at kvinden kan opnå selvstændighed og undgå prostitutionen i ægteskabet.

Denne uvidenhed hos Constance medfører, at hun indgår i et ægteskab med Lorck af økonomiske grunde. Forholdet udvikler sig efterhånden til et lykkeligt og kærlighedsfyldt ægteskab, hvilket Constances tanker tydeligt udtrykker: "Hendes ungdoms munterhed, der havde sit udspring i sjælens inderlige tilfredshed, var vendt tilbage…" Hun føler altså, at livsmodet og lykken vækkes på ny, frigiditeten mindskes, og hun bliver gravid. Men da hun opdager Lorcks forhold til en anden kvinde, forsvinder de varme og lykkebringende følelser, hvilket medfører, at Constance får en spontan abort. Hun udvikler en udpræget uvilje i sit syn på ægtemanden og udtrykker forargelse over, at det er ufarligt for mændene at hengive sig til deres kønslige lyster.

Herefter udvikler hun en stor trang til at hævne sig og indleder et seksuelt forhold til Mejer, der komponerer musik, som Constance genkender sig selv i. Lidenskaben og seksualiteten vækkes tydeligt i forholdet til Mejer, og frigiditeten forsvinder: "Hun kasted sig heftigt ind til ham; de holdt hinanden tæt omslyngede, mens han bedækked hendes øjne og mund med kys." Men da Constance opdager Mejers forhold til sypigen, brister hendes drømme om at være den eneste for en mand, da det umuligt kan harmonere med virkeligheden. Hævngerrigheden medfører, at Constance selv kommer til at opføre sig som mændene, idet hun vælger at være sin ægtemand utro. Udover at føle lede ved sin ægtemand og Mejer, resulterer Constances dobbeltmoral i, at hun tager stor afstand til sig selv som menneske og beslutter sig for at tage sit eget liv. Constances søgen efter sand kærlighed og en mening med livet gennemføres ikke på positiv vis, eftersom hun erkender, at seksualiteten er forbundet med løgne, og at den sande samt oprigtige kærlighed ikke eksisterer.

Det er kendetegnende for romanen, at kærligheden og døden altid knyttes sammen. Constance bliver gravid i sit andet ægteskab, men fosteret dør, da Constances varme følelser forsvinder. Derudover beskrives forholdet til Mejer som det mest intense og lidenskabelige forhold, hvilket medfører, at Constance vælger at tage sit eget liv, da forholdet slutter. Denne modsætningsfyldte sammenhæng understreger elendigheden i Constances liv, og sympatien for hende bliver forstærket.

Det borgerlige ægteskabs normer er en central problemstilling, som der gives en radikal og åbenlys kritik af gennem Constances ægteskab med Ring. Elendigheden ved det borgerlige ægteskab forklares hovedsageligt som en naturlov, idet Constances moder og veninder ofte henviser til det almene ved Constances situation. Dette ses eksempelvis, da tanten vil tale den kvindelige hovedperson til fornuft som følge af ønsket skilsmisse: "Vi tror altid, at vi er undtagelser, men det er så langtfra. Det er så vanskeligt med mændene; gifter de sig, mens de er unge, så har de ikke raset fra sig, og venter de, til de er ældre, så er deres vaner blit dem for stærke. Tanten får ligeledes understreget, at mændenes drifter er stærke og naturlige, hvilket kvinden er nødsaget til at underlægge sig i det borgerlige ægteskab.

Denne naturlov, som menneskene i omgangskredsen refererer til, protesterer Constance imod ved at bruge mere moralske og sociale begreber og kalde ægteskabet for en løgninstitution. Hun mener klart, at kvinden prostituerer sig i ægteskabet ved at være økonomisk afhængig af manden. I det berømte citat fra romanen, hvor Constance understreger, at der er en åndelig raceforskel mellem kønnene, modsiges den førnævnte kritik, hvilket er medvirkende til at opretholde den interessevækkende tvetydighed. Derudover kritiseres kristendommen, idet den legitimerer undertrykkelsen af kvinden i ægteskabet ved at kalde ægteskabet en hellig institution og fraråde skilsmisse. En sådan åbenlys kritik af kristendommen er et typisk naturalistisk kendetegn.

Det er hensigtsmæssigt at kigge nærmere på Constances seksualitet, som i størstedelen af romanen er helt fraværende. Amalie Skram skriver nogle breve til den norske forfatter Arne Garborg omkring udgivelsen af romanen. I disse breve understreger forfatterinden, at der findes to slags kvinder. Den ene slags kvinder er stærkt sanselige og har glæde af sex med alle, hvilket er med til at gøre dem lykkelige. Disse kvinders mødre har ikke undertrykt deres drifter. Den anden slags kvinder har aldrig følt seksuel glæde, og deres kønsdrift er reduceret til fantasien. Tjenestepigerne kan med deres umiddelbare sanselighed passe godt ind i billedet af den første type kvinde, mens Constance på grund af sin udprægede frigiditet repræsenterer den anden. Det er sandt, at den sociale arv spiller en rolle i romanen, eftersom den borgerlige pigeopdragelse er med til at opretholde uvidenheden hos kvinden. Moderens og tantens erfaringer formidles ikke videre til Constance, hvilket skaber et billede af, at kvindens skæbne er determineret. Men det hele virker på mange måder mere kompliceret i romanen. Der antydes, at den kvindelige seksualitet kan vækkes via bestemte vilkår, og spørgsmålet om frigiditet bliver derfor mere nuanceret belyst.

I begyndelsen af romanen er Constances frigiditet tydelig, hvilket hænger sammen med Rings erotiske brutalitet: "…de voldsomme kjærtegn og foræringer spredt ud over borde og stoler, sank hjertet til bunds i hendes bryst." Den kvindelige seksualitet fremstilles i samfundet som værende unaturlig, hvilket er medvirkende til, at en undertrykkelse af kvinden og hendes seksualitet legitimeres. Constance føler ikke kærlighed til Ring, og forsøget på oprør forstærker i samspil med uvidenheden frigiditeten. Constance indleder forholdet til Ring af økonomiske årsager, hvilket medfører, at seksualiteten gøres til en vare og knyttes sammen med penge. Kærligheden spirer i Constances forhold til Lorck, og hun virker ikke frigid, men seksualiteten får først optimale vilkår i forholdet til Mejer, eftersom det ikke indledes af økonomiske årsager. Constance når afslutningsvis til erkendelse af, at seksualiteten spiller en afgørende rolle i livet, hvilket illustreres i den sidste og resignerende udtalelse: "Havde jeg bare vidst bedre om besked om det, der spiller denne store rolle i livet… så var det gået mig bedre" Hun er gennem forholdet til de tre mænd blevet bevidstgjort om, at seksualiteten skaber løgnagtighed i ægteskabet, og denne afslutning bærer præg af en gennemgående pessimisme. Kvindens uvidenhed, mændenes sidespring og adskillelse af kærlighed og drifter betyder, at kvinden bliver offer for undertrykkelse i det borgerlige ægteskab.

Denne tematik omhandlende den kvindelige seksualitet er ligeledes central for andre forfatterskaber inden for den naturalistiske problemlitteratur, hvilket romanen "The Awakening" er et interessant eksempel på. Romanen er skrevet i 1899 af den amerikanske forfatterinde Kate Chopin, der betragtes som værende den kvinde, der har været forløberen for de feministiske forfatterskaber i denne periode. Hun bliver som helt ung kvinde gift med en mand fra New Orleans, men hun formår dog at beholde sin selvstændighed. De oprindelige indbyggere i New Orleans er franskmænd, og deres efterkommere kaldes kreolere. Deres samfund skildres i romanen, og det forklarer ligeledes, hvorfor Kate Chopin bliver stærkt inspireret af samtidige franske naturalister som Emile Zola og Guy de Maupassant. Naturalismen udtrykkes i romanen, idet den kvindelige hovedperson skildres nuanceret og på en realistisk men kritisk facon. Derudover fremstilles seksualiteten som værende en del af den menneskelige natur, og dette kommer i konflikt med samfundets undertrykkende normer. Udgivelsen af "The Awakening" medfører forargelse og kritik, eftersom den skildrer en kvindes forsøg på at frigøre sig og opnå seksuel og åndelig vækkelse.

Historien strækker sig over en sommer og den efterfølgende vinter, hvor den kvindelige hovedperson Edna Pontellier kæmper for at realisere sit inderlige ønske om at opnå personlig frigørelse og finde en mening med livet. Kompositionsmæssigt er handlingsforløbet kronologisk og romanen kan inddeles i tre hoveddele, som finder sted i forskellige miljøer og illustrerer den kvindelige hovedpersons metamorfose, idet en gradvis seksuel samt åndelig vækkelse sker.

Første hoveddel udspiller sig ved sommeropholdsstedet på Grand Isle, hvor ægteskabet mellem Edna Pontellier og Léonce Pontellier beskrives, og et indblik i kreolersamfundets og ægteskabets normer gives. Edna fremstår i første del som værende konventionel, men gennem venskabet med Adèle Ratignolle begynder vækkelsen at finde sted, og en decideret udvikling og seksuel vækkelse finder sted gennem Ednas forhold til Robert Lebrun. Læseren får en beskrivelse af, hvordan forholdet efterhånden bliver tættere, og hvordan Edna i højere grad bevidstgøres med hensyn til sit ønske om og indre trang til seksuel tilfredsstillelse, personlig frihed og uafhængighed. Det er også i denne del, at den kvindelige hovedperson svømmer for første gang: "A quick vision of death smote her soul, and for a second of time appalled and enfeebled her senses." Dette syn af døden, som forfærder hendes sanser, kan ses som en forudgribning af den afsluttende hændelse i romanen. Dette er medvirkende til, at læserens interesse fastholdes, og at en sammenhæng i romanen skabes.

Romanens anden hoveddel finder sted tilbage i New Orleans, hvor Robert er rejst væk, og Edna er forandret. Hun fokuserer på sine kunstneriske ambitioner, ignorerer alle forpligtelserne og forsøger at skabe sig en ny identitet. Denne hoveddel viser ikke, at denne nye identitet opnås fuldstændigt men illustrerer i højere grad de konflikter, som kampen for frigørelse og uafhængighed medfører.

Afslutningsvis vender Robert tilbage og erklærer sin kærlighed til Edna, men han er ikke i stand til at indgå i et seriøst forhold på grund af samfundets strenge normer. Denne hoveddel virker resignerende og pessimistisk, hvilket understreges af, at Edna tager sit eget liv ved at give sig selv til havet. Hun vender tilbage til Grand Isle, hvor den seksuelle og åndelige vækkelse har fundet sted, hvilket skaber en sammenhæng i handlingsforløbet. Slutningen forekommer dog åben på grund af dens tvetydighed, hvilket er medvirkende til, at en stillingtagen hos læseren opstår.

"The Awakening" er interessant med hensyn til sprog og stil, eftersom den indeholder et væld af betydningsfulde symboler og metaforer. Derudover er skrivestilen præget af en realisme, som ofte brydes for at skabe en mere romantisk og nærmest mytisk atmosfære.

Romanen benytter en alvidende 3.personfortæller, som indledningsvis er bundet til den kvindelige hovedpersons ægtemand Léonce, hvilket er medvirkende til, at de patriarkalske og konventionelle synspunkter kommer til udtryk: "He thought it very discouraging that his wife, who was the sole object of his existence, evinced so little interest in things which concerned him, and valued so little conversation." Præsentationen af Edna sker gennem ægtemandens indre monolog, og der gives et tydeligt indblik i, at han anser hende som værende værdifuld, men han reducerer hende til et objekt og en ejendel, som ikke er i besiddelse af selvstændige holdninger. Han beskrives derfor som en mand, der nedværdiger sin kone, og læseren kommer til at tage afstand fra ham. Herefter fortælles historien hovedsageligt ud fra den kvindelige hovedperson Ednas synspunkt, og dette medfører, at et grundigt indblik i og en forståelse for hendes ønsker, motiver og handlinger gives. Der er altså hovedsageligt benyttet en scenisk fremstillingsform, idet der veksles mellem dialog og indre monolog, som i den foregående roman. Dialogen medfører, at en ide om personernes holdninger gives, og de indre monologer har samme effekt, men sætter flere psykologiske aspekter i fokus. Romanen er allerede i begyndelsen spækket med symboler. Verandaen, nederdele, parasoller, klaverer og mødre samt børn er nogle af de vigtige ord, som har det tilfælles, at de symboliserer den konventionelle kvindes sfære, hvilket hænger sammen med, at Edna befinder sig her, da vækkelsen begynder. Derudover fungerer den komiske scene med papegøjen symbolsk: "He could speak a little Spanish, and also a language which nobody understood unless it was the mocking-bird that hung on the other side of the door…" Fuglene kommer til på en ironisk facon at symbolisere den tvetydighed, som omgiver Edna-skikkelsen, eftersom hun har en udpræget længsel efter frigørelse men samtidig frygter, at det vil være meningsløst. Dette er medvirkende til, at den kvindelige hovedperson ikke idealiseres. Derudover er der gennemgående symboler som havet og musikken, og disse bliver forklaret senere. Den udprægede metaforik fremgår af eksemplet, hvor Mademoiselle Reisz fastslår, at fuglen som flyver over traditionernes plan, skal have stærke vinger. Udtalelsen skal vise den kvindelige hovedpersons situation og de problemer, der er forbundet med at udleve sine kunstneriske ambitioner og frigøre sig fra de fastlåste normer.

De mange franske gloser understreger ideen om et lokalt kreolersamfund, hvilket muligvis er gjort, så den frisindede holdning ikke bliver fremstillet som noget alment. Derudover er romanen præget af en realistisk skrivemåde, hvilket medfører, at et nuanceret billede af personerne gives. Men denne realisme brydes, når Edna befinder sig i havet, og den seksuelle vækkelse begynder: "There was no weight of darkness; there were no shadows. The white light of the moon had fallen upon the world like the mystery and the softness of the sleep." Fortællingen får her en romantisk, drømmende og nærmest mytisk karakter, hvilket hænger sammen med, at vækkelsen finder sted.

Edna befinder sig i forskellige miljøer, mens hun gennemgår sin åndelige og seksuelle vækkelse, og hvert miljø markerer et trin i den personlige udvikling. Indledningsvis befinder hun sig ved sommeropholdsstedet på Grand Isle, der som nævnt bærer præg af en kvinde-sfære, og i dette miljø forventes det, at hun først og fremmest agerer moder for sine børn. Miljøet er domineret af kvinder, og de traditionelle kønsrollemønstre er opretholdt, men gennem mødet med områdets kvinder sker følgende med Edna: "That summer at Grand Isle she began to loosen a little the mantle of reserve that had always enveloped her." Det er altså oplagt at indlede historien i en kvinde-sfære, da det er medvirkende til, at Ednas personlige bevidstgørelse og søgen efter mening begynder.

Roberts og Ednas ophold i Madame Antoines hus på Chênière Caminada illustrerer den forandring, som den kvindelige hovedperson har gennemgået. Stedet er romantisk samt ensomt og det fremstår som værende et tilflugtssted, idet der ingen fastlåste normer er. Her kan Edna skabe sin egen verden og glemme normerne, og det fremgår tydeligt, at Ednas seksualitet bliver mere udfoldet. Efter et bad, der nærmest får religiøs karakter, idet det fremstår som et overgangsritual, mærker hun sin krops tekstur for første gang. Edna føler sig frigjort i dette miljø, men det fungerer kun midlertidigt som et hjem. Hjemme i ægtemandens hus i New Orleans er Edna underlagt og fanget i det traditionelle kønsrollemønster, og derfor skaber hun et nyt hjem, hvor hun kan udleve sine kunstneriske ambitioner og fuldføre sin frigørelse. I The Pigeon House kan den kvindelige hovedperson blive fri ved at isolere sig fra omverdenens krav og opnå selvstændighed. Men hun føler sig alligevel fanget, da det ikke bringer hende langt væk fra det hus, som repræsenterer det tidligere liv, og derfor bliver havet den sidste udvej for den kvindelige hovedperson.

Den kvindelige hovedperson Edna fremstilles i romanen som værende en kvinde, der forsøger og kæmper for at bryde den kvinderolle, som er acceptabel i det victorianske samt patriarkalske samfund. Hun formår via en bevidstgørende og meningssøgende proces at erkende sin kvindelige seksualitet og indre trang til uafhængighed. Ednas seksuelle vækkelse og søgen efter mening er centrale elementer i karakteristikken af hendes udvikling, og der kan drages paralleller til gudinden Afrodite. De følgende afsnit sætter fokus på en karakteristik af især Edna og af romanens andre centrale personer. I denne sammenhæng beskrives deres bidrag til Ednas frigørelse og vækkelse.

Indledningsvis gives et indblik i ægteskabet mellem Edna og Léonce, som er et konventionelt borgerligt ægteskab, hvor mandlig dominans er herskende. Léonce er en velhavende forretningsmand fra New Orleans, der elsker sin kone og børn. Han anser dog Edna for at være et objekt og en ejendel, som skal leve op til de konventionelle krav i det patriarkalske samfund: "If it was not a mother’s place to look after children, whose on earth was it? He himself had his hands full with his brokerage business." Han fremstår som værende utålmodig, konservativ og fastlåst i forhold til sit syn på kønsroller. Det afsløres, at han på trods af sine kærlige følelser for Edna har manglende indsigt i hendes ønsker og følelser, eftersom hun tager afstand fra disse krav og forpligtelser. Det borgerlige ægteskab kommer derved til at fremstå som værende undertrykkende for kvinden, idet manden dominerer. Indledningsvis virker det som om, at den kvindelige hovedperson befinder sig godt i ægteskabet. Der gives dog hurtigt et indblik i, hvordan hendes tanker om kærligheden er langt mere passionerede og romantiske gennem opvæksten. Hun forelsker sig fuldstændig oprigtigt og blindt i en kavaleriofficer, en fornem herre fra Mississippi og som ung kvinde får hun dybe passionerede følelser for en skuespiller. Disse forelskelser står i kontrast til ægteskabet, som er præget af manglende lidenskab og spænding, og Edna opfatter ægteskabet som værende en begyndelse på et liv med forpligtelser i stedet for lidenskab. Disse tanker indikerer tydeligt, at den kvindelige hovedperson ikke er bevidstgjort med hensyn til sine inderlige ambitioner samt følelser, og at hun er fastlåst i en konventionel kvinderolle i romanens begyndelse.

Adèle Ratignolle repræsenterer den ideelle victorianske kvinde, og hun bliver i takt med Ednas personlige udvikling til den kvindelige hovedpersons kontrastfigur. Adèle Ratignolle beskrives som en af de typiske konventionelle moderkvinder, der har følgende karaktertræk: "They were women who idolised their children, worshipped their husbands, and esteemed it a holy privilege to efface themselves as individuals and grow wings as ministering angels." Edna fastslår efter denne beskrivelse, at hun ikke er en typisk moderkvinde, og dermed bliver hun bevidst om, at Adèle Ratignolle symboliserer alt det, som hun dybest set tager afstand fra. Dette er medvirkende til, at en begyndende bevidstgørelse hos Edna opstår. Men samtidig opfattes kreolersamfundets kvinder som værende så ekstremt kyske og dydige, at samfundet tillader dem at tale om intime emner som graviditet og romantik. Edna bliver gennem forholdet til disse kvinder introduceret til en ytringsfrihed, som hun aldrig har mødt på en lignende facon før: "She was growing accustomed to shocks, but she could not keep the mounting colour back from her cheeks." Edna vender sig til denne ytringsfrihed og bliver mindre reserveret, selvom den først virker chokerende på hende. Derudover medfører disse samtaler om romantik, at Ednas undertrykte og lidenskabelige tanker om kærligheden vækkes på ny. De to kvinder besøger stranden, og her dukker kvinden i sort og de unge elskere op for første gang. Disse personer har symbolsk karakter, og de repræsenterer to stadier af en kvindes liv på en socialt acceptabel facon. Kvinden i sort er uden individualitet og bliver symbolet på kvinden, der sørger over sin mands død og ikke benytter muligheden for at opnå selvstændighed, eftersom det ikke stemmer overens med samfundets kvindesyn. De to elskende repræsenterer samtidig en samfundsmæssig acceptabel form for ung kærlighed, og disse personer står efterhånden i kontrast til Edna, hvilket resulterer i, at hendes vækkelse kommer tydeligere til udtryk. Det er dog først gennem forholdet til Robert, at en decideret seksuel vækkelse sker.

Robert repræsenterer alle de faktorer, som Edna savner i sit konventionelle ægteskab. Ednas beskrivelse af den måde, hvorpå Robert synger, understreger kontrasten mellem de to mænd: "Robert’s voice was not pretentious. It was musical and true. The voice, the notes, the whole refrain haunted her memory." Robert fremstår som værende oprigtig, lidenskabelig og passioneret, selvom det flere gange pointeres, at han hver sommer med useriøse hensigter har indledt overfladiske forhold til forskellige kvinder. Roberts uheldige omdømme hindrer ikke den kvindelige hovedperson i at indlede et forhold til ham, eftersom han netop repræsenterer den spænding og lidenskab, som hun savner i ægteskabet. Derudover fremgår det tydeligt, at Roberts hengivelse over for Edna er meget dybere og kærlighedsfyldt end de overfladiske forhold. Da han tager til Mexico, sender han dybtfølte hemmelige breve omhandlende den kvindelige hovedperson til hendes fortrolige veninde Mademoiselle Reisz. Han tager til Mexico og sender hemmelige breve af følgende årsag: "I couldn’t help loving you if you were ten times his wife, but so long as I went away from you and kept away I could help telling you so." Han er dybest set bevidst om, at det bliver svært at være i nærheden af Edna og samtidig vide, at et dybt og oprigtigt kærlighedsforhold til en gift kvinde er problematisk i et normstyret samfund. Samfundets normer og den dybfølte kærlighed skaber en indre konflikt hos Robert, men hans afsluttende valg viser, at han er normstyret. Han forlader Edna, idet han ikke føler sig i stand til at flygte fra de samfundsmæssige normer. Dette understreger det uforanderlige ved det konventionelle samfund, hvilket den kvindelige hovedperson har forsøgt at frigøre sig fra. Hermed får romanen en pessimistisk tendens som på en måde brydes af afslutningen, som er åben og kan virke tvetydig, hvilket uddybes senere.

Men overordnet set er Robert en utrolig central person, der bidrager til Ednas åndelige og seksuelle vækkelse. Ednas uddannelse i svømning bliver symbolet på denne vækkelse og en decideret metamorfose, eftersom hun her befinder sig i et nyt element. Fortællingen giver her læseren en ide om, at den kvindelige hovedperson genfødes på en drømmende og nærmest mytisk facon: "But someone, perhaps it was Robert, thought of a bath at that mystic hour under that mystic moon." Havets referencer til renhed og dåb giver en ide om denne genfødsel, og eksemplet fra romanen viser, at Ednas uddannelse i svømning er af magisk karakter. Hun svømmer væk fra sin ulidenskabelige ægtemand og sit gamle liv, som er præget af afhængighed, uselvstændighed og konventioner. Det storslåede hav bliver symbolet på frihed, styrke og frigørelse, men også symbolet på den ensomhed, der er forbundet med selvstændighed, hvilket kommer til at præge Edna.

Måneskinnet, havet og den romantiske tilstedeværelse af Robert giver den kvindelige hovedperson styrke og nye ambitioner: "…some power of significant import had been given her to control the working of her body and her soul. She grew daring and reckless, overestimating her strength. She wanted to swim far out, where no woman had swum before" Eksemplet viser, at denne episode bliver begyndelsen på Ednas reelle frigørelse, og kompositionsmæssigt fungerer det som en forudgribning, eftersom hun forsøger at bryde de konventioner, som kvinderne er underlagt.

Edna føler, at menneskene omkring hende er halvmennesker, og hun overvejer, om der er ånder tilstede. Herefter fortæller Robert hende en historie om en ånd, som hvert år på netop dette tidspunkt leder efter en værdig dødelig, som kan holde ham ved selskab. Denne nat finder han Edna, og hun skal muligvis aldrig gå i skyggen af sin guddommelige tilstedeværelse igen. Historien bidrager først og fremmest til, at situationens magiske og ret religiøse karakter forstærkes. Derudover benytter Robert appelformen pathos og appellerer dermed til Ednas inderste følelser, drømme og ønsker om en lidenskabelig og frigjort tilværelse. Der opstår efter svømmeturen en nærmest erotisk stilhed mellem Robert og Edna: "No multitude of words could have been more significant that those moments of silence, or more pregnant with the first-felt throbbings of desire." Edna gennemgår en metamorfose, der medfører, at hun ser på verden fra et mere barnligt perspektiv, men den resulterer først of fremmest i en seksuel vækkelse. Den kvindelige seksualitet fremstår generelt som værende meget stærk, udfoldet og naturlig, og den forstærkes, da Edna bliver mere frigjort. Det mytiske ved Ednas metamorfose og seksuelle vækkelse understreges ved, at der kan drages paralleller til myten om kærlighedsgudinden Afrodite, som fødes af havets skum. Ved at drage denne parallel, får Edna-skikkelsen en nærmest ophøjet og guddommelig karakter, som ikke kan opretholdes, idet der er en tvetydighed forbundet med hende, som hindrer en idealisering af hendes personlighed og handlinger.

Da Edna vender tilbage til New Orleans, er hun forandret og søger efter en mening med livet. Hun forsøger at forstærke sin integritet, skabe en selvstændig identitet og blive økonomisk uafhængig af sin ægtemand, hvilket medfører en udpræget selvoptagethed. Men hun føler en meningsløshed og længsel efter Robert. Denne meningsløshed gør hun op med ved at fornægte tidligere forpligtelser, etablere et nyt hjem og fokusere på sine kunstneriske ambitioner. Dette medfører, at hun ændrer sig og begynder at udstråle en udpræget selvstændighed: "There was something in her attitude, in her whole appearance…which suggested the regal woman, the one who rules, who looks on, who stands alone. Gentagne gange bliver hun konfronteret med lyden af vand, som minder hende om Robert, og dette er medvirkende til, at seksualiteten bliver mere udfoldet. Men selvstændigheden resulterer i en indre konflikt og tvetydighed hos Edna: "…it seemed to her as if life were passing by, leaving its promise broken and unfulfilled. Yet there were other days when she listened, was led on and deceived by fresh promises…" Hun længes altså efter denne frigørelse og selvstændighed, da hun føler, at det er meningsfyldt. Men da hun har frigjort sig, konfronteres hun med ensomheden og en frygt for, at selvstændigheden alligevel er meningsløs. Konflikten mellem selvstændighed og ensomhed bliver altså et centralt tema i romanen, og tvetydigheden hos Edna er medvirkende til, at hun ikke fremstår som værende en ideel frigjort kvinde.

Den kvindelige hovedperson møder allerede på Grand Isle den ældre, ambitiøse og ukonventionelle kvinde Mademoiselle Reisz, som bliver en inspirationskilde for Edna, selvom hun ofte anser hende for at være kompliceret. Edna er fascineret af hendes livsstil, eftersom hun er en selvstændig og uafhængig kvinde, som fokuserer på sine kunstneriske ambitioner i stedet for at lade sig styre af samfundets krav. Edna føler at den musik, som Mademoiselle Reisz spiller, appellerer til hendes inderste ønsker og vækker en sjælelig passion. Musikken symboliserer et nyt følelsesregister, der kommer til live hos Edna, og forholdet mellem de to kvinder betyder, at Ednas kunstneriske ambitioner vedrørende sin malerkunst bliver forstærkede og passionerede. Men Mademoiselle Reisz understreger med det førnævnte billede med fuglen, at det liv som Edna ønsker at leve, er svært at gennemføre i et normstyret samfund.

Den kvindelige seksualitet bliver som nævnt mere udfoldet i denne del af romanen, og dette illustreres gennem Ednas seksuelle forhold til den forførende og charmerende Alcée Arobin: " Alcée Arobin was absolutely nothing to her. Yet his presence, his manners, the warmth of his glances, and above all the touch of his lips upon her hand had acted like a narcotic upon her." Han tilfredsstiller altså Ednas naturlige seksuelle behov, men forholdet gør hende samtidig opmærksom på, at der er en stor forskel mellem menneskeligt begær og sand kærlighed. Det fungerer derfor som en forløsende faktor, at Robert kommer tilbage og erklærer sin kærlighed til hende, da han får hende til at føle sig som et fuldendt menneske. Men han kan som nævnt ikke flygte fra samfundets konventioner og krav, hvilket resulterer i, at Ednas vækkelse er et ensomt projekt, som ikke får støtte fra omverdenen. Adèle Ratignolle skal samtidig igennem en hård fødsel, og hun er blevet bevidst om Ednas udvikling. Derfor fastslår hun, at Edna skal tænke på sine børn. Den manglende støtte og accept fra omverdenen og denne udtalelse er medvirkende til, at den kvindelige hovedperson vælger at tage sit eget liv. Børnene repræsenterer en evig samt uundgåelig forpligtelse, hvilket vil hindre hende i at opnå den fuldkomne selvstændighed. Dermed kommer Edna til at virke egoistisk, og dette betyder, at hendes handling ikke fremstår heroisk.

Afslutningen er generelt åben, hvilket hænger sammen med dens tvetydighed. Umiddelbart fremstilles afslutningen som værende pessimistisk og resignerende på den måde, at hun opgiver sin frigørelse og tager sit eget liv. Billedet med fuglen illustrerer denne pessimisme: "A bird with a broken wing was beating the air above, reeling, fluttering, circling disabled down, down to the water." Denne tolkning viser, at kvindens skæbne fortsat vil være determineret og underlagt de samfundsmæssige konventioner. Men det faktum, at Edna føler et udpræget velbehag og en vis spænding ved at stå nøgen på stranden og derefter giver sig hen til det forførende hav, kan tolkes som en sidste oprørsk handling, der understreger kvindens styrke og seksualitet og markerer et opbrud i de konventionelle kønsrollemønstre. Denne tolkning af afslutningen skaber en langt mere optimistisk fremtidsudsigt, og dette harmonerer godt med, at de sidste beskrivelser af omgivelserne er meget smukke og sanselige: "There was the hum of bees, and the musky odour of pinks filled the air" Disse sanselige beskrivelser af lyde og dufte refererer til frugtbarhed og kvindelighed, og det kan derfor ses som et billede på, at Ednas død bliver begyndelsen på en generel kvindefrigørelse.

Som det fremgår af gennemgangen af værkerne, er der mange lighedspunkter. Det patriarkalske samfund og ægteskabet kritiseres tydeligt i begge romaner, da det virker undertrykkende på kvinden og har en ødelæggende effekt på passionen og lidenskaben. De kvindelige hovedpersoner tager afstand fra dette og forsøger at finde en mening med livet. De gennemgår en personlig udvikling, men alligevel er der en tvetydighed. De ønsker uafhængig og opfatter ægteskabet som forkert, men de frygter den ensomhed, som selvstændighed kan føre med sig. Deres drøm om frigørelse og sand kærlighed kommer derfor i konflikt med virkeligheden, og disse faktorer medfører, at de kvindelige hovedpersoner ikke idealiseres, og deres handlinger fremstår ikke som værende heroiske.

Samtidig er der en del forskelle forbundet med fremstillingen af kvinden og seksualiteten. Constance griber ikke muligheden for at opnå den ønskede selvstændighed, da hun ikke opfatter det som værende muligt at leve økonomisk uden en mand. Dette gør Edna til gengæld, eftersom hun forsøger at gøre sig økonomisk uafhængig ved at udleve sine kunstneriske ambitioner. Derudover er værkernes fremstilling af den kvindelige seksualitet forskellig. Constance frigiditet er udpræget gennem størstedelen af romanen, hvilket skyldes uvidenhed og Rings erotiske brutalitet, men romanen viser dog, at seksualiteten kan vækkes, når den ikke forbindes med penge og gøres til en vare. Afslutningen illustrerer på en pessimistisk facon, at den mandlige seksuelle dobbeltmoral altid vil resultere i løgnagtighed i ægteskabet, og dermed forbinder Constance seksualitet med løgn. Ednas seksualitet virker stærk, naturlig og udfoldet og den vækkes gennem et ægte, passioneret og kærlighedsfyldt forhold til Robert. Slutningen virker umiddelbart pessimistisk, eftersom hun tager sit eget liv. Men dens tvetydighed og referencer til kvindelighed og frugtbarhed kan opfattes som en optimistisk hyldest til den stærke kvindelige seksualitet og starten på en generel kvindefrigørelse.

Romanerne har altså begge en tydelig kritisk tendens, hvilket hænger sammen med, at de litteraturhistorisk placerer sig omkring den periode, som i Danmark kaldes det moderne gennembrud. Perioden starter i 1871, og er præget af samfundsmæssige ændringer, og det er interessant at se på tidens kvindesyn og opbruddet i de traditionelle kønsrollemønstre. I det traditionelle, patriarkalske og kønsbestemte samfund bliver kvinden fra naturens side opfattet som værende manden underlegen. Derudover betragtes mandens seksualitet som noget naturligt, mens kvindens seksualitet undertrykkes og forties. Efterhånden begynder det patriarkalske samfund at blive opløst, og et opbrud i de traditionelle kønsroller og en seksualisering af kønnene sker. Dette betyder, at der lægges vægt på menneskers evne til at udfolde sig som seksuelle væsner.

Det patriarkalske samfunds kvindesyn kritiseres tydeligt i begge værker, eftersom det virker undertrykkende på kvinden og hendes seksualitet. Den mandlige seksuelle dobbeltmoral kritiseres i "Constance Ring," som ligeledes viser, hvordan fortielsen af den kvindelige seksualitet medfører frigiditet og resignation. Men opbruddet i de traditionelle kønsrollemønstre fremgår samtidig af værkerne, idet de kvindelige hovedpersoner forsøger at finde en mening med tilværelsen og opnå personlig frigørelse. "Constance Ring" kritiseres af konservative grupper og bliver en vigtig del af periodens sædelighedsfejde, som er en samfundsmæssig debat om seksualmoralen med fokus på den kvindelige seksualitet. "The Awakening" bliver også udsat for ekstrem kritik på grund af romanens skildring af den udfoldede kvindelige seksualitet og den kvindelige styrke. Værkerne sætter altså de problemstillinger, der er knyttet til ægteskab, seksualitet og forholdet mellem kønnene under debat. Det er netop dette, som den danske litteraturkritiker Georg Brandes i sine forelæsninger understreger, at litteraturen skal gøre. Han fastslår samtidig, at den danske litteratur er bagud i forhold til den vesteuropæiske, som allerede beskæftiger sig med aktuelle emner og årsagsforklaringer, der ikke er religiøse. Litteraturen skal skildre virkeligheden via en realistisk skrivemåde, og naturalismen bliver en mere kritisk udgave af realismen.

Naturalismen tager afstand fra romantikkens idyllisering af virkeligheden, hvilket medfører, at holdningen ofte er pessimistisk, og en naturvidenskabelig metode og betragtningsmåde overdrages på litteraturen. I løbet af det moderne gennembrud proklamerer Friedrich Nietzsche, at "Gud er død," og Charles Darwin kommer ligeledes med sin udviklingslære, hvor mennesket ses som et led i dyrerækken. Disse tanker er revolutionerende og medfører et opgør med romantikkens gudesyn. Driftslivet tillægges dermed stor betydning, og determinismen er central, hvilket betyder, at mennesket ikke bestemmer over sig selv men ubevidst styres af love. Mennesket er et stykke natur, som er bestemt af arv og miljø, og forholdet mellem drøm og virkelighed bliver et centralt tema.

Den udprægede kritik af kristendommen illustreres i begge værker. Den legitimerer undertrykkelsen af kvinden i ægteskabet ved at hindre Constance i skilsmisse, og det fremgår af "The Awakening," at Edna føler ubehag ved religiøse ceremonier. Dette hænger muligvis sammen med, at hun har et udpræget behov for uafhængighed og frigørelse. Derudover tillægges driftslivet stor betydning, og dette fastslås af skildringen af den mandlige seksuelle dobbeltmoral, og samtidig resignerer Constance som følge af sin uvidenhed om dets betydning. Ednas udfoldede seksualitet illustrerer ligeledes dette driftsliv, eftersom hun erkender sine indre samt naturlige behov. Især Constance-skikkelsen er underlagt en vis determinisme, idet moderen og tanten fortier reelle erfaringer om ægteskabet og seksualiteten, og dermed fastholdes den kvindelige hovedperson i den undertrykte rolle og bliver et produkt af arv og miljø. Romanens afslutning viser tydeligt den pessimistiske holdning, men det kan diskuteres om det ligeledes gør sig gældende for "The Awakening." Umiddelbart virker Ednas skæbne determineret, eftersom hun erkender, at det nærmest er umuligt at frigøre sig fuldstændigt. Men den anden tolkning af afslutningen giver et billede af nogle langt mere optimistiske fremtidsudsigter. De kvindelige hovedpersoners konflikter mellem drøm og virkelighed medfører nye indre konflikter, som hindrer en idealisering af kvinden. Tvetydigheden og de kvindelige hovedpersoners konflikter resulterer i, at en stillingtagen opstår hos læseren. Det er nemlig det overordnede formål med den naturalistiske problemlitteratur, at læseren skal tage stilling og bevidstgøres. Romanerne lægger altså op til debat og indeholder nogle almengyldige samfundsmæssige samt eksistentielle tematikker og problemstillinger, der medfører, at de stadig har relevans og er interessante at studere i dag.

Bredsdorff, Thomas: Instans Børn, Gyldendal 1982

Chopin, Kate: The Awakening and Other Stories, Wordsworth American Classics 1995

Dahlerup, Pil: Gennembrudsnoveller af danske kvindelige forfattere 1870-1990, Gyldendal 1984

Engelstad, Irene: Amalie Skram – Kjærlighet og kvinneundertrykking, Trille 1979

Engelstad, Irene m.fl. (red): Amalie Skrams verden, Gyldendal Norsk Forlag 1996

Introduction to Penguin Classics, udgaven 1984

K. Michelsen m.fl. (red): Litteraturhåndbogen, 3. udgave, Gyldendal 1987

Skram, Amalie: Constance Ring, Gyldendal 1978

Øverland, Janneken m.fl. (red): Frihet til å skrive – Artikler om kvinnelitteratur, Pax Forlag 1981

http://www.sparknotes.com/lit/awakening/characters.html

Return