Større tekst
Mindre tekst
 

Arkiv 2008/09

Her finder du billeder fra skoleåret 2008/09

På indgangssiden er der billeder fra dimissionen og på undersiderne finder du yderligere gallerier fra årets løb

Dimissionstaler

Her finder du rektors tale og 80-års jubilar Bjørn Svenssons tale. Der er også en hilsen fra årgang 1949 og en omtale af boggaven fra Erik Svensson (lillebror til Bjørn - havde 65-års jubilæum samtidigt med storebrors 80-års jubilæum)

Rektors tale til studenterne 2009 

”Så du filmen i fjernsynet i går?”

Sådan kunne vi sige til hinanden på Køge Gymnasium for 30 år siden hvor jeg selv blev student. Alle forstod og forholdt sig uden problemer til spørgsmålet, og det blev ikke ledsaget af ”fra hvilken kanal?” eller ”hvilken film?”. Der var kun én dansk kanal og højst én film man kunne mene med spørgsmålet – så enkelt var det.

Sådan er det ikke længere – tænk bare på antallet af kanaler, antallet af tv-udbydere med yderligere kanaler, internettet og udbredelsen af digitalt lagrede film på dvd, blu-ray eller andre medier.

”Så du filmen i fjernsynet i går?” ville i dag blive ledsaget af så mange opklaringsspørgsmål at det blev tydeligt at vi lever i et samfund hvor man kan vælge sine informationskilder langt mere forskelligt end tidligere – endda sådan at der er tilstrækkeligt med målrettede informationskanaler til at en ung ikke behøver at forholde sig til voksenverden, endsige samfundet og tilstrækkeligt til at en af de ”unge af sind” (der i parentes bemærket har rundet 50 eller måske 60) kan vælge sine medier så ungdomskulturen forbliver noget man blot kan afvise som underlødig, uforståelig, unuanceret, uinteressant og - måske værst af alt - ligegyldig. 

Der er ikke så meget samlende tilbage – faktisk er vi i det almene gymnasium et uddannelsessted hvor mange deler erfaringer og udvikler værdier i fællesskab, en af det moderne samfunds sidste rigtigt store kilder til sammenhængskraft – sammen med fodboldlandsholdet (når de altså vinder) – nå ja, og så er der alligevel en gang imellem noget alle er sammen om, har set eller har en mening om. X-Faktor var et sådant program – også selvom det var anden runde. Rigtigt mange så programmerne inklusive ekstra-materialet (et pudsigt begreb som tv har overtaget fra dvd-udgivelserne) – endnu flere havde en mening om det, og stort set alle havde en mening om deltagerne – og om dommerne.

Min tale sidste år handlede om smagsdommere – og jeg er da nødt til at dvæle lidt ved begrebet, for X-Faktor havde netop tre smagsdommere der sammen med alle os mere eller mindre smagløse seere, skulle stemme en vinder frem efter at vi alle havde gået så grueligt meget igennem. Men jeg vil kun holde fast i ordet ”smagsdommer” for at sikre at vi er enige om brugen af ordet – og da dette jo er min store enetale, mine årlige ”fifteen minutes of fame”, vil jeg lige definere hvad det er vi er enige om. 

Da Regeringen gik på jagt efter smagsdommerne, mente de alle de ”eksperter” som på deres faglige baggrund var sat til at kvalitetsbedømme en lang række ting som staten kunne give støtte til eller undlade at støtte. De tre partier mente at vi alle havde lige gode forudsætninger for at bedømme disse ting – eksperterne skulle i hvert fald ikke fortælle os hvad der er god smag.

”De gustibus non est disputandum” er et af de latinske citater flere kender og under pres (når de er løbet tør for argumenter) også bruger. Det oversættes vel bedst i retningen ”om smag og behag bør eller kan der ikke diskuteres”. Og disse gamle visdomsord giver tilsyneladende Regeringen ret i deres heksejagt på smagsdommeriet. Problemet var bare at Regeringen smed kvalitetskontrollen på porten, og indførte et rent smagsdommeri i stedet. For de såkaldte ”smagsdommere” var kvalitetsbedømmere, nemlig personer der ud fra viden og professionel indsigt var sat til at udtale sig om kvaliteten af de mange ”ansøgere” og ikke dommere der bare dømte ud fra smag eller behag. Ordet blev og bliver altså brugt til at beskrive noget helt andet end det ordet siger – det er enten dårlig kommunikation eller bevidst manipulation – det overlader jeg trygt til jeres dom (smag eller ej).

I X-Faktor sad der tre sådanne ”smagsdommere” eller - som jeg hellere vil kalde det – kvalitetsbedømmere. Thomas Blachman, Remee og Lina Rafn. De har udgangspunkt i uddannelse og virke inden for musikken – ganske vist fra forskellige hjørner af musiklivet, men der var en god grund til at netop de sad som dommere i en sangtalentkonkurrence og ikke Lars Kofoed fra Haderslev Katedralskole der måske bilder mig ind at jeg er noget ved musikken, men forstand på det har jeg ikke, kun en mening om det. Jeg fulgte programmerne med særlig interesse for hvad disse kvalitetsbedømmere sagde og gjorde – og pludselig slog det mig hvorfor jeg hoppede med på x-faktorvognen. Jeg var jo selv på en x-faktor-skole, en uddannelse der har talentudvikling som sit fineste formål.

For henholdsvis to og tre år siden modtog Haderslev Katedralskole jer, i alt næsten 300 ansøgere, der ville bedømmes på jeres stXfaktor eller hfXfaktor (mærkeligt nok var man ikke konsekvent da man med reformen indførte stx, hhx og htx som forkortelser ved siden af hf for højere forberedelsesXamen – men hf har i allerhøjeste grad også x-faktor). Især ville I gerne ind i et udviklingsforløb med ikke bare en, men flere af vores dommere så I kunne udvikle talentet og finde frem til den vej I skulle gå for at udnytte jeres potentiale mest muligt. Vores dommere, gymnasielærerne, har jo netop en faglig baggrund for at bedømme og ikke mindst udvikle jeres viden.

Og i dag sidder I her og kan tænke tilbage på jeres tid i stXfaktor eller hfXfaktor. I kan også tænke tilbage på jeres dommere, jeres lærere, og det skulle undre mig meget om I ikke kunne få øje på en Blachman, altså en lærer som var meget inspirerende, noget excentrisk og sommetider også ganske upædagogisk når kvalitetsdommen faldt (”hvorfor er der ikke nogen der har fortalt dig at du ikke kan synge?”) eller en Remee, den måske mere flinke og pædagogisk bløde lærer, som dog alligevel ikke tøvede med at give lave karakterer hvis kvaliteten ikke var til mere (”du har en lækker personlighed, men det kan jeg altså ikke give dig 10 i matematik for”), eller en Lina, læreren der er så omsorgsfuld som en mor eller nær ven og lever med i alle jeres op- og nedture og sammen med Lina-læreren fik I grædt ud og fandt kræfter til at udholde alverdens Blachmænd. I har med garanti også oplevet diskussioner hvor I mente at jeres mening var lige så god som lærerens – men hvor I så er blevet sat på plads af læreren, vores højtuddannede kvalitetsbedømmer, fordi spørgsmålet ikke handlede om jeres smag og mening, men om kvaliteten af jeres argumenter og viden. 

Nogle vil på dette tidspunkt standse mig med indvendingen: Eleverne har muligvis lært dansk, engelsk, matematik og kemi – men det er jo faglig kunnen og ikke x-faktor det handler om. Alle jer der har gået på Haderslev Katedralskole vil forhåbentlig (og formentlig) give mig ret i at der er sket langt mere, og for mange måske noget endnu væsentligere end faglig udvikling – og jeg vil samtidig gå så vidt som til at sige at selv den faglige udvikling havde x-faktor kvaliteter. 

For mig er det x-faktor når I har deltaget i biologi-olympiaden eller forskerkonkurrencer. Det er x-faktor når Haderslev Katedralskole sender flest indsamlere til Røde Kors indsamlingen. Det er x-faktor når I sætter Holbergrevy, Blå Nilfisk og musical op – når I arrangerer idrætsdag eller modeshow. Det er måske allermest x-faktor når nogle af jer sidder her i dag med en bestået eksamen med blå eller rød hue samtidigt med at I har været på MGK eller Idrætsakademiet eller I har bestået trods egen sygdom, store problemer i hjemmet eller andre forhindringer der nemt kunne have spændt ben for langt mindre krævende projekter end det at tage en gymnasial uddannelse – men netop den (og I!) havde så meget x-faktor at alt blev overvundet.

Haderslev Katedralskole er en sammensmeltning af undervisningen og alle de andre aktiviteter som ud over de nævnte også er elevråd, elevmentorer, studieture, skoleblad og meget andet. Det er en uendelig sum, hvor man nok kan tælle og opregne fagene (det gør man på eksamensbeviset), men det egentlige facit kan kun forstås med indregning af en mere uhåndgribelig x-faktor, eller skulle vi ikke kalde vores særlige udgave af den Haka-faktoren. De fremmødte jubilarer tyder på at den findes og er stærk – som I senere vil høre: helt op til faktor 80.

I dag sidder I her med det ydre bevis på jeres hfXfaktor eller jeres stXfaktor – I er ikke færdige med talentudviklingen, men et lille x er blevet til et stort, og blandt flere x-er har I måske fundet det x som I helst vil dyrke og forfølge i de kommende år evt. resten af livet - ja måske har I endda fundet det Y I vil dele det med. 

I vil opleve at det er med gymnasietiden som med X-Faktor – stort set alle har en mening om den, - til gengæld vil I føle at I har fået væsentligt mere med end ”den fantastiske oplevelse” som X-Faktor-programmerne i bedste fald giver. Med jer videre vil I have vores allesammens x-faktor, altså den I også selv var med til at skabe, Hakafaktoren. 

Pas godt på den

Pas godt på jer selv 

og held og lykke fremover.

 

Bjørn Svenssons tale

Kære studenter. 

Historie er vel for jer kun et fag, så I har næppe lagt mærke til, at Kongeåskellet, den ældgamle grænse mellem Sønderjylland og Nørrejylland, faktisk er blevet ændret af kommunalreformen. Nu smuldrer den, fordi den ikke længere er et skel mellem to landsdele. Og når vejstrækningen med mindestenene, hvor kongen i 1920 red ind i det genvundne land, nu er blevet en bydel af Kolding, må man erkende, at Sønderjylland er ved at gå i opløsning.

  Det gamle skel har ellers historisk ligget fast, så fast at selveste Holberg i 1744 afviste at bevilge et stipendium til en student fra Haderslev med den motivering, at gav man først stipendier til sønderjyder, ville holstenerne følge efter. Sønderjyder kunne altså ikke få stipendium ved Københavns Universitet, medens studenter fra Færøerne, Island og Norge fint kunne få. 

   Og alligevel, helt fast har grænsen ikke ligget. Da Danmark efter krigen 1864 blev tvunget til at afstå hertugdømmet Sønderjylland til Preussen, lå der nogle kongerigske enklaver i Vestslesvig, som måtte følge med. Men til gengæld fik Danmark lov til at beholde et sønderjysk område, de såkaldte otte sogne syd for Kolding.

   Sønderjylland har haft en omskiftelig tilværelse som ingen anden dansk landsdel.  

Man kan se det også i den korte tid jeg har levet. Da jeg blev født i Sønderborg 1910, var Sønderjylland en del af Preussen. Da min mor ventede mig, sad min far, der var redaktør af det danske blad Dybbøl-Posten, to måneder i fængsel for påstået fornærmelse af en tysk agitator. Det er en farce at læse den tids referater af de tyske myndigheders forfølgelse af danske journalister.

   Verdenskrigen var hård at komme igennem, også for os. Min far var indkaldt til tysk krigstjeneste, og vi var flyttet til Flensborg, så min mor kunne få støtte af sine forældre, som boede dér. Den første skole jeg kom i, måtte lukke på grund af brændselsmangel. Siden gik jeg i to andre tyske skoler plus en landsbyskole, fordi jeg på grund af underernæring blev sendt til slægtninge på landet. 

   Da krigen var slut, kunne min far ikke finde arbejde og rejste derfor til Haderslev, hvor han i 1919 oprettede en ny avis, der senere blev fusioneret ind i det, vi i dag med et uskønt navn kalder JydskeVestkysten. Altså kom vi til at opleve Genforeningen i 1920 her i byen. Den tyske latinskole blev nu omdannet til dansk katedralskole, og den skulle have en forberedelsesafdeling på fem klasser, hvor jeg skulle ind i 4. klasse. Det blev min skole nr. seks, for indtil denne afdeling blev klar, måtte jeg gå i en interimistisk skole i Vestergade.

   Genforeningens konsekvenser oplevede jeg på så mange måder. Jeg var blevet taget med til den store genforeningsfest i Dybbøl Skanser 11. juli 1920, hvor den sønderjyske befolkning mødte kongen.

   Jeg oplevede skiftet også i bybilledet, hvor de franske soldater havde afløst de tyske og selv blev afløst af danske. Vi fik danske penge, røde postkasser og røde postbude. Og så lokomotiver med rød-hvide ringe om skorstenen.

   I skolen var den mest synlige forskel, at mens vi i den tyske skole skulle sidde ranke og med foldede hænder på pulten, så læreren havde fuldt overblik, kunne vi i den danske skole gemme os bag dem, der sad foran. Men det var skriften, der voldte mig mest besvær. I den tyske skole skrev vi med gotiske bogstaver, i den danske skulle vi bruge de latinske. I fjerde klasse har man nået en vis skrivehastighed, så det er svært at skifte skrift, og det gav dårlige ordenskarakterer. 

   Det var ikke blot eleverne, der havde problemer. Lærerne kunne også have det, i hvert fald når de havde tysk uddannelse. Min gamle lærerinde, Frk. dr., som vi kaldte hende, har senere i et brev skildret sit problem således:

   ”Da jeg i 1920 kom fra Braunschweig til Haderslev, var min vanskeligste opgave at give eleverne karakterer. Jeg kunne ikke få ind i hovedet, at man ikke skulle give godt, når man mente det. Den første gang, jeg skulle skrive standpunktskarakterer, vrimlede det derfor med g’er og tg’er. Så kom rektor Mortensen ind i en klasse og bebrejdede eleverne, at de var så sløje i matematik og fysik. Det var en særdeles flink klasse, så jeg var klar over, at det ikke var eleverne men deres lærer, det var galt med.”  - Citat slut.

   Nu står I som studenter og skal lægge planer for en uvis fremtid, hvis I ikke allerede har lagt dem. Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg egentlig tænkt mig at læse historie, som var mit yndlingsfag. Men så fik jeg til jul, da jeg gik i 3. G, et lille skrift med en mindetale, som min far havde holdt i 1906 over redaktør Jessen, Flensborg Avis. Ingen dansk journalist var blevet forfulgt som han. Den pris han måtte betale, var sammenlagt fire år i tysk fængsel og et nedbrudt helbred. Mindetalen greb mig sådan, at jeg måtte deltage i grænsekampen, så jeg besluttede at blive journalist med virke i Sønderjylland. Det var i 1928. Dengang var det ikke til at se ende på grænsestriden. Den tyske regering havde ikke villet anerkende den nye grænse, og hjemmetyskerne havde lige genoptaget jordkampen. Deres håb og krav var jo at få grænsen flyttet nordpå igen. 

   Vi, der har oplevet den tid, har endnu ekkoet i øret af deres valgopråb i 1939: ”Heim ins Reich”. Efter 9. april 1940 gav de direkte adressen: Den nye grænse skulle gå ved Kongeåen. Og en væsentlig begrundelse for den danske regerings såkaldte samarbejdspolitik var iøvrigt frygten for, at Hitler i tilfælde af et brud ville genindlemme landsdelen i Tyskland og på ny få sønderjyderne udskrevet til tysk krigstjeneste.

   Det kom heldigvis til at gå anderledes. Nu frygtede hjemmetyskere, der havde været illoyale overfor Danmark, at de skulle komme ”Heim ins Reich” på uønsket vis, nemlig via udvisning. 

   Min arbejdsopgave efter Befrielsen blev helt anderledes end jeg havde drømt om, da jeg valgte min fremtid. Samtidig med at jeg fastholdt danske standpunkter, så jeg det nu som en opgave at afdæmonisere tyskerne og understrege, at hjemmetyskerne havde hjemstavnsret her. Nu skulle det være slut med at hævne og hade. Jeg har været med til at afvikle konfrontationerne mellem dansk og tysk. Og jeg betragter det som en lykke, at det har udviklet sig sådan. 

   Jeg håber for jer, at I efter endt arbejdsgerning uanset valg af fag med samme tilfredshed kan se tilbage på jeres indsats, når I er blevet 80-års studenterjubilarer. Men glem ikke, hvor I har rod, hvorfra jeres verden går.

   Med de bedste ønsker for jeres fremtid får I her et til lykke med jeres eksamen. 

 

Blandt tilhørerne var også jubilarer med 65- , 60- og 50-års jubilæum. Der kunne desværre ikke findes taletid til disse - men her bringer jeg en hilsen fra årgang 1949, hvor 13 af 17 tilbageværende (ud af oprindeligt 29) var mødt frem. Tak til Kirsten Lund Frandsen for talen.  

En hilsen til Haderslev Katedralskole fra studenterne 1949    

Har I nogensinde stået ganske stille ved en strand og blevet nærmest hypnotiseret af bølgeslaget ?

     Den sønderjyske digter Jens Rosendal taler om havets åndedrag i sin dejlige sang fra vadehavet ”Farvernes landskab”:  ”Tidevandsbølgen viger og stiger, åndedrag gennem tusind år”.

Som havet har et åndedrag, har også skolen det – nu er det alle jer med de hvide huer, der står for tur til at vige og rulle ud af skolen, mens en ny bølge er parat til at stige og fylde pladsen efter jer!

Fra os jubilarer, der en gang har siddet på spring lige som jer, skal der lyde et stort tillykke til alle jer, der lige om lidt skal sige farvel og ud at feste – vi ønsker jer held og lykke med den helt nye tilværelse, som I nu skal til at finde ud af.

     Når vi er her i dag, resterne af den bølge på 29, der forlod Haderslev Katedralskole i 1949, for 60 år siden, er det først og fremmest, fordi vi gerne vil mødes. Men vi vil også gerne vise, at vi trods alderen kan endnu, vi fik lært at klare os, selv om der dengang ikke var noget, der hed SU, og det var ret hårdt at komme fra en beskyttet tilværelse til et koldt studiemiljø i en stor og ukendt by. Fjumreår – det hedder det vist ikke mere? – kom slet ikke på tale, selv om vi var nogle stykker, der fjumrede godt rundt i de første år – vi fandt nye venner, men vi prøvede at holde sammen, os fra Has’sle af, og det har vi gjort siden.

     Fordelt på de 3 linier, der existerede dengang: klassisk sproglig, nysproglig og matematisk, var vi på hele årgangen 29, – I er jo svulmet noget op i antal siden! - så lærerne kunne kende og følge os alle, og vi fik et nært forhold til de fleste af dem.

     Men vi var selvfølgelig også noget særligt – i hvert fald når vi selv skal sige det!

Vi hører til de årgange, der havde en ret omtumlet skolegang under besættelsen. 

     En del af os startede på katedralskolen i 1. ml. (6. klasse), det kunne man dengang, og vi nåede kun at gå godt et år i de gamle bygninger i Gåskærgade, så rykkede tyskerne ind, først soldater, senere flygtninge, så vi gik i skole i diverse bygninger omkring Lembckesvej, og vores skolegård, ja det var Lembckesvej. Hver dag havde vi morgensamling, ”lovsang” kaldet, i seminariets festsal – efter første time af hensyn til dem, der kom ind med toget. 

     Først i efteråret 1948, da vi gik i III G, kunne vi alle med fanen i spidsen gå ned til den gamle skole og hejse flaget i skolegården ud mod Gåskærgade. Det er nok svært at forstå i dag, hvad det betød for os dengang. Men vi, der fik 1 år på skolen i 1. ml. og så først kom igen i III. G, følte at det var en ring, der blev sluttet, og det gav os en helt særlig hengivenhed for den skole, der har betydet så meget for os.

     Ud over det rent faglige, hvoraf noget sidder i rygmarven, mens en stor del er forduftet til det, man kalder ”almen dannelse”, fik vi en bevidst sprogfornemmelse, en kærlighed til det danske sprog i alle dets facetter, et sprog, der ikke bør sjuskes med, og som hverken behøver eller fortjener at blive belemret med alverdens overflødige anglikanismer - -

     Den daglige morgensamling gav os en samhørighedsfølelse med alle på skolen, og selv om man godt ind imellem kunne smuglæse tyske gloser, mens vi sang de 2 sange, og rektor ”snakkede”, så har mange af os stadig glæde af at kunne store dele af den danske sangskat udenad.

     Vi fik lært nogle metoder, som er brugbare i mange situationer: Man kan klare de utroligste problemer ved at vende det hele på hovedet og begynde fra en helt anden vinkel, det virker!  

     Et kvalitetskrav fik vi indpodet, og en holdning til ikke at give op, men gå i dybden og stædigt blive ved. For at sige det med Drachmann:  ”Man tør ej springe mellemleddet over” .

     Og så lærte vi at tage hånd om hinanden.    Det er jo ikke det ringeste, man kan tage med sig ud i livet, hvor bølgeslagene undertiden kan være nok så kraftige.

Med denne hilsen vil vi gerne sige tak til skolen af i dag, og ønske, at Haderslev Katedralskole midt i alt det nye og spændende, der foregår her, altid vil have plads til både den solide faglighed og til vores gamle fornemme og vigtige kulturskat. Den skulle gerne leve videre i alle de mange åndedrag i skolens bølgende liv.  

 Kirsten Lund Frandsen. 

 

Af en 65-års jubilar, Erik Svensson, modtog skolen et klassesæt af den flotte bog "En verden omkring os" om hvilken følgende er skrevet:

Lektørudtalelse (250507)

Her er en flot personlig bog med et nærværende indhold, som er blevet til på baggrund af forfatter- og fotografparrets mange indtryk og fotos fra de mange forskellige steder, de har besøgt. De 51 opslag består af en sides tospaltet brødtekst og et farvefoto, suppleret med enten spørgsmål af medmenneskelig karakter til refleksion eller et lille faktaafsnit. De personlige fortællinger dækker geografisk hele jordkloden. Som forfatteren skriver, giver bogen kalejdoskopiske glimt med henblik på at få os til at stille spørgsmålene: Kan vi gøre det bedre? og Hvad kan jeg gøre?. Opfordringen er, rejs ud, oplev, kom hjem og fortæl, hvilket er præcist, hvad bogen gør. De mange indtryk ville i udvalgte sekvenser kunne være oplæg til overordnede diskussioner om bl.a. velfærd og ressourcer såvel naturlige som menneskelige. Sproget er ligefremt og let at læse. I Fælles Mål for samfundsfag vil bogen kunne danne optakt til områderne »Menneske og kultur« og »Menneske og natur«. Ellers til interesselæsning fra ca. 12 år. Forrest indholdsfortegnelse og bagest kort biografi af forfatter og fotograf

Lektør: Karsten Boll