Der var engang for mange år siden en pige der voksede op hos sine forældre i en lille bjerglandsby i et land I godt kunne kende. Som barn gik hendes dage med leg, med skolegang og med at hjælpe til hjemme når gederne skulle passes eller koen malkes. Hun kendte sin lille landsby og den næste landsby lige på den anden side af passet. I den næste landsby kendte hun især det lille mejeri hvor de sommetider solgte noget af mælken og hvor man også kunne købe is. Men så kendte hun heller ikke så meget mere.

I skolen hørte hun for første gang om den store verden, og hun lyttede særligt interesseret når det handlede om havet. Allerede tidligt vidste hun hvad der var hendes største ønske: hun ville ud til havet. Hun ville helt og fuldt opleve havet.

Da hun blev gammel nok til at rejse hjemmefra forlod hun sin lille landsby og gik ad den kendte vej op til passet og ned på den anden side gennem den anden landsby hun også kendte så godt. Hun gik forbi det lille velkendte mejeri og begav sig videre ad veje hun aldrig var gået før. Det tog hende flere dage at komme ud af bjergene og så kom hun gennem egne med store, vidtstrakte kornmarker, skyggefulde skove, egne med små byer og større byer og hver gang nogen spurgte hvor hun skulle hen fortalte hun om havet.

En dag nærmede hun sig et bjerg og foran bjerget var der et stort vejkryds hvor vejen delte sig. To veje så ud til at gå højre om bjerget og to veje så ud til at gå til venstre om bjerget. Da kom hun i tvivl. Hvilken vej skulle hun vælge? Hun satte sig op ad en stor sten ved vejkrydset og tænkte og tænkte. Efter nogle timer kom der en mand som kunne fortælle hende, idet han pegede på den ene af de veje der gik til højre, at han var på vej hen til en lille landsby hvor han skulle besøge noget familie. Om vejen førte til havet vidste han ikke. Han havde været i landsbyen før, men den lå ikke ved havet.

Pigen, eller snarere den unge kvinde, sagde farvel til manden og satte sig igen for at tænke. Der gik flere dage, ja uger og årstiden var blevet tydeligt køligere da der kom en lille gruppe mennesker. De kunne fortælle at de var på vej hen til en stor gård (de pegede på den anden af vejene der gik til højre) hvor de i løbet af vinteren skulle være med til at forberede det store forårsmarked som foregik i en by lidt længere henne ad den samme vej. Om vejen førte til havet vidste de ikke, men de foreslog hende at tage med dem og sådan blev det.

Hele vinteren gik med at arbejde og da foråret med det store marked kom, var den unge kvinde også med og mødte mange mennesker og fortalte om sin store drøm om havet. Da markedet var slut vendte hun tilbage til det store vejkryds og satte sig og håbede at der ville komme nogen forbi der kunne vise hende vejen til havet. En af de forbipasserende kunne fortælle om en by ved en lille sø, mens hun pegede på en af de veje der gik til venstre. Senere kom en flok landarbejdere der skulle ad den anden af vejene mod venstre. De skulle hjælpe med høsten i en lille landsby med tre store gårde og de spurgte den unge kvinde om hun ikke ville med og sådan blev det.

Høstarbejdet var hårdt og den ene opgave tog den anden så der var gået lang tid før den nu knapt så unge kvinde igen vendte tilbage til vejkrydset for at finde ud af hvilken vej hun skulle tage. Om natten drømte hun stadig om havet. Hun så havets evindelige bølgen og skuede ud over det uendelige hav. Hun hørte havets brusen og mærkede vandet på sin krop, lugtede det, smagte det.

Kvinden blev i vejkrydset i mange år. Gik sommetider med et stykke hen ad en af vejene og arbejdede på en gård, hjalp til på markedet eller hvad der måtte være brug for. Men hver gang vendte hun tilbage til krydset for foden af bjerget. 

Nu var hun blevet så gammel og slidt at hun kunne mærke at hun ikke havde mange kræfter tilbage. I fortvivlelse begyndte hun at gå op ad bjerget ved vejkrydset. Bjerget blev stejlere og stejlere så hun til sidst måtte klatre det bedste hun havde lært da hun var en lille pige i den lille bjerglandsby. Med sine sidste kræfter nåede hun toppen og lå helt udmattet i tågen der omgav den høje bjergtop. Men tågen lettede og hun kunne nu se landsbyen med de tre gårde hvor hun havde arbejdet. Hun kunne se byen med markedspladsen og hun kunne se byen ved den lille sø. Hun kunne se hver af de fire veje og hun kunne endda følge alle fire veje videre op over det næste højdedrag og ud hvor de endte – alle fire. De endte hver sit sted og dog det samme sted – ved havet.

Den gamle kvinde kunne lige skimte havet, hun bildte sig ind at hun kunne høre havets brusen og forestillede sig lugten og smagen af havet. Hun syntes at hun kunne føle det kolde vand om sin krop, men det var døden der førte hende væk fra dette liv.

Dette eventyr - som er min egen gendigtning eller måske rettere frie oversættelse af Roland Küblers: Die große Wegkreuzung, et moderne, såkaldt kunsteventyr fra 70´erne - er ikke en sørgelig historie. Faktisk er det en meget opmuntrende fortælling især for jer studenter som i høj grad kan siges at stå i et vejkryds. At det er en fortælling med et meget positivt budskab vil jeg nu på gammeldags skolelærervis sikre mig at I alle om ikke forstår så i hvert tilfælde har hørt om.

Lad mig starte med at slå fast at det ikke er en historie om en turist der aldrig når sit feriemål. Den unge piges drøm om havet er så altomfattende at den på en gang berører alt hvad hun kan opfatte med sanserne og har en åndelig dimension der går ud over den rene sanseoplevelse. For mig er der ingen tvivl om at hendes drøm om havet kan sidestilles med forestillingen om lykken hvor lykken både betyder at leve fuldt ud ved at udnytte alle de evner man har, udtrykt i historien ved det man kan sanse, og ved at komme i berøring med dybe åndelige værdier der overskrider tid og rum, udtrykt ved havets uendelighed og tidsløshed.

Eventyret handler altså på det symbolske plan om en pige der søger lykken, men ikke finder den fordi hun går i stå overfor valget af den rigtige vej til lykken. Hun er så bange for at træffe et forkert valg at hun hele tiden vender tilbage til valget og i historiens logik begår den eneste fejl man kan begå: ikke at vælge en vej. 

Men hvad vil det sige at vælge en vej? Det vil sige at sige ja til en vej og nej til de andre og så stå ved at man har valgt noget til og andet fra. Kvinden i historien vælger aldrig fra – det er som om hun hele tiden er et andet sted end der hvor hun rent fysisk er. I tankerne er hun hele tiden tilbage i den oprindelige valgsituation og ser ikke mulighederne i det sted på vejen hun rent faktisk befinder sig. Hun ser derfor aldrig muligheden for at gå videre og bygge på det hun har gjort hidtil og for hende betyder det at hun nok ender med stor indsigt, men den lykke hun søgte opnåede hun aldrig.

Nogle politikere og samfundsøkonomer vil lige nu klappe i deres små hænder fordi rektor står og taler for at man skal vælge sin (uddannelses)vej og så følge den – ingen sabbatår, svinkeærinder, studieskift eller karriereskift. I har oplevet den vejledningsreform som bygger på dette syn – indført under den tidligere undervisningsminister. Som en parentetisk bemærkning har hun selv tre-fire påbegyndte uddannelser på sit CV og ikke afsluttet nogen – uden tvivl pga. hendes politiske karriere – og jeg dømmer hende ikke for hendes snørklede livsvej, men hun har da problemer efter hendes egen målestok – den som hun og hendes meningsfæller mener at I skal leve efter.

Men jeg - der hverken har haft sabbatår eller studieskift - vil ikke tages til indtægt for den holdning. Jeg mener bestemt at vi skal opdrage jer til godt samfundsborgere – men det skal ske som hele mennesker. Det andet er en så forsimplet opfattelse både af min fortælling her og nu og det menneskelige liv mere generelt at jeg vil sikre mig mod denne misforståelse. At kvinden i fortællingen blot skulle have gået en af vejene til ende kunne godt lyde som om politikerne havde forstået fortællingen mere rigtigt end jeg – men livet består ikke kun af et valg. Hvis hun var gået videre ad en af vejene var hun stødt på flere vejkryds, flere valg – men budskabet i fortællingen er at så længe hun sørger for at træffe valgene så når hun frem. Alle veje, nok så snørklede, ender på et eller andet tidspunkt ved havet – ethvert liv der virkelig leves indeholder muligheden for lykken. 

En af årsagerne til at kvinden i eventyret aldrig når lykken er at der er så mange muligheder. I studenter må føle jer ved et vejkryds af dimensioner som langt overgår en trafikministers forstand. Det er min overbevisning at den uddannelse I har taget på Haderslev Katedralskole og som både rummer faglighed og almen dannelse, ruster jer bedre til de næste valg I skal træffe. I har på den ene side nok fået øje på langt flere muligheder end tidligere, men samtidigt er I forhåbentligt blevet klogere på jer selv så I kan træffe de valg der er bedst for jer og ikke gå til grunde i selve valgsituationen. 

En anden af årsagerne til kvindens fiasko er også at hun forventer at andre kan fortælle hende hvordan hun når frem til lykken. I vores verden kunne det være en studievejleder der skulle være i stand til at vise jer vejen (den nævnte minister ville sikkert undskylde sin egen slingren med dårlig studievejledning så derfor måtte hun jo lave den ordning eleverne og lærerne var glade for om) – men sådan fungerer livet ikke. Andre kan hjælpe en til at man træffer et valg fordi de hjælper med at afdække hvad man har evner og lyst til, men de kan ikke afgøre hvad det er man skal vælge. Succesen i valget er nemlig helt afhængig af at man selv går 100 % ind for det fordi man kan føle sig hjemme i det valg. Man kan ikke leve en andens valg – det ville være som at leve en andens liv. Man kan heller ikke leve et valg der udsætter livet – kvinden i fortællingen forsøger med de delvise valg truffet af andre og har til sidst udsat sit eget liv så længe at hun dør uden at nå frem.

Det gode valg som fortællingen handler om er et valg der respekterer ens eget liv – et valg er nemlig aldrig kun fremtid men altid også og måske især nutid. Og det er jo der vi er – i nutiden. Ikke i fortiden med de valg vi traf og som ikke kan gøres om fordi man heldigvis ikke kan gå tilbage i tiden og ikke i fremtiden med de nye valg som vil føre os videre i livet for vi har ikke nogen garanti for fremtiden. I skal vælge (og vælge fra) på en sådan måde at I hele tiden kan være til stede i jeres valg – til stede i jeres liv – så skal I nok komme frem.

Jeg er ikke i tvivl om at I i den kommende tid vil hengive jer til sanserne og det skal I efter endt arbejde have lov til, men jeg beder Jer huske på min lille historie når I står i vejkrydset. I kan kun begå en fejl – ikke et forkert valg – men derimod den ene fejl der består i ikke at vælge. Vælg jer en vej som I kan gå helhjertet ind for ikke kun fordi I tror den ender det rigtige sted men allerede mens I er på den. Vejen kommer til at snørkle sig igennem livets landskab og leder frem til nye valg undervejs, men hvis bare I gør den til jeres vej så fører den også til målet. 

God rejse.