Større tekst
Mindre tekst
 

Her finder du billeder fra skoleåret 2005/06

På indgangssiden er der billeder fra dimissionen og på undersiderne finder du yderligere gallerier fra årets løb

Dimissionstale

Sammenhængskraften kom på dagsordenen i 2005. Det var som om alting pludselig kunne forklares meget bedre med brugen af dette ord og det blev tit brugt i samme sætning som danskhed og globalisering. Men ikke overraskende er der ikke enighed om hvad sammenhængskraft er, hvad der udgør sammenhængskraften eller hvad der skal gøres for sammenhængskraften. Med min tale i dag vil jeg melde mig ind i debatten og prøve at give jer nybagte studenter en rektors, men først og fremmest et menneskes bud på betydningen af sammenhængskraft.

Allerførst vil jeg dog understrege at det slet ikke er en ny debat. Danskhed og globalisering har præget debatten i årtier – længe nok til at Benny Andersen for mere end ti år siden kom med sit digt: Verdensborger i Danmark. Det vil dukke op efterhånden i denne tale. Det starter sådan her:

Som barn lærte jeg gode gamle børnedanse

Scottish

Rheinlænder

Tyrolervals

Lanciers

Som ung:Engelsk vals

Argentinsk tango

Brasiliansk samba

Men jeg danser dem temmelig dansk 

Mit udgangspunkt tager jeg i en bog der for alvor bragte ordet sammenhængskraft på banen i forbindelse med danskhed og globalisering. Det drejer sig om tidligere socialminister Karen Jespersen og hendes mand Ralf Pittelkows bog: De lykkelige danskere – en bog om sammenhængskraft. Forfatterne gør meget ud af at slå fast at vi danskere rent faktisk er lykkelige, især at vi er lykkeligere end andre. De søger at give videnskabelige beviser for vores folkelige lykke og søger også at give forklaringen på denne lykke. I meget kort form hedder forklaringen: fælles værdier og gensidig tillid. 

Men er det bogens anliggende? Nej da – og det ville da også være meget udansk at gå ud med et sådant budskab. Så vidt jeg tolker omtalen af bogen – især deres egne udtalelser i interviews – er deres budskab at lykken er stærkt truet og at vi hurtigt risikerer at blive ulykkelige. De nævner nogle forskellige trusler. Som den første nævner de individualismen, som den anden nævner de folkeskolen med dens reformpædagogik, som den tredje globaliseringen, som den fjerde indvandringen af mennesker med få kvalifikationer og en kulturbaggrund fjernt fra vores og endelig som den femte (eller muligvis som konsekvens af den tredje og fjerde) truslen fra Tyrkiets evt. optagelse i EU. For mig lyder det som om sammenhængskraften kræver fællessang, talekor med fælles værdibesværgelser, sort skole, løsrivelse fra verdenssamfundet og høje mure eller dybe voldgrave rundt om Danmark. Måske en uretfærdig forsimpling af mig, men det kunne lyde som om Karen Jespersen vil sende Danmark ud på en øde ø så vi kan undgå alverdens trusler.

Et andet bud på sammenhængskraft kommer fra Per Schultz Jørgensen fra den alternative velfærdskommission når han definerer sammenhængskraft som velfærd, hvor han understreger at der er komplekse sammenhænge mellem kultur, menneskesyn og økonomi. Han argumenterer for det problematiske i at lukke samfundet i misforstået beskyttelse af sammenhængskraften. Men det er da forstemmende – og her kommer min lidt naive idealisme nok frem – at det afgørende argument er økonomi. Vi skal altså være anstændige fordi det betaler sig – hvor anstændigt er det?

Nu vil jeg vende blikket mod to meget omdiskuterede begivenheder i det forgangne skoleår som også knytter sig til et centralt emne i debatten om sammenhængskraft. Begge begivenheder knyttede sig til religion og også den får en lille kommentar med på vejen af Benny Andersen

Jeg blev konfirmeret i en religion

Der stammer fra Mellemøsten

Voksede op med H.C.Andersens eventyr

Såvel som Grimms

Og 1001 Nat

Aladdins vidunderlige lampe

Det flyvende tæppe

Sindbad søfareren

Ali Baba og de fyrretyve røvere

Sesam Sesam luk dig op!

Her vil jeg blot kort minde om sagen om Muhammedtegningerne. På et plan snakkede man ytringsfrihed og respekt for hinandens religion – på et andet plan handlede det om økonomisk fornuftig fremgangsmåde. I lang tid dyrkede man fjendebilleder og søgte at finde sammenhængskraft i ”vi gode kristne mod de onde muslimer”. Jeg ved ikke rigtig om fornuften sejrede eller hvilken fornuft, men jeg glædede mig da over de mange mennesker (danskere såvel som andre, ældre som unge) der både kunne rumme religionsfrihed, retten til at udtale sig frit og pligten til at opføre sig ordentligt overfor sine medmennesker.

Ærligt talt var jeg selv mere optaget af den anden begivenhed som jeg vil lægge op til med det næste lille uddrag af Benny Andersen

Da jeg skrev mine første kærlighedsbreve

Ristede jeg aldrig runer

Som de gamle nordboere

Faktisk er jeg ret sløj til runer

Jeg brugte latinske bogstaver

Og dem ku hun godt forstå!

Nu handlede det ikke om runer, men dog om mystiske tegn og koder. I det forløbne år kom filmatiseringen af Dan Browns bestseller Da Vinci Mysteriet og også her var religionen på spil – dog ikke islam, men derimod den religion som har præget vor egen vestlige kultur, kristendommen. Det er min påstand at netop den bog har bidraget til sammenhængskraften langt mere end den har splittet – måske fordi vi overordnet er blevet klogere på vores egen historie og godt kan se hvordan forskellige perioders holdning til kønnene har præget den religiøse fremstilling – altså at det ikke er Gud der er mandschauvinist, men nok snarere de mænd der i tidens løb har fastlagt form og indhold i den kristne kirke. Den blev naturligvis afvist af de rettroende – men en bog og en film der har fået så mange mennesker til at interessere sig for at hente viden, debattere og blive klogere bidrager efter min mening med positiv sammenhængskraft.

Gud, konge og fædreland der før i tiden var udtryk for sammenhængskraften er af nogle erstattet af amagerhylder, kakkelborde og kolonihaver. En side af debatten som er i direkte forlængelse af Karen Jespersen og Ralf Pittelkows forsøg på at indfange og beskytte den særligt danske sammenhængskraft er den der handler om at tage patent på danskheden. I en biografreklame anvendes ikke Gud, konge og fædreland, men altså amagerhylder, kakkelborde og kolonihaver som det man er til hvis man har samme værdier som det danskeste folkeparti. Nu har I jo allerede hørt noget af Benny Andersens digt og I kan måske gætte at jeg med det samme anede uråd. En kort søgning på nettet fortæller at amagerhylder er et almindeligt europæisk fænomen i form af pyramidehylden som kom til os sydfra for flere hundrede år siden og så fik et dansk navn. Kakkelborde kræver kakler. Ordet har latinsk oprindelse, mens kakler er opfundet i alpeområdet. At bordene så snarere er med fliser eller klinker – det er den type sædvanlig sprogforvirring vi har på dansk. Nå, men så kolonihaver – man kan da se på alle flagene at det er dansk. Hmm. Opfundet af Dr. Daniel Gottlob Moritz Schreber fra Leipzig der havde fundet ud af at der var store fejlernæringsproblemer blandt de tyske industriarbejdere og at dette kunne imødegås med et lille stykke jord til at dyrke grøntsager. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over hvor tyske vi åbenbart er når vi skal være rigtigt danske og jeg vil da gerne minde om at det stadig er dårligt hvis man er et utyske.

Jeg drikker Javakaffe og Ceylontè

fransk rødvin

spansk sherry

skotsk whisky

vestindisk rom

russisk vodka

men uanset hvor meget jeg drikker

sejler jeg op ad åen på dansk!

Som dansker bryder jeg mig ikke om det når det danske smil er blevet til en afvisende rynke i panden. Jeg forstår det ikke når gamle Danmark der så venligt bugter sig i bakke dal skal kendes på åndelige pigtrådshegn og spidse albuer. Vi sejler op ad åen og skubber dem ud som søger at redde sig fra druknedøden. Jeg vil gerne være dansk – men jeg vil ikke være et utyske.

Og sproget jeg synger og taler

Er vævet sammen af ord fra hele verden

Ikke bare tysk,engelsk og fransk

Næ,hør mit grønslandske:

Anorak-kajak-tulipak

Tyrkisk: yoghurt-kiosk

Finsk: sauna

Arabisk: almanak-kaffe

Kinesisk: tè

Mexicansk: tomat

Australsk: boomerang-kænguru

Sydafrikansk: apartheid

Jeg kunne blive ved- så det gør jeg:

Japansk: kimono- karate

Malajsisk: bambus-asie

Indisk: bungalow- pyjamas

Jeg kan dem uden ad i søvne

Ord fra hele verden den kværnende klode

Mødes i min mageløse mund

Og for hver gang jeg udtaler dem

Lyder de mere og mere som danske

Kritikken af fundamentalisme og den ortodoksi der stivner i former og bliver følelseskold og uimodtagelig for fornuft lyder ofte fra dansk side – men skal vi ikke selv passe på at vi i kampen for sammenhængskraft ikke havner i samme grøft. Hvis danskhed indebærer rituel tilbedelse af kakkelborde, mens vi holder asylsøgende mænd, kvinder og børn i en slags fangenskab til de bliver sindslidende ud over at være nødlidende. Hvis danskhed bliver kultisk dyrkelse af Morten Korch film, mens vi holder ”de fremmede” ude eller i det mindste i ghettoer for ikke at forstyrre idyllen hvad er så det for en sammenhængskraft. Gennem historien har vi set flere eksempler på samfund der bygger på den sammenhængskraft som man kan hente fra ydre fjendebilleder – men historien viser også at de falder fra hinanden. Den type sammenhæng savner i den grad kraft og jeg har også et bud på hvorfor.

Rigtig sammenhængskraft kommer indefra. Det er væsentligt at skelne mellem indre og ydre sider af sammenhængskraften – mange af de her nævnte har været overfladiske, ydre ting og ritualer – og min faste overbevisning er at sammenhængskraften kommer indefra i mødet mellem mennesker og tanker. 

Al snak om det at være dansk ligger efter det forhold at mennesket skal hænge sammen og det enkelte menneskes sammenhæng bygger på det helt fundamentale forhold at alle mennesker hænger sammen. Vi kender det i et billede som: Under vandet mødes alle øer. Eller som det fremstilles helt utroligt smuk i den danske marionetfilm Strings hvor filmens to hovedpersoner står overfor hinanden og hun kigger op ad sine snore der forsvinder op i himlen og så siger hun: Kig op. Der hvor jeg ender begynder du – der hvor du ender begynder jeg. Den erkendelse er i filmen afgørende for oplevelse af frihed og menneskelig styrke og den kan da med rette udtrykkes med ordet sammenhængskraft. Jeg vil også gerne sætte nogle værdier på min definition af den sammenhængskraft vi skal tage udgangspunkt i og stræbe efter. 

For mig er medmenneskelighed og kundskaber grundpillerne i sammenhængskraft. Medmenneskeligheden er en absolut nødvendighed for mennesket der uanset individualismen lyksaligheder ikke kan leve alene og kundskaber gør på en gang verden større fordi vi opnår kendskab til andre måder at tænke og leve på og de sætter den enkelte i stand til at håndtere ny viden og forandring uden at lukke sig inde i forstenede forestillinger og overtro. Til kundskaber hører sprog for det enkelte sprog giver en måde at opleve og tænke verden på. Med den særlige vægt på det danske sprog i vores liv bliver vi danskere – vi kan slet ikke lade være, men vi skylder os selv at tænke over om dansk uden videre er godt. Jeg mener at hvis vi bygger danskhed oven på medmenneskelighed og kundskaber ja så kan vi være gode danskere i stedet for utysker.

Til udviklingen af denne sammenhængskraft mener jeg at I gennem jeres uddannelse på Haderslev Katedralskole anbringer sig helt centralt i processen med at skabe sammenhængskraft. Altså at give lim til fællesskabet, men så sandelig også med at give den enkelte kraft til at knytte sig sammen med andre – til at drage ud i verden og opleve at verden er fuld af sammenhængskraft når bare man møder den med medmenneskelighed og kundskaber. Skolens værdier søger at udtrykke det vidtfavnende indhold der er I jeres uddannelse:

Kundskaber og kreativitet 

Selvstændighed og samarbejde 

Forskellighed og fællesskab

Er disse værdier fundet ved en afstemning? Skal de afsynges hver morgen som en anden gold besværgelse? Nej, de er fremkommet ved en forhåbentlig indsigtsfuld tolkning af værdierne i den uddannelse I tager og i det store menneskelige møde som gymnasietiden er og skal være. Og hverdagen med jer giver mig først og fremmest håb for fremtiden. Lad mig bare nævne at langt de fleste af jer var aktive i Operation Dagsværk hvor I brugte en fridag på at arbejde for nødlidende unge langt fra Danmark. Det kan godt være at I er mere individualistiske end ”unge før i tiden”, men medmenneskeligheden og åbenheden mod omverden trives i bedste velgående. Hold fast i det. Jeg ser Jer i fremtiden fuldstændig som Benny Andersen når han kigger ned ad sig selv:

Min skjorte er indisk

mine sko italienske

min bil japansk

mit ur fra Schweiz-eller Hong Kong

men midt i det hele er jeg så pære dansk

Alverden samles i mig

Og bliver godt rystet sammen

Netop det at ”Alverden samles i mig” fortæller at jeg har den sammenhængskraft der skal til at klare alle indtryk og udfordringer. Nu vil jeg slutte af med at ønske Jer alt mulig held og lykke. Jeg håber og tror at I med jeres tid på Haderslev Katedralskole drager ud som danske verdensborgere, klar til at opleve og bidrage til al den sammenhængskraft der ligger i kundskaber og medmenneskelighed. Jeg vil opfordre Jer til at holde fast i den livsvisdom som Victor Borge (som en service til jer unge var Victor Borge en dansk, verdenskendt komiker) fangede med sætningen: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Lad det være det danske smil og mød så verden som Benny Andersen i afslutningen på digtet som forhåbentlig har givet denne tale lidt sammenhængskraft:

Sesam Sesam- luk dig op…

Eller er det mig der er Sesam?

I hvert fald vil jeg lukke mig op!

Kære studenter – gå ud og luk jer op