Større tekst
Mindre tekst
 

Arkiv 2009/10

Her finder du billeder fra skoleåret 2009/10

Dimissionen er på indgangssiden og så finder du andre gallerier på undersiderne

Dimissionstaler

Den mest umulige dimissionstale nogensinde

Nu er jeg færdig med gymnasiet – hvad skal jeg så?

Selvom jeg ved at jeg ikke kan give jer svaret vil jeg jo gerne give jer noget med på vejen. I år har været helt speciel for mig og faktisk skrev jeg denne tale allerede i julen for at fastholde en dyb og vigtig erkendelse som jeg gerne vil give videre - og så for nylig gjorde en god veninde mig opmærksom på et citat af den danske teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup som blot bekræfter det budskab jeg vil tale om. Løgstrup siger:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 

K.E. Løgstrup, Den etiske fordring (København: Gyldendal 1956), s. 25.

Min tale er historien om en gymnasiepige jeg kendte rigtigt godt. Hun var et menneske der var særligt god til at få andres liv til at lykkes, men dermed også hendes eget og på den måde kan jeg forhåbentlig give jer nogle brugbare billeder til det liv der venter jer. I må bære over med at jeg måske ind imellem skal kæmpe lidt med at få ordene frem, men dette er på en gang den mest umulige dimissionstale og den vigtigste dimissionstale jeg kommer til at holde.

For 31 år siden sad Birgitte, som I sidder nu til sin dimission på Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Hun var en af de dygtige piger – men ret stille. Typisk gymnasiepige, faktisk ikke meget forskellig fra den største gruppe af jer der sidder her. Og nøjagtigt som mange af jer vidste hun ikke rigtigt hvad hun ville med sit liv. Begge hendes forældre var på en lidt speciel måde havnet i undervisningsverdenen. Hendes far var viceskoleinspektør. Men han var startet som landmand. Hendes mor var rektor for håndarbejdsseminariet i Odense. Hun var udlært syerske. 

Birgitte havde været glad for gymnasiet – mange fag var interessante, måske dansk mere end andre. Sommerferien blev brugt som kassedame i Kvickly og så meldte hun sig som vikar i Odense Kommune. Hun havde altså planer om et sabbatår som mange af jer også har – og det at melde sig som cykelvikar skulle skaffe den dygtige gymnasieelev penge til at drage ud i verden. Birgitte gjorde sig klar hver morgen – men der blev ikke ringet. Forestil jer den flittige, pligtopfyldende og ivrige Birgitte der faktisk hver dag satte sig op til at skulle ud og møde elever – og så ringede telefonen ikke. Heldigvis for hende blev der et vikariat på hendes fars skole. Den erfaring gav hende de svar hun søgte. Ca. ½ år efter endt studentereksamen vidste Birgitte altså, stadig 19 år gammel, hvad hun skulle med sit liv. Hun skulle være gymnasielærer. 

Birgitte var ude at rejse et par måneder og læste så dansk, først i Odense, siden i Århus hvor hun også læste kunsthistorie. Studierne var spændende, lejligheden blev betalt med rengøringsjob i en børnehave (måske knapt så spændende, men det skaffede mad på bordet), der var også tid til at spille volleyball (faktisk fik hun sølv ved Danmarksmesterskaberne) og til kærester. Først biskoppens søn, Peter, og siden skoleinspektørens søn, Per, – Per blev siden far til hendes to børn. Birgittes liv indeholdt – som livet skal – mange sider og hun dyrkede dem til fulde.

Men at lærergerningen var større end så meget andet viste hendes valg de kommende år. Volley blev lagt på hylden til fordel for forberedelse af undervisningen (og så fik holdet guld – hmmm).

Jeg ved ikke om I kan forestille hvordan det var at have hende som lærer. Sådan en som havde forberedt til sent om aftenen og som selv i skolen havde været noget af en perfektionist. Men sådan var hun slet ikke – hendes benzin var ikke alvor og perfektionisme – undervisning handlede om at dele begejstring og om at hvis noget var værd at gøre – så var det værd at gøre det ordentligt. Undervisningen var heller ikke verdensfjern og teoretisk – den var engageret og handlede om livet – det var en undervisning der fængede. Nogle af eleverne fra første hold forblev hendes venner resten af livet. 

Jeg husker (ud over at vi brugte dele af ferien på at opsøge ting der også kunne sætte liv i undervisningen, bl.a. et par fantastiske ture til Biennalen i Venedig) især to forløb. Med et kunsthold havde hun dyrket installationer, som jeg vil kalde ”kunst man kan gå ind i” – i dette tilfælde skulpturer af mennesker fremstillet med hønsenet og hvidmalet papmaché og siden anbragt rundt omkring på skolen. Vi stødte alle på disse skulpturer: når vi kiggede op i trappeskakten gik der et menneske på hovedet i forhold til os på trappernes underside. Når vi kiggede ud i det store åbne rum med mere end 15 meter til loftet svævede der en af disse hvide skulpturer. Eller vi stod pludselig ved siden af en af dem henne ved et af vinduerne. Og de yngste elever blev vist rundt på skolen af kunstnerne -altså 3.g-erne - og fik dermed en formidlet kunstoplevelse – af en kunst der var i deres hverdag og ikke bare på et museum, en kunst der kunne røres og berøre dem, lige der hvor kunst hører hjemme.

Birgittes sidste projekt handlede om de syv dødssynder. Jeg tror ikke at Birgitte havde begået mange af dem selv – og hvis hun havde så kun i det omfang der viser at Birgitte var et rigtigt menneske. Hendes klasse skulle lave skulpturer og hun havde truffet aftale med den lokale skrot-losseplads om at eleverne måtte komme i middagspausen (ellers var det for farligt) og hente det jernaffald de mente de kunne bruge til deres skulpturer. Pedellerne var med og det endte med mere end 1000 kg skrot på en halv time og 7 skulpturer der var svejset sammen på skolen en fredag og en lørdag for siden at blive udstillet i kirken og solgt på auktion på biblioteket i Flensborg.

Disse to forløb indeholdt kundskaber og kreativitet, selvstændighed og samarbejde, forskellighed og fællesskab – sådan som gymnasiet er når det er bedst. De betød at eleverne forlod skolen med en oplevelse af noget der rakte ud over skolen for skolen – ja med det jeg oplever som essensen af den viden vi kan formidle til jer i gymnasiet: viden om livet og fornemmelsen af at hverken skolen eller livet er afgrænset i forhold til hinanden.

Jeg har allerede fortalt jer at Birgitte kom i nær kontakt med elever allerede i sine første år som lærer. I 1997 – da hun havde været lærer i 9 år og fået to børn fandt skolen ud af at hun skulle være studievejleder. Det betød kurser og det betød et helt anderledes lærerliv hvor undervisningen var ca. halvdelen og studievejledningen den anden halvdel.

Når man har med elever som jer at gøre skal man være tonedøv for ikke at opfatte at der sker ufatteligt meget i netop jeres gymnasietid – og det er ikke altid at tyske præpositioner og spørgsmålet om de styrer akkusativ eller dativ er det der fylder – for slet ikke at tale om hvorvidt det er afgørende for om I kommer gennem gymnasiet. Som studievejleder har man måske i særlig grad muligheden for at nå hele vejen rundt – for at snakke med jer som mennesker, ikke bare som tysk-elever. Birgitte havde allerede gjort den erfaring at andre ting end selve undervisningen ofte kunne være afgørende for en elevs udbytte at gymnasiet – ja afgørende for om de fik lagt et fundament som resten af livet kunne bygge videre på. Chancen for at blive studievejleder var en af dem der ikke skulle siges nej til – og det betød også at Birgitte tog det sidste skridt til at blive det menneske hun allerhelst ville være. 

I denne sammenhæng er det kun en lille parentes, men for mig naturligvis ret væsentligt, at studievejlederuddannelsen ud over at være samtidig med Birgittes skilsmisse også betød mødet med en studievejleder fra Nørresundby Gymnasium som i Birgitte så og fandt kvinden der kunne få hans liv til at lykkes. Den studievejleder er som I nok har regnet ud i dag rektor på Haderslev Katedralskole – og bruger nu sin egen, afdøde, hustrus liv til at give jer et billede med på vejen af hvor godt livet kan blive efter jeres eksamen – hvis I gør jer umage på den gode måde.

Studievejleder Birgitte mødte mange elever med forskellige problemer. Når man er på en skole (Birgitte var i 21 år på Duborg-Skolen i Flensborg – et tysk gymnasium med undervisning på dansk for medlemmer af det danske mindretal syd for grænsen) hvor mange af elevernes forældre faktisk ikke forstår det sprog deres børn undervises på bliver forældre-barn modsætningen og problemerne ikke mindre. Traditionelt rekrutterer skolen også social meget bredt og mange elever har mange socialt betingede udfordringer at slås med – sådan som vi også her i Haderslev i stigende grad oplever det. Det var ikke Birgittes mål at redde verden, men hun gjorde alt hvad hun kunne for hvert eneste menneske der kom til hende – eller rettere: Birgitte forsøgte at vise hver eneste elev med problemer hvordan de selv kunne finde styrken til at klare deres hverdag og hvordan de kunne bruge skolen til at bygge et bedre liv for dem selv – også hvis det betød at de skulle forlade skolen fordi den i sig selv var problemet. Dette arbejde var uden sammenligning det mest meningsfyldte Birgitte mødte i sit liv – ved siden af at være mor og hustru.

Derfor vendte Birgitte også tilbage til dette arbejde i en situation hvor andre havde givet op og lagt sig til at dø. Og det mener jeg helt bogstaveligt. I efterårsferien 2005 fik Birgitte konstateret tarmkræft. Sygdommen var ved at slå hende ihjel allerede i foråret 2006, altså før alle I var startet her på gymnasiet. Men hendes kampvilje og lægernes gode behandling gav hende næste fire år til, fire år som ikke var en dødskamp, men fyldt med liv – mere end to af dem endda med kræfter nok til stadig at være en inspirerende lærer og uundværlig studievejleder. 

Jeg husker særligt tydeligt den dag hun efter det første meget kritiske forløb kunne vende tilbage til skolen. Jeg besøgte Duborg-Skolen samme dag og Birgitte kom hen til mig og sagde meget intenst: jeg har allerede haft to rigtigt gode samtaler med elever som jeg tror at jeg nåede ind til. Birgitte var der hvor hun skulle være – trods egne livstruende problemer tog hun sig af andre – elever som jer – der havde brug for hjælp.

Men her til efteråret rakte kræfterne ikke længere. Da jeg kunne se at kræfterne og koncentrationen ikke rakte til det mere fik jeg hendes facebook-password så jeg kunne orientere alle hendes venner. Det gav mig adgang til at se hvor mange der savnede hende, fulgte hende – ja på forskellig måde udtrykte stor taknemmelighed for at Birgitte havde været deres lærer, deres studievejleder, fordi mennesket Birgitte havde holdt noget af deres liv i sin hånd. Og som hendes ægtemand var jeg naturligvis stolt – men jeg vidste også at jeg her stod over for en af livets helt store lektioner. Jeg stod over for en dyb bekræftelse af hvad det er jeg skal forsøge at give jer med på vejen. Jeg skal ikke fortælle jer hvilken uddannelse I skal tage. Jeg skal ikke fortælle jer hvilken vej I i det hele taget skal vælge i livet – men jeg skal sige følgende til jer:

Gør jer umage når I holder andres liv i jeres hænder. Værdien af jeres liv vil blive målt på hvor mange mennesker I har betydet noget for. At gøre en forskel er at betyde noget for andre mennesker. I kan ikke gøre noget bedre for jer selv end at sætte som mål at gøre noget også for andre. Da min hustru døde viste facebook, de fremmødte til begravelsen og alle de mindeord der blev sagt om hende at hun i sit relativt korte liv havde berørt langt flere end mange af os andre når på et meget længere liv. 

Jeg har haft henvendelser fra tidligere elever der i hende så den bedste lærer de nogensinde havde haft – og i et samfund der ellers har en tendens til at glemme betydningen af vore lærere vil I også til hver en tid kunne sige hvilke gode lærere I har haft, dette blot for at understrege at en god lærer er noget af det højeste vi mennesker kan nå – og jeg har haft henvendelse fra elever der uden at tøve mente at de kun var i live og havde det godt i dag på grund af deres studievejleder og lærer, min hustru. Jeg er dybt ydmyg ved tanken om den måde min hustru formåede at gøre en afgørende forskel i andres liv – altså også i mit. 

I sidder her – omkring 300 unge mennesker med et eksamensbevis og en hue, ligesom Birgitte for 31 år siden – I har også chancen for at gøre det liv til noget helt enestående og til at berøre rigtigt mange mennesker. Lov mig at I vil benytte jer af den chance I har. Chancen kaldes livet – tag godt vare på den.

Lars Kofoed-Jensen, rektor

Kære studenter , mine damer og herrer .

Jeg er en gammel student her fra skolen , mit hår er ved at blegne.

Jeg skal tale på 50 års studenterjubilarernes vegne.

Vi gik på den gamle skole , dernede i Gåskærgade.

Hvis vi ikke sad stille i timerne , så fik vi nogen flade.

Vi sad bænket i den gamle bygning med de takkede gavle.

Og vi følte dengang alle , at den var verdens navle.

Over indgangsdøren står der  ” Patriæ et literis ”.

Her fik vi skolelærdom , på skolemestervis.

Jeg husker vores smerter og de traumer vi fik.

Nu huser skolen meget passende en kommunal børnetandklinik.

Hele verden blev åbnet foran os , vi fik alle et kik.

Hver eneste dag morgensang og en times gymnastik.

Latin , tyske verber og blækregning i matematik.

Kursusophold i ”Hakalytten” , hvor vi lærte botanik.

                            I jeres gymnasietid har I kunnet udfolde jer helt frit.

                            I har ikke brugt meget tid ved tavlen og skrevet med blæk og kridt.

                            Her på skolen , på de videregående uddannelser, og når I har fri.

                            Kan I benytte jer af den moderne informationsteknologi.

                            Nu er der ikke mange , der higer og søger.

                            På bibliotekets hylder , i de gamle bøger.

                            Hvis I vil vide noget om søpapegøjer og pingviner.

                            Eller forske i stammedialekter hos Saharas beduiner.

                            Så kan I bruge internettets søgemaskiner.

                            Eller hvis I bare har lyst til at synge en sang.

                            Så finder I på Google noder , tekst og arrangement.

                            Og skal I sådan lige pludselig ha` fat i nogen.

                            Så griber I i lommen og ringer på jeres I Phone.

                            Det er nu let at kommunikere og tilegne sig viden.

                            Hvis I bare husker at betale jeres abonnement til tiden.

Og grænseløst for Jer er nu også fædrelandet.

I Sønderjylland mod syd , hvor vi ikke har vandet.

Her er altting åbent , i et stort gab.

I er med i det store EU fællesskab.

Så jeres virkelyst er der ingen der bremser.

I kan vælge universiteter helt uden grænser.

Og I vil komme i første række ved enhver parole.

Med jeres eksamensbevis her fra Haderslev Katedralskole.

I har grund til at være stolte , ryggen kan i ranke.

I skal ikke ned og kæmpe på Dybbøl Banke.

For I kan vinde jeres egne sejre.

Det er en af dem , I i dag kan fejre.

                          På mine studenterkammeraters vegne vil jeg ønske jer tillykke.

                          I kan nu feste i vores by, for I er nået et langt stykke.

                          I kan danse i sommernatten med krammen og med kyssen.

                          Og I skal bare slå jer løs , for I har mange skud i bøssen.

                          For jeres unge studenterliv , er ikke det værste I har.

                          Rigtig hjertelig tillykke , om lidt er champagnen klar.

                                                                                     Viggo Winge-Petersen.