Større tekst
Mindre tekst
 

Arkiv 2004/05

Her finder du billeder fra skoleåret 2004/05

På indgangssiden er der billeder fra dimissionen og på undersiderne finder du yderligere gallerier fra årets løb

Dimissionstale

Der kom en student marcherende hen ad landevejen. En, to! En, to! 

Sådan kunne H.C. Andersen have indledt det eventyr som for hver af Jer begynder i dag. Eksamen og huen markerer en stor milepæl i ungdommen - jeg tror faktisk at nogle af Jer netop føler at I nu skal ud på eventyr. Og jeg vil gerne give Jer noget med på vejen. 

"Jeg vil være Noget!" sagde den Ældste af fem Brødre, "jeg vil være til Nytte i Verden; lad det være nok saa ringe en Stilling, kun at det er godt, det jeg udretter, saa er det Noget." 

Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr "Noget" fra 1858 - og det vil I komme til at høre mere om. 

Jeg har selvfølgelig også opdaget at H.C. Andersen har haft 200 års fødselsdag i år - normalt tæller man jo kun fødselsdage for folk som lever, men der er altså visse personer der trodser vanen - måske fordi de netop er udødelige, de er i hvert tilfælde noget . 

Jeg har, ligesom I sikkert har, læst H.C. Andersen i flere omgange. Først fik jeg fortalt mange af eventyrene, specielt min mormor var en fantastisk fortæller, og den dag i dag mener jeg at Klods Hans bør fortælles med sydsjællandske betoninger sådan som min mormor gjorde det. Der er simpelthen mere action når køgegensisk pladder flyver gennem den hede hofsal mens de steger hanekyllinger. Hos mormor mødte jeg altså H.C. Andersen første gang som et af de mange børn der gerne hører eventyr (og gerne det samme mange gange). 

Vi læste sikkert også nogle eventyr i folkeskolen, men jeg husker især da jeg i gymnasiet læste H.C. Andersen som var det for første gang. Jeg kendte nok eventyrene, men nu hæftede jeg mig ved noget helt andet. Det var som om de handlede om noget helt andet - og sproget indeholdt spil og nuancer jeg ikke tidligere havde kunnet opfange. Hør bare: 

"I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere." 

"Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder." 

"Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis - og den er ikke til at stole paa!" 

Og hvem kender ikke huset der ligger hist hvor vejen slår en bugt og hvor 

døren synker halvt i knæ, 

hunden gøer, det lille kræ, 

under taget svaler kvid're, 

solen synker og så vid're. 

Jeg kender ingen der kan få "og så videre" til at betyde så meget som H.C. Andersen. 

Når jeg tænker på hvilken særling H.C. Andersen var, er det mig nærmest ubegribeligt at han kunne skrive så letforståeligt og direkte til læseren og etablere en indforståethed med læseren som også efter 150 år virker - deri ligger måske netop udødeligheden. H.C. Andersens eventyr virker stadig. 

Jeg ved ikke om I kan følge min tankegang. Jeg leder efter ord for at H.C. Andersen virkelig har udrettet noget. Til at held er jeg stødt på en rigtig god beskrivelse. Den er skrevet af en anden dansk Andersen, nemlig Benny Andersen. 

Den globale familie Andersen 

Når jeg førhen for folk i fremmede lande 

nævnte mit efternavn: Andersen, 

udbrød de ivrigt: - Altså en slægtning 

til selve Hans Christian Andersen? 

Ham elsker vi, så vær velkommen her! 

I femogtyve lande har jeg rystet på hodet: 

- Desværre, H.C. Andersen fik aldrig børn! 

I min senalder nu må jeg ryste på hodet 

ad dette ubetænksomme udsagn, hidtil 

personlig rekord hvad angår vås. 

Thi ingen kalif med propfuldt harem, ingen 

kejser af Kina med tusind konkubiner, 

end ikke Zeus som dog nok kunne oppe sig, 

satte som gamle H.C. - skønt livsvarig 

jomfru - millioner af børn i verden. 

Selv er jeg gift med en af hans ætlinge, 

som på sin barndoms vestindiske ø 

blev den grimme ællings hjerteveninde, 

græd over havfruens skummende skæbne, 

huggede hodet af heksen i Fyrtøjet. 

I min tilmålte fremtid har jeg derfor besluttet 

at besvare folks venlige udsagn således: 

- Ja, tip-tip-oldebarn som du selv! 

Og husk: hvor end fra din verden går, 

Er Odense verdens navle! 

At skabe et fællesskab som det Benny Andersen her skildrer er i sandhed noget og at I også er en del af det fællesskab tror jeg at jeg kan bevise. 

Mange af Jer havde sikkert gættet at jeg ville citere H.C. Andersen. Hvor mange af Jer studenter og tilhørere i dag forventer så at jeg siger noget med: 

"Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!" 

I forventer måske at jeg kalder Jer "grimme ællinger" der har forvandlet sig til flyvefærdige svaner. 

Jeres fælles forventning er også et bevis på at H.C. Andersen har udrettet noget . 

Og nu vil jeg så vende tilbage til eventyret "Noget". 

I dette eventyr er der fem brødre der alle har ambitioner om at udrette noget. I hørte om den første - han endte med at lave mursten til folks huse. Den anden bror blev murermester og opførte huse. Den tredje bror blev arkitekt og bestemte hvordan husene skulle se ud. Den fjerde bror blev geni der fik store, spændende ideer, men den femte bror valgte en helt anden rolle: den kritiske (raisonneur kaldte H.C. Andersen det). Den femte bror udtrykte sit mål således: "der er altid noget Galt ved enhver Ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er Noget!" 

Hvis den femte bror har ret (og slutningen skal I nok få senere) så er der i dag frygteligt mange der er noget. Det er et typisk ståsted i Danmark - jantelovens hjemland - at forholde sig kritisk til alt og alle, altid at finde noget at nedsætte på andre og deres ideer. Fejringen af H.C. Andersen har været udsat for så meget kritik at det nok bliver kritikken vi husker. Da Danmark fik et operahus var der så megen kritik at gavens storslåethed knapt kunne overdøve den. Nu får vi en spændende gymnasiereform der kan flytte gymnasiet afgørende fremad, men kritikken fra alle mulige selvbestaltede eksperter er lige ved at skyde fuglen ned inden den overhovedet når at lette. 

Jeg står selv her som repræsentant for en uddannelse der sætter en ære i at gøre Jer kritiske, og det er heller ikke mit budskab at man skal holde op med at være kritisk. Mit budskab er at man ikke kun skal være kritisk, man skal ikke kun være i stand til at give et begrundet nej til alting - man skal især være i stand til at give et begrundet JA til noget. Livet kan ikke leves ved at tage afstand fra alting, man må også gå ind for noget , knytte sig til noget, knytte sig til nogen . 

Jeg kunne også have valgt udtrykket at man skal have noget kært ligesom det sker i en strofe de fleste af Jer kender: 

Kæmp for alt, hvad du har kært; 

dø, om så det gælder, 

da er livet ej så svært, 

døden ikke heller. 

Denne strofe fra "Altid frejdig" forbinder mange med begravelse (derfor skal I nok slippe for at synge den i dag), men dens budskab er netop at man skal gå ind for noget, brænde for noget, stå inde for noget - og gør man blot det bliver livet langt lettere. 

Denne salme er jo også brugt som symbol for danskernes frihedskamp under 2. verdenskrig hvor en række danskere virkelig gik ind for noget og gjorde deres til at vi i år kunne markere 60-året for befrielsen. De var virkelig noget og hører derfor også hjemme i denne tale netop i år. 

Med min hyldest til frihedskæmperne vil jeg dog ikke tilslutte mig en af tidens "raisonneurer" der har travlt med at skælde ud på krigstidens danske samarbejdspolitik. Med min i denne sammenhæng ringe alder tør jeg ikke sætte mig til doms over datidens politikere - jeg tør knapt nok overveje, hvis der havde været en statsminister Fogh i spidsen af Danmark i 1940, ville min egen mor og far så have overlevet krigen (hvis ikke, var jeg i helt fysisk forstand ikke blevet til noget). Skønt kritikken mod samarbejdspolitikken kan være berettiget over for enkelte områder eller enkeltpersoner, tror jeg at den bedst beskyttede det vi havde kært på et tidspunkt hvor modstand var meningsløs - og at samarbejdspolitikkens ophør fulgte da det ikke bare var spild af menneskeliv at sætte sig imod. 

Men 60 år efter er det let i lille Danmark at være kritisk - alt for let. 

Jeg håber ikke at I vælger den vej, bare at være kritiske. For så kan det være det går Jer som den femte bror. Som den eneste fik han ikke lov at komme ind i himlen - næh han fik lov at stå uden for og tænke over hvor lidt han havde udrettet. Hør bare hvad engelen sagde til ham: 

Du skal ikke vises bort, Du skal have Lov til at staae herudenfor og tænke over, see at ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer Du ikke, før Du i god Gjerning har udrettet - Noget!" 

 "Det kunde jeg have sagt bedre!" tænkte Raisonneuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede Noget. 

Ved kun at påtage sig kritikerens rolle havde den femte bror aldrig taget del i livet og fællesskabet. Han havde sat sig udenfor - og straffen var den passende at sætte ham udenfor også på den yderste dag. Noget er kun noget hvis det er noget godt og sammen med H.C. Andersen siger jeg hermed at noget kun er noget i et fællesskab. 

Her på Haderslev Katedralskole har I, trods jeres forskellighed, været del af et stort fællesskab, og i dag sidder I her med beviset for at I allerede har udrettet noget . 

Gå nu ud i livet, og stil Jer ikke ved siden af. Forhold Jer gerne kritisk, det er der brug for, men tag også positivt del i livet. Bidrag til fællesskabet. Tro på noget . Gå ind for noget . 

Kære studenter, gå ud og udret noget . En, to! En, to!